Kristeligt Dagblad, 3. august 2006, s. 2

Et nyt dansk organcenter er inspireret af Spanien, der er verdens bedste land til at skaffe donorer. Nøgleordene er hurtig opdagelse af donoremner og direkte samtaler med de pårørende

Mikkel Larsen skriver fra Spanien

– I gennemsnit giver en organdonor sammenlagt 30 års ekstra levetid til de forskellige patienter, der nyder godt af transplantationerne, forklarer Rafael Matesanz, der er direktør for den nationale spanske organisation for transplantationer (ONT).

Ordene falder, mens han sætter sig til rette ved et mødebord i sit store kontor, der ligger i en gullig bygning i det nordlige Madrid.

– Inden for medicin er der i dag ikke nogen behandling eller noget indgreb, der giver så mange års ekstra liv til patienterne. Det gælder både kvalitativt og kvantitativt. Transplantationerne giver livet og livskvaliteten tilbage til rigtigt mange mennesker, fortsætter han.

Derfor tøver han heller ikke med at kaldede seneste årtiers udvikling på dette område i Spanien for "et mirakel". Han trækker en mappe frem og begynder at vise statistikker og grafer: Siden indførelsen af en ny struktur og oprettelsen af ONT i 1989 er landet gået fra at have 550 donorer om året til 1548 sidste år. Omregnet betyder det altså, at der nu årligt gives omkring 30.000 ekstra leveår til trængende patienter i Spanien.

Set i forhold til den samlede befolkning er landet i den nævnte periode gået fra at have 14,3 donorer per million indbyggere til 34,6 i 2004. Det er det højeste antal i verden, det er næsten dobbelt så stort som det europæiske gennemsnit på 18 og næsten tre gange så højt som det tilsvarende tal i Danmark på knap 12.

– Udviklingen er sket inden for et forholdsvis kort tidsrum, så man kan ikke tale om en ændring af befolkningens syn på sagen. Der er derimod en tydelig årsag-virkningsforbindelse mellem organisationen og stigningen. Vores filosofi har hele tiden været, at det første og vigtigste i processen er at finde donorerne, for uden dem kan der ikke blive tale om nogen transplantation. Det står i modsætning til de fleste andre lande, hvor man blot koncentrerer sig om at fordele de organer, der kommer ind, siger Rafael Matesanz.


ONT har derfor koordinatorer på stort set alle intensivafdelinger i Spanien. De lokaliserer de egnede donorer, der per definition skal ligge i respirator og være erklæret hjernedøde.

– Andre steder tænker man ikke så tidligt i forløbet på, at en tilskadekommen eller syg person kan blive donor, og derfor opdager man dem ofte ikke i tide.

Han forklarer, at man i mange andre lande, for eksempel Danmark, også har specialtrænet personale, men at de oftest ikke befinder sig på afdelingerne og derfor må vente på at blive ringet op, når der er fundet en egnet donor.

– Meget går tabt på den måde, fordi der ikke er nogen, der sætter processen i gang, siger han.

Efter at en donor er blevet erklæret egnet, kommer næste vigtige skridt: Samtalen med de pårørende. Som i Danmark er det i Spanien i princippet donoren selv, der på forhånd skal have taget en beslutning om, hvorvidt han eller hun ønsker at donere eller ej. Da kun fem procent af den spanske befolkning bærer donorkort, er det første spørgsmål derfor, om familien er klar over, om den afdøde har ytret ønske om at donere. Hvis det ikke er tilfældet, er det familien, der skal træffe afgørelsen.

– Samtalen med de pårørende er noget, vi arbejder utroligt meget med. Hvis informationerne gives på den rigtige måde, får vi næsten altid ja. Det er en meget følelsesladet situation, men det er fundamentalt at forklare dem, hvad der skal ske, og hvorfor det er nødvendigt. Alle bør være donorer, fordi vi selv kan få brug for en donation.

At samtalerne virker, kan ses ud fra, at hele 84 procent på landsplan i dag siger ja, når de bliver spurgt. I nogle områder som østspanske Alicante, hvor koordinatorerne er særligt erfarne, siger kun omkring fem procent nej.

I dette solbeskinnede Middelhavs-område er en stor del af befolkningen udlændinge, og 40 procent af donorerne sidste år var ikke-spaniere. Det er meget sigende, at ingen af de 45 engelske familier, der blev spurgt i området, sagde nej, mens procentdelen for negative svar i deres hjemland ligger på 40-50 procent.

Den spanske model er blevet efterlignet flere steder i verden med stor succes. Blandt andet i Italien og i sydamerikanske lande som Argentina og Uruguay.

– Alle kigger, men mange har ikke været i stand til at efterligne os. Det skyldes dog også, at systemerne ofte er meget anderledes, og så tager de, hvad de kan bruge, siger Matesanz.

Han vurderer, at det er sandsynligt, at stigningen af antallet af donorer i Spanien vil fortsætte de kommende år.

– Teoretisk kan landsgennemsnittet nå op på 40 donorer pr. million, som man ser det i nogle regioner, men det bliver svært. Det vigtigste er dog at holde tallet på det niveau, hvor det er nu.