Kristeligt Dagblad, 30. august 2006

Under spansk jord: 30.000 ofre for den spanske borgerkrig og det efterfølgende diktatur ligger stadig i umærkede massegrave rundtomkring i landet. De senere år er organisationer og pårørende begyndt at grave dem op uden hjælp fra staten.

Mikkel Larsen skriver fra Spanien

Natten til den 5. november 1936 blev den unge stenhugger Jorge Gómez sendt ud på sin sidste gåtur sammen med syv andre mænd. En gruppe lokale tilhængere af oprørslederen general Franco trak dem ud af arresterne i de to små nabobyer Navalcán og Parrillas og kørte dem til en øde mark uden for Parrillas. Her blev de henrettet en efter en med et skud i nakken og efterladt, som de var faldet.

Dagen efter fandt de pårørende ligene på jorden. Da de dræbte var "røde", kunne de ikke få lov til at bringe dem tilbage til byerne og gravsætte dem på kirkegårdene. De var derfor nødt til selv at grave et hul og begrave dem på stedet uden gravsten eller anden form for afmærkning.

Den 71-årige Feliberto Gómez fortæller historien, mens han står og kigger ud over marken, hvor hans far, stenhuggeren Jorge, blev henrettet dengang i begyndelsen af den spanske borgerkrig. Fra skyggen under en stor steneg ser han nervøst til, mens en gravko fjerner det afsvedne græs og jorden neden under for at finde frem til resterne af de otte døde.

-- Det er et øjeblik, vi i familien har ventet på i snart 70 år, siger han.

Opfyldelsen af ønsket er blevet mulig med hjælp fra Foreningen for Genskabelsen af den Historiske Hukommelse, ARMH, der siden 2000 har arbejdet på at finde frem til og udgrave massegrave fra borgerkrigen i hele Spanien. Det sker stadig uden nogen form for støtte fra den spanske stat.

Den 33-årige stenhugger var ude af byen for at arbejde, da general Francos tropper den 3. september 1936 indtog den nærtliggende by Talavera de la Reina -- små 120 kilometer vest for Madrid -- og overtog kontrollen med regionen. Da det blev tid til, at Jorge skulle vende hjem, forsøgte flere arbejdskammerater at overtale ham til at lade være med tage tilbage til Navalcán. De havde hørt, at der var noget i gære.

-- Men han havde jo ikke gjort noget eller været politisk aktiv på nogen måde, så hvad skulle han være bange for. Han ville hjem til sin familie, siger Feliberto.

Hvad Jorge dog ikke tænkte på, var, at en af hans fætre havde deltaget i de socialistiske militsers udrensninger i området, før Francos tropper ankom.

-- Som alle, der havde været politisk engagerede eller indblandet i noget, var min fars fætter selvfølgelig flygtet fra byen. Derfor kom de en aften i slutningen af oktober efter min far. Det var deres hævn, siger Feliberto.

Jorge blev smidt i arresten i kælderen under rådhuset. Der sad han indtil den nat, hvor de kom efter ham.

Også Felibertos mor blev hentet. De klippede alt hendes hår af, tvang hende til at drikke amerikansk olie og marcherede hende halvnøgen gennem byen. Da hun var gravid, ventede de dog med at dømme hende, til hun havde født fem måneder senere. I en skueproces blev hun dømt to gange til døden for at have "avancerede ideer", en straf, der siden blev omstødt til tre års tugthus.

Hun levede resten af sit liv i fattigdom som en udstødt, fortæller sønnen. Først i 1981 blev hendes mand officielt erklæret død, da en af fangevogterne i arresten lettede sin samvittighed ved at lave en liste over de henrettede. Da var hun dog også død, og hun nåede derfor heller aldrig at få udbetalt mandens pension.

Historien er langtfra usædvanlig i Spanien. "Gåturene", som de summariske henrettelser eufemistisk blev betegnet, fandt sted bag linjerne i hele landet og på begge sider.

På den folkevalgte republiks side foregik henrettelserne oftest i områder, hvor myndighederne havde mistet grebet om militsgrupperne. På general Francos "nationale" side, hvor udrensningerne fortsatte flere år efter krigens afslutning, forholdt det sig til gengæld omvendt.

-- Det var en bevidst politik at udrydde alle potentielle fjender og uønskede elementer bag linjerne. I alle erobrede områder er der dokumenteret en grusom systematisk undertrykkelse. Det var den første store "investering", der skabte den frygt, som styret levede på efterfølgende, forklarer den engelske historiker Paul Preston.

Et dokument fundet i kirken i Navalcán understøtter dette. Det er en liste udarbejdet af den lokale præst med navnene på 68 personer fra byen, der blev "skudt efter ordre fra de nationale autoriteter". Et af navnene på listen er Jorge Gómez.

Stenhuggeren er samtidig en af de godt 30.000 "røde", der den dag i dag ligger i improviserede massegrave rundtomkring i landet, ifølge ARMH. Mens sejrherren Franco, landets diktator gennem næsten 40 år, efterfølgende gav sine døde en ordentlig begravelse og lod dem ære med tavler og monumenter -- som det blandt andet kan ses ved kirkerne i Navalcán og Parrillas -- har modstandernes døde fået lov til at ligge i deres umærkede grave frem til i dag.

Under Francos diktatur var det forbudt at tale om de døde på tabernes side. De betragtedes som dårlige spaniere. Men heller ikke ved overgangen til demokratiet efter diktatorens død i 1975 skete der noget. En lov om generel amnesti blev fulgt af en stiltiende pagt mellem de forskellige politiske partier om at glemme det, der var sket. Traumerne fra borgerkrigen var stadig nærværende, og ingen har endnu turdet slippe dem løs. Der har derfor aldrig været nogen offentlig forsoningsproces i Spanien.

For seks år siden tog organisationen ARMH så sagen i egen hånd med en udgravning af en massegrav nær León i det nordlige Spanien. Siden er det blevet til yderligere omkring 150, alle foretaget i henhold til de internationale normer, der er blevet anvendt ved massegrave i mere moderne krigszoner som Eksjugoslavien og Irak, fortæller retsantropologen Francisco Etxeberria fra Universitetet i Baskerlandet, der leder udgravningsholdet i Parrillas.

Han sætter det samlede antal ofre, der er blevet gravet op, til lige over 500. Ved Parrillas og Navalcán forventer han at finde 23 til, inklusive de otte i graven, hvor Jorge Gómez ligger. Derudover ligger 5000 anmodninger fra pårørende i hele landet og venter.

Det er dog en nærmest uoverskuelig opgave at skulle klare så mange udgravninger på frivillig basis uden midler til selv den mest elementære teknologi. I dette tilfælde har borgmestrene i de to byer været ganske hjælpsomme, forklarer Etxeberria. I Navalcán har holdet lånt en gravko, i Parrillas har det fået værktøj og logi. De kommer begge forbi og ser til arbejdet i ny og næ. Den spanske stat har dog ikke givet noget endnu.

-- Oftest får vi ingen støtte fra institutionerne, ikke engang moralsk. Som jeg plejer at sige, så lider de døde ikke mere, men det gør de pårørende. Mange har aldrig fået afklaret, hvad der skete med deres kære, og der er stadig ikke kommet et brev fra myndighederne, der siger, at de er blevet uretfærdigt behandlet. Det er en skandale, siger Etxeberria.

-- Det er virkelig på tide, der bliver gjort noget ved det. Det er mennesker, vi taler om, og man kan i et demokratisk land ikke bare have døde liggende begravet som hunde i vejkanten, kommenterer Alberto Reig Tapia, professor i statskundskab ved Rovira i Virgili-universitetet i Tarragona og forfatter til flere bøger om borgerkrigen og dens eftermæle.

Hverken han, Etxeberria eller Preston tøver med at kalde henrettelserne bag linjerne for krigsforbrydelser mod civilbefolkningen. Og Reig Tapia henviser til en FN-erklæring om tvangsforsvundne fra 1992, der pålægger regeringer at opgrave massegravene og overgive resterne til de pårørende.

Spaniens socialistiske regering har arbejdet med problemet de senere år. Den præsenterer således i sensommeren et forslag til en ny lov, der netop skal behandle "den historiske hukommelse". Fernando Magán, talsmand for ARMH i Toledo-provinsen, hvor Parrillas og Navalcán ligger, kalder det dog for "et meget skuffende forslag".

-- Det kunne ikke være værre. De bekræfter nærmest bare det, som vi har gjort hidtil uden at komme med nogen aktiv hjælp til arbejdet. Det er det forkerte signal at sende, siger han.

Han håber nu, at loven kan nå at blive ændret i parlamentet gennem pres fra regeringens støttepartier på venstrefløjen. Han ved dog også, at det konservative oppositionsparti, PP, vil fortsætte sin hårde linje mod alle tiltag på området og højlydt kritisere regeringen for at ville genåbne sårene fra borgerkrigen.

-- Det er vulgært at tale på den måde. Vi er snarere med til at hele sårene ved at give en tilsidesat del af befolkningen det, som staten ikke har villet give dem i alle disse år, siger Etxeberria.

Og Paul Preston har følgende kommentar:

-- Det er beklageligt, at der er folk, der ikke kan forstå, at det at glemme ikke er det samme som forsoning, og at det at huske ikke er det samme som hævn.

Ifølge en meningsmåling lavet for avisen El País op til årsdagen for borgerkrigsudbruddet i juli mener 64 procent af de adspurgte, at man skal forske alt, man kan, i, hvad der skete under borgerkrigen, finde frem til og opgrave massegravene og kompensere ofrene.

Imens står Feliberto og kigger håbefuldt på gravemaskinens arbejde. Hans eget liv har været præget i voldsom grad af hændelserne i forbindelse med faderens død. Som blot to-årig måtte han leve på gaden med sine søskende og tigge sig til føden. Han kom aldrig i skole og kunne ikke få andet arbejde end som hyrde og daglejer. Til sidst forlod han landsbyen og drog til Schweiz en årrække. I dag bor han i Madrid. Feliberto bærer dog ikke nag eller ønsker nogen straffet for forbrydelsen:

-- Der er ikke flere tilbage at straffe. De er alle døde, og deres efterkommere har jo ikke gjort noget. Jeg vil bare gerne finde resterne af min far, så han kan blive begravet ved siden af min mor, siger han.

mlarsen@kristeligt-dagblad.dk

_________________________________________

Fakta

Francos ofre

**Det dokumenterede antal ofre for general Francos udryddelsespolitik under og efter borgerkrigen ligger i dag på 119.000, ifølge Alberto Reig Tapia, professor i statskundskab i Tarragona.

**Der er dog områder i Spanien, der endnu ikke er helt udforskede, og tallet vil i sidste ende ligge på minimum 130.000 og sandsynligvis nærmere 150.000. Den engelske historiker Paul Preston sætter tallet til 180.000.

**De fleste steder er ofrene blevet gravet ned på det sted, hvor de blev skudt i større eller mindre grupper. Andre steder er der tale om store massegrave, ofte i forbindelse med kirkegårde, hvor ofrene er blevet samlet for at blive skudt. Det er tilfældet i landsbyen Órgiva (Granada), hvor over 4000 ofre ligger i en enkelt massegrav.

**De republikanske dødspatruljer kostede 38.000 "nationale" livet.