Jazz Special, # 89, Festival 2006, s. 14-20

Tomatito er en af Spaniens bedste flamenco-guitarister. Gennem samarbejdet med pianisten Michel Camilo har han nu også skabt sig et navn i jazzverdenen. Parret har lige udgivet en ny plade, Spain Again, og de spiller ved årets Copenhagen Jazz Festival. Jazz Special har i den anledning besøgt Tomatito i hans kælder i sydspanske Aguadulce.

Tekst & Foto: Mikkel Larsen

Han åbner fordøren til den store gule villa med en guitar i hånden. Et fast håndtryk og en lidt forlegen præsentation: ”José”. Det mørke krøllede hår hænger ned over de let optrukne skuldre. Grå stænk her og der afslører, at det efterhånden er en del år siden, han blev opdaget som teenager på en flamencoscene i Malaga. De daggamle skægstubbe, en simpel, sort t-shirt, et par hullede jeans og de lyse kondisko vidner om, at han er mellem turnéer. Han kaster lige et misfornøjet blik ud gennem den lille forhave, hvor en stærk forårsvind rusker i palmerne på en trist, grålig baggrund. Man er bedre vant i den normalt så solbeskinnede strandby Aguadulce nær sydøstspanske Almería. Så lukker han døren, og i et adstadigt tempo viser han vej gennem en højloftet, sirligt indrettet stue til en trappe i hjørnet, der leder ned til det allerhelligste.
- Her kan vi være i fred, siger José Fernández Torres, eller Tomatito, som han bedre kendes i musikkredse, da han går ind i en slags pejsestue i kælderen.

Den berømte flamenco-guitarist sætter sig til rette i en slidt mørk lædersofa midt i det aflange rum. En enkelt standerlampe er tændt bagved, ellers kommer der kun et sløvt lys fra de smalle, højtsiddende vinduer ud mod haven nede for enden. Han slår et par akkorder på strengene, inden han rejser sig igen for at svare på et opkald på mobilen og går ud for at finde cigaretter med et ”du har ikke travlt, vel?”
Trævæggene i det dunkle rum er smykkede med billeder og priser fra en lang karriere med op- og nedture. Langt de fleste er fotografier, malerier og tegninger af den legendariske sanger Camarón de la Isla. Man får et indtryk af, at der er tale om et lille museum eller måske snarere en helligdom.
- Jah, det kan man vel godt kalde det…

Tomatito tygger lidt på ordene, da han er tilbage i sofaen.
- Camarón var et geni og en helt særlig person. Han har betydet utroligt meget for flamencomusikken, og han har betydet alt for mig. Jeg har lært alting af ham, alt det, jeg kunne lære.

Han sidder foroverbøjet, kigger lidt rundt på billederne og ned på det farverige, persisk inspirerede tæppe, mens han taler. Guitaren får lov til at stå en stund.
- Han opdagede mig, da jeg som 15-årig spillede på den lille taverne La Gitana i Malaga. De følgende 18 år, frem til hans død, spillede jeg næsten udelukkende med ham. Det var en stor ære og en fantastisk oplevelse at spille med den dygtigste sanger i min generation og kunne gøre mit til, at han kunne yde sit bedste, siger den nu 47-årige guitarist og definerer dermed også sin egen rolle i samarbejdet.
- Sangeren er solisten, og det gælder om at hjælpe ham. Man skal både være der og ikke være der på samme tid. Ikke ødelægge det for ham ved at kæmpe med ham om opmærksomheden, men give ham velplacerede akkorder at læne sig op ad, føjer han til med sin dybe, lidt hæse røst og spørger så, om det er i orden, at han ryger, mens han taler.

Genetisk afhængighed af guitarer
På en fletstol ved siden af sofaen ligger en hvid guitarkasse. Også den har et silhuetbillede af Camarón klistret på. I en reol ved den ene langside, på en anden sofa langs den modsatte væg og i et par ophængte trækasser står i alt 15 guitarer i forskellige brune nuancer samt en antik mandolin.
- Jeg har over 30. Jeg er forelsket i guitarer. Jeg har samlet på dem hele min karriere og smider aldrig en væk, fortæller han med en blanding af forlegenhed og stolthed i stemmen.

Al den snak om guitarer får ham nærmest automatisk til at række ud efter den, han stillede fra sig.
- Jeg har én i næsten alle rum, så jeg altid kan gribe én og spille. At spille herhjemme er for mig en leg, hvor jeg prøver mig frem, øver mig og så dukker ting op, næsten uden at jeg opdager det. Det er ikke noget, jeg gør, fordi jeg skal, men fordi jeg har brug for det.

Tomatito leger dog ikke kun alene. Ofte kommer hans fætre eller nogle venner forbi, og så holder de en lille koncert i kælderen.
- Det er tit mere sjovt end på en scene, hvor det hele er mere alvorligt. Når jeg skal på turné med min gruppe, gør vi også lidt det samme. Så mødes vi her et par dage før og hygger os, men arbejdet med at perfektionere det hele sker næsten altid først til lydprøverne før koncerterne. Sådan skal det være, for jeg vil ikke have, at det bliver for meget rutine. I min alder er det svært at klare, og det er vigtigt, at du kan li’ det, du laver, for det giver liv til musikken, siger han.

De lynhurtige fingre løber over strengene i rytmiske, velklingende ryk. På højst troværdig vis fortæller han videre om, hvordan han nærmest blev født med en guitar mellem hænderne, da han kom til verden i sigøjnerkvarteret La Pescadería i Almería i august 1958.
- Vi er et familiedynasti af guitarister. Både min farfar og onkel var store guitarister, og min far spillede også flamenco, mest klarinet, men også guitar. Der var altid musik derhjemme. Vi sigøjnere har en samlivsform og familiekultur, hvor børnene fra de er helt små vænnes til en traditionel serie af rytmer og musikformer, og det er med til at farve vores musik, fortæller Tomatito.

Oprindelsen til hans kunstnernavn fortaber sig også i fortidens tåger omkring bedstefaderen, Miguel ”El Tomate”.
- Det må være kommet af noget, min farfar har gjort, men jeg har aldrig fundet ud af hvad. Min far og min onkel blev også kaldt ”El Tomate”, og derfor er det vel meget naturligt, at jeg så er ”den lille tomat”, siger han med sin tunge Almería-accent.

Han afviser i den forbindelse pure, at han har nogen som helst tilknytning til pigerne i popgruppen ”Las Ketchup”, der blev verdenskendt med sommerplagen Asereje for et par år siden.
- Deres far er ”El Tomate de Córdoba”. De er ikke sigøjnere, ikke at det behøver at betyde noget, men han er heller ikke nogen stor guitarist, forklarer han, og noget, der kunne ligne et taknemmeligt lille smil sniger sig over hans læber.

Alene på scenen
Allerede som tiårig debuterede Tomatito på scenen i en flamencoforening i Almería. Da han var 12, besluttede faderen, at fødebyen, der ikke er kendt for at have nogen særlig flamenco-tradition, var blevet for lille til hans talentfulde søn. Han flyttede derfor familien til Malaga, hvor han forsørgede den som musiker, mens sønnen ”gik i skole” ved at akkompagnerede dansere på La Gitana. Indtil Camarón en dag stod og manglede en guitarist til en koncert.
I løbet af de mange års mesterlære med Camarón skabte Tomatito sig et navn som en stor flamenco-guitarist. Da Camarón døde af kræft kun 41 år gammel i 1992, følte han sig alligevel pludselig helt på bar bund igen.
- Min verden faldt sammen. For mig var det, som om jeg mistede alt. Han var mit forbillede, min kollega og min ven. Hvad skal jeg nu, spurgte jeg mig selv igen og igen. De andre sangere havde allerede deres faste guitarister, og nogle var vel også lidt skræmte af, at jeg havde spillet med Camarón, fortæller han.

Tilbage ved rødderne i Almería kom han dog videre lidt efter lidt.
- Den eneste vej ud var at øve, studere og indstille mig på, at jeg nu måtte arbejde på at dominere scenen selv. Det var et spørgsmål om overlevelse, for at spille var jo det eneste, jeg kunne, og jeg var nødt til at slide mig igennem det. Det var hårdt, siger han og spærrer de tunge øjenlåg op, så de store, mørke øjne skinner i lyset fra vinduerne.

I de 14 år, der er gået siden da, har Tomatito udviklet sig til at blive en af de mest anerkendte koncert- og solo-guitarister i flamenco-verdenen. Især hans behandling af den hurtige, lidt festligere flamencostil ”bulería” bliver fremhævet af kendere.
- Det skylder jeg også Camarón langt hen ad vejen. Mit ry og en stor del af den modtagelse, jeg får af publikum selv i dag, skyldes, at jeg spillede så mange år med ham.
- Og takket være det er jeg begyndt at opnå det, jeg gerne vil: at føle mig godt tilpas med mit instrument på scenen. Det tager mange år at vænne sig til at være alene med guitaren, blive ét med den og ikke være bange for, at folk kommer for at høre dig. Når man har ansvarsfølelse og ikke vil være til grin, er det meget svært. Jeg er på den måde både meget genert og krævende over for mig selv. Jeg kan ikke bare sige, at det ikke gør noget, at det fejler engang imellem, så jeg er altid nervøs, før jeg går på scenen.

Information på hylderne
Tomatito sidder tavs et øjeblik og slår så tilsyneladende spontant den berømte melodi fra filmen Den Tredje Mand an. Han bliver afbrudt af endnu et opkald på mobilen, undskylder sig og går ud.
På en reol for enden af rummet, til højre for vinduerne, står og ligger plader, cd’er og videoer hulter til bulter. Coltranes Ballads ligger oven på Paco de Lucias Zyryab. Blues-cd’er ligger mellem flamenco-opsamlinger. Hér en video med Marc Knopfler, dér en med Django Reinhardt.
- Information, kalder Tomatito det, da han kommer tilbage.
Han sætter sig til at spille Honeysuckle Rose, idet han forklarer, at han er i færd med at lære den, men at den er svær.
- Django var en troldmand med en guitar. Han var også sigøjner, vidste du det, spørger han med opspilede øjne.

Tomatito har aldrig lært sig noder, så han tilegner sig melodierne ved at lytte og gentage dem igen og igen. Og det er langt fra kun flamenco, han hører. Æren for det tilfalder endnu engang…. Camarón.
- Han hørte selv en masse forskelligt, for eksempel græsk folkemusik. Jeg kan huske, at jeg – ung som jeg var – tænkte, at det da var noget mærkeligt noget at lytte til, men det beriger én meget og udvider ens horisont. Det var med til at gøre ham til den store kunstner, han var, og derfor lytter jeg også til alt muligt. Jeg tror egentlig ikke på stilarter som sådan, men blot på god og dårlig eller flot og grim musik. Det behøver ikke kun handle om melodien, det kan fx også være en flot betonet rytme.

Han sidder igen og prøver sig frem med lukkede øjne, slår dem så op og nikker. Tid til endnu et spørgsmål: Hvordan stiftede han bekendtskab med jazz?
- Jazz har altid fascineret mig. Jeg begyndte at lytte til det på grund af den måde, jazzmusikerne improviserer på. I flamenco er improvisationen rytmisk og meget begrænset. Man improviserer tæt på akkorderne. I jazz kan man vælge mellem tonerne i akkorden, gå ud derfra og improvisere over melodien. Det kan virke, som om det slet ikke har nogen forbindelse til akkorden, men det har det, forklarer han.

Ud over Django nævner han Pat Metheny og argentinske Luis Salinas som nogle af sine inspirationskilder inden for jazzen. Og vennen George Benson, som han har spillet sammen med ved flere lejligheder både på scene og plade.

Spain Again
I 1997 indledte Tomatito et samarbejde med den dominikanske jazzpianist Michel Camilo. Det udmøntede sig i første omgang i en lang række koncerter verden over og pladen ”Spain” fra 2000. Den sikrede blandt andet parret en Grammy for Bedste Latin-jazz-udgivelse og den spanske udmærkelse for Årets Næstbedste Jazzudgivelse, der står oven på reolen med guitarerne.
Duoen har været en dundrende succes, men guitar og klaver er en lidt usædvanlig sammensætning, er det ikke?
- Jo, de dur ikke sammen, griner han og tilføjer så:
- Nej, det er svært, for de bevæger sig i næsten samme register. Men i musik kan man gøre alt, når bare man tænker på, at man skal skabe en række toner, der lyder godt sammen. Og at det ikke skal være en kamp mellem instrumenterne, men at man skal hjælpe hinanden for at nå den harmoni. Det synes jeg, Michel og jeg har opnået.

I maj 2006 udgav de så deres anden plade, Spain Again, som de tager på tur med henover sommeren. En turné, der blandt andet bringer dem til København under jazz-festivalen.
- Stilen og lyden er den samme, men melodierne er selvfølgelig andre, siger Tomatito og begynder at remse op:
- Chick Corea’s La Fiesta, en tango af Astor Piazzola og én af Carlos Gardel, El día que me quieras...

Han har knap sagt navnet, før han atter lukker øjnene og kærtegner instrumentet gennem den vemodige sang. Så kigger han op med et stort smil.
- Ja, lige meget, hvad jeg rører ved, så lyder det som flamenco. Det er min medfødte stil, og den er jeg stolt af. Min sjæl er flamenco. Selv om jeg kan lære meget andre steder, vil jeg altid være flamencomusiker. Ellers ville jeg ikke være mig. Man skal tage mit blod ud, hvis det skal være anderledes, siger han og viser grinende med fagter, hvordan man skulle sætte en enorm kanyle i armen og suge til for at få det ud.

Seancen er ved at være slut. Tomatito stiller blidt guitaren fra sig i sofaen. Han rejser sig og fører an tilbage op ad trappen for at tage afsked ved fordøren.
- Du har ikke været så heldig med vejret, siger han, da han læner sig ud for at kigge op på skyerne igen, så hans lange hår svinger lidt i vinden.

Men hvad gør det, når man har været til privatkoncert i Tomatitos kælder.