Kristeligt Dagblad, 19. juli 2004, 1. sektion s. 1

Mikkel Larsen skriver fra Spanien

I bjergene nord for Madrid ligger en enorm underjordisk katedral under et gigantisk kors. Et hvælvet kirkeskib er hugget 260 meter ind i granitklippen, og den mosaikprydede kuppel har en højde, der svarer til en seksetagers bygning. Officielt er der tale om et mindesmærke for alle ofrene for den spanske borgerkrig, der sluttede i 1939, men monumentet fremstår i højere grad som et mausoleum for general Franco, hvis jordiske rester ligger under en stentavle i kirkeskibet. Efter borgerkrigen har der aldrig været nogen offentlig forsoningsproces i Spanien, og de unge har aldrig officielt fået at vide, hvad der skete under borgerkrigen, fordi det har været et følsomt emne. Men nu udfordrer en ny generation sejrherrens version.
Udland Side 5



Spanien søger sandheden om borgerkrigen

Kristeligt Dagblad, 19. juli 2004, 1. sektion s. 5

Den anden del af historien: Sårene fra borgerkrigen er aldrig helet i det spanske samfund. Nu udfordrer en ny generation sejrherrens version.

Mikkel Larsen skriver fra Spanien

Et gigantisk stenkors viser vej til De Faldnes Dal i Guadarramabjergene nord for Madrid.

Som en overdimensioneret torn i øjet på det officielle Spanien vidner det 150 meter høje kors med de 46 meter lange arme om tilstedeværelsen af et monument, der ellers lå gemt bekvemt af vejen i de fyrretræsbevoksede bjerge. Et monstrøst og kontroversielt mindesmærke over en mørk periode i den nyere spanske historie, som man først for få år siden modvilligt begyndte at åbne øjnene for igen.

I årene efter diktatoren Francisco Francos død i 1975 ofrede det spanske samfund et opgør med fortiden til fordel for at sikre det unge, skrøbelige demokrati og komme videre. Nu kræver en ny generation at få den anden halvdel af sandheden om den spanske borgerkrig og det efterfølgende diktatur belyst.

Monumentet under korset er en enorm underjordisk katedral. Officielt er der tale om et mindesmærke for alle ofrene for den blodige og ødelæggende strid, der i løbet af tre år raserede landet og krævede op mod en halv million menneskeliv. Katedralen blev opført i årtierne efter den spanske borgerkrigs afslutning i 1939 og indviet på 20-årsdagen for denne.

Bygningsværkets faraoniske dimensioner begynder allerede at gå op for én på den flere hektar store stenbelagte plads foran indgangen. Her og der ses rækker af cypresser, der trods en højde på over 15 meter ser helt små ud foran bjerget med den grålige kirkefacade. Den fascistiske arkitektur er enkel, men storslået.

Alligevel forbereder den ikke én på det, der venter indenfor. Et hvælvet kirkeskib er hugget 260 meter ind i granitklippen. Den dystre, mosaikprydede kuppel dybt inde i bjerget har en højde, der svarer til en seksetagers bygning. Den er kun to meter mindre i diameter end Peterskirkens.

Umiddelbart er det eneste ydmyge træk ved bygningsværket de to simple stentavler, der ligger i gulvet på modsatte sider af alteret. Den ene tilhører José Antonio Primo de Rivera, den frankistiske falangebevægelses grundlægger, der blev skudt i begyndelsen af borgerkrigen i 1936. Under den anden ligger bygherren selv, Francisco Franco, Spaniens diktator gennem næsten 40 år, efter at hans tropper havde nedkæmpet den sidste ”røde” modstand.

Men med general Francos tilstedeværelse i katedralen kommer der ridser i lakken. El Caudillo, Føreren, døde først i sin seng i november 1975 og kan derfor næppe siges at være et offer for borgerkrigen. Og lakken krakelerer helt, når man læser dedikationen i de to store sidekapeller:
”Må de, der faldt for Gud og Spanien fra 1936-39, hvile i fred”.

Hentydningen til Gud og Spanien udelukker nemlig i praksis halvdelen af de faldne: De hovedsageligt ateistiske ”røde”, der kæmpede for bevarelsen af den socialistiske republik, Franco havde gjort oprør imod. Efter krigen blev de udråbt som ”anti-spaniere” af sejrherrerne.

Monumentet fremstår derfor i dag i højere grad som et mausoleum for Franco, sådan som det i det stille også var tænkt som, samt som et mindesmærke for dem, der døde i kampen for hans vision af Spanien. I dag er det derfor også et symbol på den ensidighed, der fra officielt hold har været i historiefortællingen, siden diktatoren døde.

Dømt til tvangsarbejde
”Som historiker ser jeg ’De Faldnes Dal’ som et vigtigt levn fra en smertefuld del af den spanske fortid. Personligt mener jeg dog, det er skændsel, at det stadig betegnes som en del af den spanske kulturarv, uden at man fortæller hele historien,” siger historikeren Javier Rodrigo, der ved Det Europæiske Universitet i den italienske by Firenze er ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om de frankistiske koncentrationslejre under og lige efter borgerkrigen.

Javier Rodrigo er en af de mange unge historikere, der hovedsagelig de seneste 10 år har kastet sig over denne problematiske del af landets historie.

Den officielle version nævner nemlig ikke, hvem det egentlig var, der byggede dette mausoleum for diktatoren. Ikke et eneste sted ved monumentet nævnes de op mod 20.000 politiske fanger, der dømt til tvangsarbejde i årtierne efter den spanske borgerkrig, huggede katedralen ud af bjerget. Der står heller ikke noget om de mange, der mistede livet under de kummerlige arbejdsforhold.

Og ”De Faldnes Dal” var langt fra det eneste sted, hvor der blev brugt tvangsarbejdere. Op mod en halv million republikanske krigsfanger sad i de godt 190 mere eller mindre permanente koncentrations- og arbejdslejre, Javier Rodrigo har studeret. Derudover blev et stort antal politiske fanger brugt helt frem til slutningen af 1960’erne til offentlige bygningsprojekter som i ”De Faldnes Dal” eller som billig arbejdskraft i private firmaer. Ved at aftage og hjælpe med at reformere de personer, der af Franco var blevet udstødt af samfundet, kunne de vise sig som gode patrioter og holde sig på god fod med styret.

Hertil kommer de 55.000 mindre heldige krigsfanger, der efter skueprocesser blev henrettet mere eller mindre på stedet i tiden lige efter krigsafslutningen. Og de over 150.000, der måtte drage i eksil for at undgå samme skæbne.

Det er ikke, fordi alle disse ting har været hemmelige indtil nu. Der er masser af bøger og film, der behandler borgerkrigen, og også nogle, der behandler tiden efter. Både øjenvidneskildringer og forskningsværker.

De overlevende har husket, hvad der skete i den frygtelige krig, hvor familier, venner og hele landsbyer blev splittet ad, og de har givet det videre til deres efterkommere.

Det har bare ikke været noget, man har talt om offentligt. I hvert fald ikke i den politiske sfære. Det er som bekendt sejrherren, der skriver historien, og mens Franco sad på magten, gjaldt kun hans udlægning.

Han begravede sine helte og gav kompensation til ofrene på hans egen side, mens hans fjenders version blev undertrykt.

Men selv ikke ved overgangen til demokratiet i årene efter diktatorens død, skete der noget. En lov om generel amnesti blev fulgt af en stiltiende pagt mellem de forskellige politiske partier. Traumerne fra borgerkrigen var stadig nærværende, og ingen turde slippe dem løs.

Der har derfor aldrig været nogen offentlig forsoningsproces i Spanien. Sejrherrernes brutale fremfærd efter borgerkrigen er aldrig blevet sonet. Ingen er blevet dømt for disse forbrydelser. Familier lever i mange tilfælde stadig i uvidenhed om deres kæres skæbne.

Der er heller aldrig blevet givet nogen officiel undskyldning til flygtningene eller de folk, der sad i lejrene. Hverken fra statens side eller fra de firmaer, der benyttede sig af slavearbejderne.

Opgør med tavsheden
En af væsentligste følger af den manglende politiske stillingtagen til emnet har været en nedprioritering af emnet i historieundervisningen. Ifølge Javier Rodrigo har man trods skiftende regeringer valgt at lægge fokus i undervisningen på perioder, man kan være stolte af, i stedet for at snakke om det største trauma i moderne spansk historie.

”Det er først på universitetet, man virkelig hører om de sorte sider af sagen, og det er jo kun et fåtal, der når så langt,” siger han.

Danskeren Carsten Humlebæk, der er ph.d. i moderne spansk historie med speciale i tiden efter Franco, er enig i, at der er et problem.

”Det almindelige kendskab til denne del af historien lider under, at der ikke undervises meget i den, og at den ikke debatteres offentligt. De unge har aldrig officielt fået at vide, hvad der skete, og de sidder så uantastet med deres nedarvede holdninger. En uheldig tendens er derfor, at der er et stort marked for halve sandheder og løgne,” siger Carsten Humlebæk.

De seneste år er der dog sket noget. På falderebet inden de nu aldrende øjenvidner dør helt ud, er en ny generation begyndt at lede efter hele sandheden, og de har ikke indgået nogen pagt. De kræver nu, at den spanske stat betaler sin historiske gæld til den halvdel af det spanske samfund, der tabte meget mere end borgerkrigen.

”Demokratiet er for længst stabiliseret, og nu kan det være nok med tavshed. Vi må redde de personer fra glemslen, der hidtil er blevet holdt ude af historiebøgerne, som om de var forbrydere,” siger journalisten Emilio Silva, der for et par år siden var med til at stifte Foreningen for Genskabelsen af den Historiske Hukommelse.

Denne forening har hovedsagelig har beskæftiget sig med udgravningen af massegrave fra borgerkrigen. 40 grave med i alt 300 republikanere er blevet åbnet indtil nu uden nogen form for hjælp fra staten. Foreningen har yderligere fået henvendelser fra over 3.000 personer, der leder efter forsvundne familiemedlemmer, og i alt menes der at ligge 30.000 lig i endnu uåbnede massegrave, fortæller Emilio Silva, der selv er barnebarn af en myrdet republikaner, som han i år 2000 nærmest ved et tilfælde fandt i en massegrav i det nordlige Spanien.

Rent politisk er der også sket en udvikling de seneste år som følge af den voksende interesse. I november 2002 vedtog parlamentet en fordømmelse af de forbrydelser, der blev begået under borgerkrigen og diktaturet. Med den troede man, at sagen ville falde til ro igen. Men sådan har det ikke været, og senest i sidste måned fik den nye socialistiske regering vedtaget en erklæring i parlamentet om at kompensere ofrene moralsk, socialt og økonomisk for deres lidelser.

”Det er en begyndelse, men det er kun en tillidserklæring, og nu må vi se, hvor langt de tør gå denne gang. Det er jo ikke første gang, vi har en socialistisk regering siden diktaturet, og sidste gang skete der absolut ingenting. Der er stadig mange, der har noget i klemme,” siger Emilio Silva i en lettere pessimistisk tone.

Han lægger vægt på, at foreningen ikke vil underkende lidelserne på den anden side under borgerkrigen, der uden tvivl også var store. Men de blev allerede anerkendt fra første færd og kompenseret af Franco for statslige midler.

”Vi vil bare have ret til det samme, hverken mere eller mindre, siger Emilio Silva, der i sidste måned stod som arrangør af et stort arrangement i udkanten af Madrid, hvor man forsøgte at samle 600 af de endnu overlevende republikanere for endnu en gang at kræve den historiske gæld indfriet.

”Vi har også ret til at mindes vore døde,” siger han.