Kristeligt Dagblad, 19. juli 2006, s. 7 (Historie)

KRIGENS LANGE LIV: I denne uge er det 70 år siden, at den spanske borgerkrig begyndte. Denne interne konflikt blev en af de mest internationale krige i det 20. århundrede og en blodig optakt til den efterfølgende verdenskrig

Mikkel Larsen skriver fra Spanien

Den 18. juli 1936 tog et tilsyneladende harmløst militærkup fart i de spanske besiddelser i det nordlige Marokko. En gruppe højreorienterede kupmagere havde sat sig for at vælte den folkevalgte venstreorienterede regering og ændre landets politiske kurs. Derved var det nok blevet, hvis ikke ekkoet af sammenstødet var nået langt ud over Spaniens grænser.

Det, der startede som en intern spansk konflikt, udviklede sig til den første krig mellem datidens to store ideologier, fascismen og kommunismen. Stormagterne valgte side, og de næste tre år strømmede frivillige fra hele verden til Spanien for at kæmpe for deres verdenssyn. Den spanske borgerkrig, der kostede 600.000 mennesker livet, ledte dermed direkte frem til det helt store sammenstød i Anden Verdenskrig.

– De kæmpendes motiver afspejler konflikter, der allerede eksisterede i Europa, og som ville få stor betydning de efterfølgende år. Da nyheden om oprøret spredte sig, vidste alle med det samme, hvem de holdt med, og den umiddelbare identifikation fik enorm indflydelse. Den internationale indblanding eller mangel på samme blev afgørende for udfaldet af borgerkrigen, siger Enrique Moradiellos, der er professor i moderne historie ved universitetet i Extremadura.

Uroen havde længe ulmet i konservative kredse i hæren og aristokratiet. De sammensvorne ønskede at vælte den spanske republiks kun få måneder gamle moderat venstreorienterede regering, der havde taget hul på en række reformer for at modernisere landet. Præsident Manuel Azaña havde varslet, at han ville effektivisere hæren og begrænse de privilegier, den katolske kirke og aristokratiet fortsat nød godt af i samfundet.

Nationalisterne, som oprørerne også kaldtes, vidste, at de ikke kunne vælte regeringen alene. Allerede fra første færd havde de derfor sikret sig hjælp fra både Mussolinis fascistiske Italien og Hitlers Nazityskland.

– For disse diktatorer var det en fin mulighed for at skabe en ligesindet stat i et hjørne af Europa, der kunne lægge yderligere pres på Frankrig og England, forklarer Moradiellos.


I de første dage efter opstanden hjalp tyske og italienske fly således i al hemmelighed med at transportere spanske elitetropper over Gibraltarstrædet fra det spanske Marokko. Det var en af de første luftbroer i historien, og de gode erfaringerne med flytransport af tropper og materialer herfra fik stor betydning under den kommende verdenskrig. Hjælpen til nationalisterne udbyggedes senere med store troppekontingenter, kampfly og skibe.

Meget tyder på, at regeringen ikke havde taget advarslerne om et forestående kup alvorligt. Den virkede handlingslammet, da kupmagerne skred til handling og befæstede sig i de sydlige og nordvestlige dele af landet. Allerede den 19. juli sendte premierminister José Giral et telegram til den franske præsident León Blum for at bede om hjælp til at kvæle oprøret. Frankrig indvilgede i at sende fly og en større ladning våben til nabolandet. Det ændrede sig imidlertid kort efter, da Blum modtog et opkald fra England.

– Den britiske regering ville for alt i verden undgå en ny storkrig (som Første Verdenskrig, red.), og den gik i disse år især Nazityskland i møde for at skabe en ny, mere stabil balance i Europa. Konflikten i Spanien måtte derfor ikke brede sig, siger Moradiellos.

Den konservative regeringbetragtede derudover fortsat kommunismen som en større fare for Europa end fascismen, og den havde fået foruroligende dessiner om revolutionære tendenser i netop Spanien. England ønskede derfor en blokade mod landet, så kommunisterne ikke fik fodfæste på halvøen.

Frankrig havde ikke råd til at blive uvenner med englænderne. Blum-regeringen trak derfor sit tilbud om hjælp tilbage og erklærede sig neutral i striden. I februar 1937 var den en af initiativtagerne til den internationale embargo mod den republikanske regering.

– Det var reelt en håndsrækning til kupmagerne og skulle vise sig at blive dødsstødet til republikken. Det tvang den i favnen på Stalins USSR med de uheldige konsekvenser, det nu fik, siger Moradiellos.


Isolationen gjorde med tiden strømmen af sovjetisk krigsmateriel tvingende nødvendig for republikanerne, der måtte betale i dyre domme for den. I løbet af krigen endte totredjedele af Spaniens guldreserver, der før krigsudbruddet var de fjerdestørste i verden, i Moskva.

De første måneder af krigen forholdt Stalin sig imidlertid afventende, da han stadig forsøgte at nærme sig de demokratiske stater i Europa for at gøre fælles front mod fascismen. Først da republikken var på nippet til at falde, greb han ind. Der kom færre end 2000 russiske soldater til Spanien, men det var med den sovjetiske diktators velsignelse, at de internationale kommunistpartier i september 1936 begyndte at rekruttere frivillige til kampene.

– Der var en international bevægelse, der solidariserede med den spanske regering i kampen mod fascismen, og De Internationale Brigader var denne bevægelses fortrop. Den bestod af ildsjæle, der ville kæmpe til døden for deres politiske ideal, som den franske historiker Remi Skoutelsky for nylig udtrykte det i et spansk tv-program om brigaderne.

Eller som den engelske forfatterGeorge Orwell, der i december 1936 meldte sig til en uafhængig marxistisk militsgruppe i Barcelona, skrev det i sin bog om borgerkrigen "En hyldest til Catalonien":

– Da kampene brød ud, følte samtlige antifascister i Europa sandsynligvis en snert af håb. Her bød demokratiet tilsyneladende endelig fascismen trods. (…) Det virkede som et vendepunkt.


Over de kommende år meldte 35.000 frivillige sig til De Internationale Brigader. De kom fra 54 af verdens da 66 lande. De fleste pudsigt nok fra Frankrig, Italien, Tyskland og England, lande der på den ene eller den anden måde støttede nationalisterne. Mange udlændinge risikerede således ikke bare deres liv for republikken, de blev også kriminaliseret af den internationale embargo, og nogle fik endog frataget deres statsborgerskab på grund af deltagelsen. Det gjaldt især for venstreorienterede tyskere og italienere, der på kamppladsen kom til at stå over for fascistiske landsmænd.

– Brigadisterne fik afgørende betydning i en række slag i det første år af krigen. De var dog især vigtige som et symbol på den internationale støtte og som militær model for republikkens soldater. De blev ikke som sådan afgørende for republikkens krigsindsats. De udgjorde kun en lille del af de 600.000 soldater, regeringen mobiliserede, de var oftest dårligt udstyrede, og på grund af store tab måtte brigaderne allerede tidligt suppleres med spanske soldater, siger Enrique Moradiellos.

Den engelske brigadist Sam Russel fortæller om sine første oplevelser i kampene i universitetsområdet i det nordlige Madrid i slutningen af 1936:

– Det var på det tidspunkt, de russiske geværer begyndte at ankomme. En stor del af ammunitionen passede ikke til geværerne, og der lå vi og kæmpede mod Francos tropper mellem fakultetsbygningerne. Midt i december var vi kun seks tilbage af de oprindelige 30. Nogle få var blevet såret, men de fleste var døde. Tabstallet var lige så stort i den franske bataljon.

Oprørslederen, general Franco, rådede til gengæld fra starten over 50.000 marokkanske lejetropper. Mussolini sendte 75.000 frivillige til Spanien og Hitler omkring 13.000 mand i den topprofessionelle Kondor Legion. Dertil kom frivillige fra en bred vifte af lande som det katolske Irland.

Denne mobilisering skyldtes for en stor del, at den katolske kirke var gået åbent ud og havde støttet oprørerne, efter at stort set alle kirker og klostre i de republikanske områder i begyndelsen af krigen var blevet plyndret og brændt og godt 7000 gejstlige dræbt af anarkistiske og kommunistiske grupper.


Republikanerne sikrede sig i starten en række dyrt købte sejre. I marts 1937 vandt de anført af splinternye russiske tanks og den internationale Garibaldi-brigade bestående af italienere en stor sejr over de fascistiske italienske lejetropper ved byen Guadalajara øst for Madrid. Tabstallene var dog meget højere for republikanerne, og det blev deres sidste, dyrt købte Pyrrhus-sejr.

Francos tropper vendte nu blikket mod nord. På få måneder erobrede han hele den nordspanske kyst, og der var tid til at eksperimentere en smule. Den 26. april 1937 bombede tyske og italienske flyvere således den lille baskiske markedsby Guernica. Mens tyskerne bombede fra stor højde for at se, hvilken effekt ødelæggelserne havde på civilbefolkningen, øvede de italienske fly præcisionsbombning.

75 procent af byen lagdes øde. I modsætning til tidligere, hvor dødstallet taltes i tusinder, menes det i dag at ligge på et par hundreder, men i alle tilfælde var det et fuldkommen unødvendigt angreb på civilbefolkningen i en by uden strategisk betydning. Endnu en gang ser man en forløber til den senere verdenskrig, hvor bombningen af civilbefolkningerne kom til at spille en vigtig rolle på begge sider.

Nationalisterne vandt langsomt, men støt frem. Den nye premierminister, den Stalin-støttede Juan Negrín, forsøgte i foråret 1938 at få gang i forhandlinger om en fredsaftale, men Franco nægtede at tale. Han krævede betingelsesløs overgivelse. For Republikken var der nu kun få håb tilbage. Situationen blev ikke bedre af, der i maj brød en borgerkrig ud i borgerkrigen.


Den fælles fjende kunne ikke længere holde de forskellige grupperinger blandt kommunisterne fra hinanden, og stalinisterne begyndte udrensninger af trotskister i Barcelona. Orwell, der var på orlov i den catalanske storby, erfarede således, at det ikke var alle, der kæmpede for demokratiet, hvilket ikke var gavnligt for krigsførelsen andre steder i landet.

I september erklærede Negrín i endnu et forsøg på at få de demokratiske lande til at lægge pres på Franco, at De Internationale Brigader skulle forlade landet. Efter en storslået parade i Barcelona forlod de sidste udlændinge landet i oktober og overlod republikken til sin skæbne. Det fik nemlig ikke Franco til at bøje sig.

Negrín klyngede sig nu til håbet om, at der ville bryde en reel verdenskrig ud mellem de demokratiske og de fascistiske stater, så våbenembargoen mod Spanien ville blive ophævet, og der kunne komme hjælp udefra.

Men den 26. januar 1939 indtog nationalisterne et sønderbombet Barcelona stort set uden kamp. En måned senere anerkendte Frankrig og England Franco som Spaniens nye statsoverhoved. Den 27. marts indtog oprørerne Madrid, og den 1. april erklærede general Franco borgerkrigen for afsluttet.

Konflikten blev altså ikke det håbede vendepunkt i kampen for demokratiet. Francos sejr blev også en sejr for Hitler og Mussolini.

– Hvis republikken taber denne krig, vil Frankrig og England have tabte det første slag i den anden verdenskrig, havde præsident Azaña på et tidspunkt under borgerkrigen sagt til en fransk regeringsrepræsentant.

Ingen tog dengang forudsigelsen alvorligt, men tiden viste, at han fik ret. Kun fem måneder senere brød resten af Europa ud i krig efter Tysklands invasion af Polen.