Kristeligt Dagblad, 7. september 2005, s. 10

Sport og religion: Sport har historisk set haft tætte bånd til religionen. I dag lever idrætten dog en stort set selvstændig tilværelse, og den kan ses både som et supplement og en konkurrent til de etablerede religioner

Af Mikkel Larsen

Der var grund til bekymring, da det nordirske fodboldhold Glentoran den 13. juli i år tog imod irske Shelbourne i kvalifikationen til den europæiske Champions League. Kampen mellem det protestantiske hold fra det britiskdominerede nord og det katolske hold fra Irland kunne ikke have ligget på et mere følsomt tidspunkt.

Den blev nemlig spillet dagen efter den protestantiske Orange-ordens årligt tilbagevendende marcher til minde om Kong Vilhelm af Oraniens sejr i 1690 over den katolske konge James i slaget ved floden Boyne. Marcher, der traditionelt ender i voldelige sammenstød mellem de to parter.

Sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med kampen var derfor store, og den endte uden nævneværdige episoder. Det er dog ikke altid tilfældet, når disse religiøse spændinger når sit højdepunkt i en sportslig kontekst på den anden side af det irske hav.


Et par gange om året sættes skotske Glasgow på den anden ende, når byens to rivaliserende fodboldklubber, den protestantiske klub Rangers og den katolske Celtic, tørner sammen. De to klubbers tilhængere fortsætter nemlig den dag i dag med at udleve stridighederne i forbindelse med den protestantiske reformation og dens efterdønninger i Skotland og Irland fra det 16. århundrede og frem til i dag. "Og midt i det hele bryder en fodboldkamp så ud", som en gammel joke i byen lyder.

Det berømte skotske lokalopgør er et af de mest berygtede og åbenlyse eksempler på forbindelsen mellem sport og religion i vore dage. Voldelige episoder har det med at trække overskrifter i medierne. Det er dog langt fra det eneste, endsige det mest repræsentative eksempel på, at de to krydser hinandens spor.

– Sporten kan have religionslignende karakter for både udøveren og publikum. Den supplerer de religiøse institutioner, og det, den kan levere, går i stedet for noget af det, religionen tidligere gav, forklarer religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet.


Han peger især på tre områder, hvor det er tilfældet: fællesskabsdannelsen, idoldyrkelsen og muligheden for at fungere som et sted, hvor man kan tage en "time out" fra det hektiske hverdagsliv.

– Sport kan give deltagerne en religiøs erfaring, en såkaldt "peak experience", hvor de føler, at der er noget højere på spil. Det kan for eksempel være en tennisspiller, der lige pludselig føler, at det er spillet, der spiller ham snarere end omvendt. Legen opsluger deltageren, og den kan også gribe tilskuerne, der lever med som i et ritual og oplever en følelse af katarsis, siger Tim Jensen.

Det er idrætsforskeren Dagmar Dahl fra Norges Idrætshøjskole enig i.

– Der er forbindelser mellem sport og religion både i udformning, omfang og rækkevidde, og de svarer på mange af de samme spørgsmål om krop, kropslighed, mad, fritid, sjæl og mening, selvom de også ser forskelligt på flere ting, siger hun og begynder at opregne en række steder, hvor forbindelserne kan ses:

Ligesom religion har sport rituel karakter. Det ses i det små, når sportsfolk udfører overtroiske tvangsritualer såsom altid at snøre venstre sko først eller korse sig, før de træder ind i arenaen, som var der tale om en kirke. I lidt større skala viser det sig, når sportshold marcherer ind og står ret til nationalmelodien eller i åbnings- og medaljeceremonier ved store sportsbegivenheder. De er ofte fyldte med religiøs symbolik som for eksempel fredsduer og ild, der bæres ind. Begge har tillige faste regler, der skal følges, og som er med til at give mening til ritualet og selve spillet.

Et tilbagevendende fænomen ved sportsbegivenheder er også fanskarernes klubsange, der hylder favoritholdet og dets spillere – som en slags salmer – eller smæder modstandernes helte til.

Sportsstjernerne er i dag genstand for en enorm tilbedelse, der minder om idolatrien inden for religionen.

– Ved hjælp af en ofte religiøs klingende sprogbrug og en projektion af billeder, der ligger i samfundet, over på sportsfolkene, skaber man helte og skurke på et højere niveau. Se bare på cykelrytterne i Tour de France. De er overmenneskelige helte den ene uge og skurke den næste, når de bliver taget for doping, siger Tim Jensen.

Den spanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán har kaldt fodbolden for "en religion på udsigt efter en gud". Han beskriver den yderligere som en postmoderne, verdslig designerreligion, der endnu ikke har kunnet fylde hullet efter den argentinske fodboldgud Diego Maradona.

Det var netop denne lille buttede krøltop, der ved VM i 1986 scorede et mål med hånden mod ærkefjenden England og efterfølgende proklamerede, at det var "Guds hånd", der havde handlet gennem ham. Det var der mange, der troede på, og trods dette brud på reglerne og de mange narko- og dopingskandaler, han siden har været involveret i, har han bevaret sin gudestatus efter karrierens afslutning.

Det gælder både i hjemlandet og i det fodboldgale italienske Napoli, hvor han i slutningen af 1980'erne hjalp byens ydmyge hold til dets to eneste mesterskaber nogensinde. I Argentina findes der nu en "maradoniansk" kirke, der fejrer jul på stjernens fødselsdag den 30. oktober og har lavet en ny tidsregning, der starter på denne dag i 1960.


Ligesom religionerne har højtider, der fejres på særlige tidspunkter, afholder de forskellige sportsgrene regelmæssigt verdens-, kontinentale eller nationale mesterskaber. Den største af disse sportsfester er selvfølgelig De Olympiske Lege, der af mange tilskrives en særegen religiøs karakter på grund af sin samlende karakter.

De Olympiske Lege har dog også haft en særlig tilknytning til religionen fra starten. I antikken var det således svært at skelne, hvor grænsen gik mellem ritual og sport. Idræt var den fineste måde, man kunne dyrke guderne på og vinde evig ære. Der var også en anderledes tæt forbindelse mellem de religiøse handlinger og bygninger og idrætten og idrætsfaciliteterne. Det illustreres igen bedst i Olympia, hvor de antikke olympiske lege blev afholdt hvert fjerde år til ære for Zeus lige ved siden af overgudens tempel.

Denne forbindelse plejes stadig efter genoplivelsen af de moderne lege i 1896 og globaliseringen af dem, og det er stadig her i ruinerne af dette tempel, at man under stor ståhej tænder den olympiske ild, når den skal sendes ud på rejsen til den næste værtsby.

Et andet lighedspunkt mellem sport og religion er de faste rammer, de hellige steder. I sportsverdenen er helligdommene sportsarenaerne, der ofte har en fremtrædende plads i bybilledet. Det ses blandt andet i walisiske Cardiff, hvor det nye Millenium Stadium nærmest katedralagtigt dominerer bymidten, mens den religiøse katedral ligger nogle kilometer væk i landsbyen Llandaff. San Mamés-stadionet, der i spanske Bilbao huser fodboldklubben Athletic Club, går i folkemunde ligefrem under navnet La Catedral.


Nogle af disse arenaer fungerer i dag som valfartssteder for fans, der rejser langvejsfra for at indsnuse atmosfæren på det hellige sted og købe en trøje eller et billede af deres yndlingsspiller til evigt minde. Det gælder fx spanske Real Madrids Santiago Bernabéu-stadion eller Camp Nou i Barcelona. Sidstnævnte huser byens mest besøgte museum foran blandt andet Picasso-museet.

Omvendt ser man i dag også sportsstadioner blive brugt til gudstjenester for at få plads til så mange mennesker som muligt og måske også for at trække lidt på stedets "hellighed". Det var blandt andet tilfældet, da pave Johannes Paul II på en af sine utallige rejser var i Jordans hovedstad Amman i år 2000.

Netop Johannes Paul II havde et meget nært forhold til idræt. Han er flere gange blevet kaldt "sportspaven". Ikke blot fordi han i sine unge år var en habil fodboldmålmand, bjergbestiger og skiløber og langt op i årene fortsatte med at svømme og gå i bjerge, men også fordi han aldrig skjulte sin kærlighed til de fysiske udfoldelser. Han var den første pave, der så en kamp på et fodboldstadion, og han modtog gentagne gange fodboldspillere, cykelryttere og Formel 1-kørere i audiens i Vatikanet.

– Vi bør takke Gud for den gave, sporten er. I den kan mennesket træne sin krop, sin intelligens og sin viljestyrke, idet det anerkender, at disse kvaliteter er gaver fra Skaberens side, sagde paven således, da repræsentanter for fodboldklubben Real Madrid var på besøg i 2002.

I forbindelse med jubilæet i 2000 arrangerede Vatikanet også et sportsjubilæum, og sidste år åbnede det et sportsdepartement.


Men hvem holder Gud egentlig med, når der er tale om sport? Ingen, ifølge Johannes Paul II. Det udtalte han i hvert fald i forbindelse med fodbold-VM i 1982, hvor den polske stjerne Zbigniew Boniek spurgte sin landsmand, om han ville bede for, at Polen skulle klare sig godt ved slutrunden.

Ifølge samme Boniek indrømmede pavens privatsekretær Stanisùaw Dziwisz dog senere, at paven havde fortrudt det, da han så, at Polen kom overraskende langt i turneringen og vandt bronzemedaljer, men så var det jo for sent.

Påkaldelsen på sportsbanerne af verdens forskellige guder er nu ikke længere så usædvanligt i Europa, som det har været. Både kristne og muslimer ses bede i forbindelse med sportskampe, selvom der stadig er et stykke vej op til Sydamerika, USA og den arabiske verden på dette felt.

– Ikke en træning startede uden en længere bøn, og jeg trådte ikke på måtten eller podiet, før jeg havde strakt hænderne mod himlen, bedt til Gud og bukket mig ned og kysset dem. Disse steder er stadig hellige for mig den dag i dag, har den tidligere iranske bryder og vægtløfter Shahram Sean Ahrar skrevet.

Om det hjalp ham i konkurrencerne er selvfølgelig svært at sige, men den respekt, han havde for stederne, gjorde ham mere ydmyg og gav ham respekt for modstanderne og for sportens regler, skriver han.

– De fleste etablerede religioner ser idræt som noget godt i sig selv. Kroppen er Guds værk, og det er godt at pleje den. Sporten ses samtidig som et effektivt middel til at opdrage børn og unge i den rette tro eller i hvert fald god opførsel. Begge er interesserede i mennesker, og begge har en social opgave, siger Dagmar Dahl.

Det er i det lys, man skal se religiøse sportsklubber som YMCA, KFUM samt de jødiske Maccabi-klubber og fodboldklubben Hakoah, der i mellemkrigstidens Centraleuropa spillede på professionelt niveau med stor succes.


Selvom sport på mange punkter kan ses som et religionssurrogat eller -supplement, er der dog også dyberegående forskelle på de to.

– Religionen går selvfølgelig ud over sportens grænser. Den er mere grundlæggende, sigter på det metafysiske og er transcendental. Idræt holder sig til denne verden og giver ikke svar på de store livsspørgsmål. Deri ligger også kimen til problemerne mellem de to, siger Dagmar Dahl.

Så vidt hun ved, findes der ikke nogen religion, der er direkte imod sport, men der er selvfølgelig begrænsninger. Nogle troende er for eksempel imod OL, fordi der er tale om en slags moderne afgudsdyrkelse af de græske guder. Inden for islam er der stor forskel på forholdene for mænd og kvinder, og der er sommetider sammenstød mellem idrætten og sømmelighedsreglerne. Inden for kristendommen glemmer det moderne menneske i stigende grad at holde hviledagen i hævd og gå i kirke, og det er sporten også blevet klandret for.

– I Wales var der, da Rugby-unionen blev grundlagt i 1880, kun protestanter. Og de ikke-konforme var nok nærmest imod rugby som dels var voldsomt, dels blev spillet om søndagen, hvor det var tanken, at waliseren burde være i kirke, siger professor i historie Dai Smith, der har skrevet om rugbyens historie i Wales.

Mere alvorligt bliver det, når idrættens egne værdier krænkes, og fællesskabet afløses af egoisme og vind for enhver pris-mentalitet. En udvikling, især den katolske kirke har kritiseret hårdt.

– Så bevæger den sig også væk fra de grundlæggende livsværdier. Det er farligt, når man glemmer, at man er et helt menneske og ikke bare en idrætsudøver, siger Dagmar Dahl, der betegner kommercialiseringen af sporten som den store fare med det medfølgende tab af respekt for kroppen og livet, som blandt andet ses i dopingmisbrug.


Et andet problem, religionerne tager afstand fra, er de voldelige rivaliseringer som fx i Glasgow, religiøse eller ej. Spørgsmålet er da også, hvor meget de egentlig har med religion at gøre, når det kommer til stykket.

– Sport går i dag hånd i hånd med religion og medier som en fællesskabsstiftende størrelse, og det foregår altid i modsætning til andre. Men det kan udvikle sig til banale, modbydelige fænomener, når selve fællesskabet tager over og bliver ophøjet, og det slår over i vold, siger Tim Jensen.

Rangers nægtede helt frem til 1989 at købe katolske spillere. Da det endelig skete, brændte en del af de mest trofaste fans deres tørklæder og årskort i vrede over tabet af den protestantiske identitet. Mo Johnston, som spilleren hed, modtog dødstrusler både fra sin nye klubs fans og fra tilhængerne af hans tidligere klub, Celtic. Men selvom religionen på overfladen er centrum i striden, synes der ikke længere at være så tætte forbindelser.

– Som de fleste Rangers-fans tror han ikke længere på den protestantisme, hans hold repræsenterer. Det er let at knytte tilhørsforholdet til et fodboldhold til religiøsiteten, men på en betydningsfuld måde har Rangers så at sige afløst den skotske kirke. Det tillader mænd at bevare deres forfædres traditioner og institutioner og på den måde holde frygten for at miste deres historie fra døren uden også at være nødt til at omfavne deres forfædres eskatologi, skriver den amerikanske journalist Franklin Foer om en Rangers-tilhænger i bogen "How Soccer Explains the World".