Kristeligt Dagblad, 27. april 2005. s. 6

REPORTAGE: Den knogleudsmykkede krypt under Santa Maria della Concezione-kirken gjorde et stort indtryk på H.C. Andersen. Også nutidens besøgende finder krypten sært dragende og fascinerende

Mikkel Larsen skriver fra Rom

"’Du er jo en rask Dreng!’ sagde han, ’nu skal Du see de Døde.’ Herpaa aabnede han en lille Dør til et Gallerie, nogle Trappetrin dybere end Søilegangen; vi traadte derned og nu saae jeg rundt om mig Dødninghoved ved Dødninghoved, stillede saaledes paa hinanden, at de dannede Vægge, og derved flere Capeller. Der vare ordentlige Nischer, og i disse sadde hele Skeletter af de anseeligste Munke, svøbte i deres brune Kutte, Strikken om Livet og med en Bønnebog eller en vissen Blomsterkost i Haanden… Jeg knugede mig fast til Munken, der læste en Bøn og sagde derpaa til mig: ’der skal ogsaa jeg engang sove, vil Du saa besøge mig?’ – Jeg svarede ikke et Ord, men saae forskrækket paa ham og rundt om paa hele den forunderlige gyselige Sammensætning".

Sådan beskriver H.C. Andersen den særegne krypt under Santa Maria della Concezione-kirken i Rom på de første sider af romanen "Improvisatoren" fra 1835. Ordene er lagt i munden på hovedpersonen Antonio, der ser tilbage på dengang, han som seksårig første gang blev ført ned under kirken på den nuværende Via Veneto.

Ikke meget har ændret sig, siden den danske forfatter besøgte krypten i midten af 1830'erne. Munkene sidder og står fortsat på række i de seks hvælvede rum, der ligger langs en korridor under kirken. Deres knogler ligger endnu stablet op eller pryder væggene i de mest slående, sirlige og symmetriske mønstre.

Der er dog nok kommet lidt flere til siden dengang. Antonios munk, Fra-Martino, eller H.C. Andersens inspirationskilde til skikkelsen, er sikkert nu også at finde et sted blandt de 4000 cappucinermunke, der blev begravet her fra pave Urban VIII's tid i 1631 til 1870, hvor paverne mistede magten over Rom.


Mange af de begravede er hellige mænd, står der på flere sprog i et af de dystre rum. Det må vel betyde helgener, for der har næppe været plads også til de uhellige i nicherne eller i den hellige jord, der blev hentet op fra Jerusalem af Urban VIII for at dække gulvet.

Tre børn af denne Barberini-paves nevøer er også begravet i krypten. Et af dem, en lille pige, den såkaldte Barberini-prinsesse, hænger naglet til loftet i det sidste rum som en anden dødens engel med en le og en vægt i hænderne – også de lavet af knogler. På gulvet under hende ses indskriften "Det, I er, var vi. Det, vi er, skal I blive."

En besked, der maner til eftertanke. De besøgende går da også rundt i den makabre krypt i en blanding af andægtig stilhed og vantro forbløffelse over for dette enorme memento mori. Det illustrerer dramaet i livet, står der flere steder, men er samtidig også en hyldest til håbet og en opfordring til bøn.

Den levende brunklædte munk er nu til dags skiftet ud med en ung dame, der taler knapt så andægtigt i en mobiltelefon ved indgangen til den lange gang. Hun forsømmer dog ikke at vogte som en høg over alle de gæster, der formaster sig til at tage et kamera frem trods de store forbudsskilte. Og hun giver dem særdeles dårlig samvittighed, så de alligevel køber et par postkort, inden de atter begiver sig ud på den livlige Via Veneto.


Denne gade, der i dag er mest kendt for sin fremtrædende rolle i det romerske jetset-liv i 1960'erne og i Federico Fellinis film "La dolce vita", ligger ikke langt fra det sted, hvor "Improvisatoren" i sin tid blev undfanget.

H.C. Andersen havde nemlig under sit første besøg i Rom i 1833-34 sin bolig lige om hjørnet i nummer 104 på Via Sistrina. Det bevidner en plade, der hænger over døren.

Her i området omkring Piazza Barberini og Den Spanske Trappe holdt kunstnerkolonierne til i den daværende pavestat. Lidt længere oppe ad samme gade viser endnu en plade, hvor billedhuggeren Bertel Thorvaldsen boede i sine mange år i byen. Og det ligger ikke langt fra Piazza del Popolo, som Vilhelm Bergsøe valgte som omdrejningspunkt for sin roman af samme navn.

H.C. Andersen beskriver området meget hengivent. Et af de steder, han nævner, er Den Spanske Trappe, som dengang var samlingspunkt for byens tiggere. Unægtelig et noget anderledes billede end i dag, hvor trappen virker som et fluepapir på de sværmende turister og de medfølgende gadesælgere og er omgivet af nogle af de dyreste butikker i Rom.

Nede for enden af trappen begynder modegaden Via Condotti. Her ligger den gamle Caffé Greco, der var samlingspunkt for mange af datidens store, men ikke altid så formuende kulturpersonligheder. Rygtet vil vide, at kunstnerne ved flere lejligheder betalte for beværtningen med tegninger og digte.


Nede bag i lokalet hænger en indrammet kopi af et brev, som H.C. Andersen i 1861 skrev til Henriette Collin. Hun var gift med hans velgører Edvard Collin, og det var i øvrigt også denne familie, Andersen dedikerede "Improvisatoren" til under sit første ophold i byen. I brevet fortæller eventyrdigteren fru Collin, at han og hendes søn, Jonas Den Yngre, under deres ophold i byen bor i en lille lejlighed over for netop Caffé Greco.

I forbindelse med dette månedlange besøg har den aldrende forfatter måske igen benyttet sig af chancen til at besøge knoglekrypten oppe på bakken og lede efter den gamle munks jordiske rester. Senere samme år beskrev han nemlig atter sceneriet i eventyret "Psychen", der handler om en ung, idealistisk romersk kunstner, der går i hundene af ulykkelig kærlighed. Han ender med at gå i kloster, dø af feber og blive begravet her i jord hentet fra Jerusalem.

"Efter Aaringer toges Beenraden frem, som de døde Munkes før ham, den iførtes den brune Kutte, fik en Perlesnor i Haanden og stilledes i Niche af Menneskeknogler, som de fandtes her i Klostrets Begravelse. Og Solen skinnede udenfor, og Røgelsen duftede derinde, Messerne læstes."

Eller måske stod de dødes knogler, selv efter 30 år, stadig forunderligt levende for ham, som improvisatoren Antonio udtrykte det. Det er jo ikke et sted, man glemmer lige med det samme.