Kristeligt Dagblad, 24. marts 2006 , s. 8

Nyhedsanalyse: ETA's proklamering af en permanent våbenhvile er en triumf for den spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero. Men der er lange udsigter til en endelig løsning på situationen

Af Mikkel Larsen, korrespondent i Spanien

De seneste dages våbenhvileerklæringer fra terrorgruppen ETA er en foreløbig sejr for Spaniens socialistiske regeringsleder, José Luis Rodríguez Zapatero.

Han har flere gange den seneste tid lagt hovedet på blokken og varslet, at en afslutning på gruppens næsten 40-årige voldskampagne i Baskerlandet og resten af Spanien kunne være nært forestående.

Og han har trods hård modstand fra oppositionen holdt fast på, at en dialog med ETA var vejen frem, når terrororganisationen nedlagde våbnene og frasagde sig volden som middel til opnåelse af politiske mål.

ETA's lovning på en "permanent våbenhvile" er et skridt i den retning.

Zapatero har – siden han flyttede ind i den spanske premierministerbolig i april 2004 – haft terrorbekæmpelsen og opnåelsen af fred i Baskerlandet som erklærede absolutte prioriteter.

Han har på de fleste punkter videreført den hårde linje mod ETA fra de seneste år under den forudgående konservative regering. Samarbejdet mellem det spanske og det franske politi har således de seneste godt to år ført til over 240 anholdelser af ETA-relaterede personer, heriblandt flere af organisationens topfolk, hvilket har betydet, at den har måttet omstrukturere sig gang på gang. Regeringen har samtidig opretholdt ulovliggørelsen fra 2003 af partiet Batasuna, ETA's politiske gren, hvilket har været med til at udmarve baglandet og distancere organisationen fra det offentlige liv.


Men hans åbning for en mulig dialog med terrorgruppen har gentagne gange ført ham på kollisionskurs med det konservative Partido Popular (PP). Da han i maj 2005 fik de øvrige partier i kongressens støtte til at indlede forhandlinger med terrororganisationen, såfremt den "opløser sig selv og nedlægger våbnene", afbrød det største oppositionsparti helt samarbejdet med regeringen.

PP har flere gange betegnet Zapateros politik som en håndsrækning til ETA i en situation, hvor man i stedet burde give den svækkede organisation nådestødet. Partiet har højlydt kritiseret regeringslederen for det, man har kaldt hans respektløse spådomme om ETA's fremtid. En kritik, der har givet genlyd i konservative sektorer i samfundet samt i flere af de mange indflydelsesrige organisationer for terrorofre.

PP og disse sektorer har modtaget våbenhvileerklæringen mildest talt lunkent og skeptisk, men ikke så højrøstet, som man kunne have ventet. Selvom våbenhvileerklæringen ikke er en ubetinget overgivelse, som PP har krævet, kan det nemlig ikke nægtes, at Zapateros tilnærmelser synes at have givet resultat. En række anonyme PP-folk har således også til avisen El País talt om det "es", Zapatero har trukket ud af ærmet.


Når man ser bort fra den højrøstede politiske tone, har de færreste i Spanien nok også forventet, at ETA ville opgive alt på én gang. Våbenhvilen bør derfor snarere ses som et skridt i den rigtige retning, hvor gruppen forsøger at stille sig i en favorabel forhandlingsposition.

Organisationen synes meget svækket for tiden. Ud over den hårde linje fra statens side har også togbomberne i Madrid i marts 2004 med næsten 200 dødsofre betydet, at den folkelige og internationale tolerance, der hidtil fandtes for terrorhandlinger i frihedens navn, nu er stort set forsvundet.

I modsætning til den seneste våbenhvile i 1998-1999, der blev benævnt "tidsubestemt", bruger gruppen denne gang betegnelsen "permanent". Brugen af ordet våbenhvile er stadig et bevidst vagt udtryk, kan man sige, men sammensætningen er dog lovende. Samtidig er sproget i erklæringerne fra onsdag middag og torsdag nat i modsætning til tidligere kommunikeer ikke nær så hårde og krævende. Og kravene er blevet vagere.

– Det giver anledning til håb, men varsler stadig en lang og besværlig vej mod løsningen af problemet, som Zapatero selv sagde i kongressen i onsdags.


Og den spanske regeringsleder har selv tænkt sig at gå forrest i bestræbelserne for fred, uden at han dog vil betale en politisk pris til organisationen. Han har derfor bedt om tid for at kunne se, hvor reelt ETA's ønske om at finde en fredelig løsning virkelig er.

Han har samtidig rakt hånden ud til oppositionen og bedt dem om, at de slutter sig til de øvrige grupper i parlamentet.