Kristeligt Dagblad, 7. marts 2008

De, der vælger at blive hjemme, vil få stor betydning for udfaldet af søndagens parlamentsvalg. Den magiske grænse for valgdeltagelsen går normalt ved 71 procent. Alt under vil give den konservative Rajoy de bedste kort på hånden. Alt over vil sandsynligvis sikre den socialistiske regeringsleder Zapatero sejren

Nyhedsanalyse af Mikkel Larsen, korrespondent i Spanien

– Er du stadig i tvivl om, hvem du skal stemme på? Har hverken den enes fejl eller den andens bommerter overbevist dig endnu?

Ordene, som en midaldrende mand forleden sagde til en anden med et ulykkeligt udtryk i ansigtet i en vittighedstegning i den konservative avis ABC, giver et meget rammende billede af stemningen i Spanien forud for parlamentsvalget på søndag.

Den lange og udmarvende valgkamp har udviklet sig til et bittert opgør mellem lederne af landets to store partier. Hverken José Luís Rodríguez Zapatero fra det socialistiske regeringsparti, PSOE, eller Mariano Rajoy fra det konservative oppositionsparti Partido Popular, PP, har dog formået at overbevise vælgerne. Der er derfor stadig spænding forud for valgdagen, hvor de mange tvivlere ventes at få afgørende betydning. Ikke mindst sofavælgerne, der traditionelt er socialisternes akilleshæl.

Zapatero lagde ellers stærkt ud, da han blev valgt få dage efter terrorbomberne i Madrid i marts 2004. Han trak straks de spanske tropper hjem fra den upopulære krig i Irak, og i løbet af de første år gennemførte hans regering flere sociale reformer, der fik bred opbakning i befolkningen, blandt andet loven om homoseksuelle ægteskaber, en ny ligestillingslov, en lov, der sikrer hjælp til de mest trængende, og en anden, der giver lettere adgang til skilsmisse. At han fik den katolske kirke på nakken for flere af tiltagene, skadede ikke hans popularitet i det spanske samfund, snarere tværtimod.

Det kan dog ikke siges om en række andre sager, hvor Zapatero måske overvurderede sig selv. Det gælder de mislykkede forhandlinger med den baskiske terrorgruppe ETA og forsøget på at modernisere den spanske model med selvstyrende regioner ved at give især catalanerne mere autonomi. Disse ting blev ikke vel modtaget i den brede befolkning, ikke engang blandt hans egne kernevælgere.

Dertil kommer, at der den seneste tid har bredt sig en ikke helt retfærdig, men yderst håndgribelig tvivl, om socialisterne med deres (manglende) økonomiske politik har åbnet døren på vid gab for den lavkonjunktur, der lurer på trapperne.

Zapatero er således på rekordtid gået fra at blive udråbt til den ”spanske Blair” med en popularitet i befolkningen på over 60 procent til nu at virke helt apatisk og ligge på omkring 40 procent.

Værre ser det imidlertid ud for kandidaten på den anden fløj. Rajoy har ikke på noget tidspunkt i sin tid som oppositionsleder fået en bestået karakter i meningsmålingerne. Han har aldrig forstået at udnytte Zapateros deroute og præsentere sig selv som et troværdigt alternativ. I stedet har han ført en uforsonlig linje, hvor der gennem fire år ikke har været et eneste positivt ord at høre om den siddende regering.

En vigtig årsag er, at Rajoy og co. aldrig rigtigt er kommet sig over valgnederlaget til opkomlingen Zapatero i 2004. Det har kunnet ses igen og igen, når de har benægtet, at den daværende PP-regering af valgstrategiske årsager forsøgte at holde ETA ansvarlig for togbomberne længe efter, at politiet var begyndt at forfølge det islamistiske spor. I den forbindelse var PP-ledelsen alt for længe om at tage afstand fra de konspirationsteorier, der forsøgte at påvise ETA’s deltagelse i attentaterne.

Senest har interne stridigheder i partiet svækket lederen yderligere, så ikke engang en hård linje på områder som terrorisme, immigration og den truende økonomiske krise har kunnet give ham overtaget blandt vælgerne.

Og der står de to så nu i en slags dødt punkt i opløbet. End ikke et par højtprofilerede tv-debatter mellem de to partiledere synes at have rokket meget ved det billede. Valgkampen har stort set været en gentagelse af de seneste fire års politiske slagsmål og har budt på få konstruktive tiltag.

Det har dog ikke skortet på valgflæsk. Løfter om nye arbejdspladser og skattelettelser er fløjet gennem luften for lynsnart at blive overgået af den anden fløj. Det mest kuriøse eksempel kom i forbindelse med Zapatero-regeringens løfte om at plante 45 millioner nye træer i næste valgperiode, et træ pr. spanier. Det fik PP-folkene til at gå i tænketank, for i disse klimakrisetider er miljøet et vigtigt område at vise initiativ på. Få dage senere kom de så med et løfte om at ellevedoble socialisternes bud, altså 500 millioner træer, hvilket betyder, at de skal plante 238 træer pr. minut over de næste fire år, hvis de bliver valgt.

Umiddelbart er der ikke meget, der tyder på et magtskifte. Ifølge de seneste meningsmålinger ligger PSOE til at få 43-44 procent af stemmerne, mens PP ikke skal gøre sig forhåbninger om at komme meget over 39 procent. Selv hvis man indregner usikkerhedsmarginen i rundspørgerne, står socialisterne altså mindst til en snæver sejr, men alt kan ændre sig på valgdagen.

Dels betyder den spanske valglov, der tilgodeser stemmer i mindre befolkede områder, at PP traditionelt får forholdsvis flere mandater ud af sine stemmer. Dels kan de op mod tre millioner midtervælgere, de såkaldte tvivlere eller ”swing-voters”, komme til at spille en afgørende rolle, især den del af dem, der har en tendens til at blive hjemme.

PP’s små 10 millioner kernevælgere er traditionelt meget trofaste, men partiledelsens linje i de senere år gør det svært for partiet at fiske yderligere stemmer blandt de moderate midtervælgere. Socialisterne har til gengæld en langt større vælgerbase blandt de moderate centrumvenstrevælgere, der udgør det store flertal af tvivlerne, men som også er de mest kritiske og mest tilbøjelige til at blive i sofaen, når de ikke er overbeviste.

Strategien er derfor klar for de to partier i de sidste dage op til valget. Mens socialisterne gør alt for at male fanden på væggen og mobilisere sine vælgere, forsøger PP at så tvivl om PSOE-regeringen for derved at få vælgerne til at blive hjemme.

Den magiske grænse for valgdeltagelsen går normalt ved 71 procent. Alt under vil give Rajoy de bedste kort på hånden. Alt over vil sandsynligvis sikre Zapatero sejren.