Kristeligt Dagblad 23. februar 2006, side 7 / Baggrund

KUPPET I PARLAMENTET: I dag for kun 25 år siden var Spanien udsat for sit seneste militære kupforsøg. Det blev dengang set som et alvorligt anslag mod det blot få år gamle demokratiske styre. Men blandt andet via kongens indblanding var dagen med til at cementere demokratiet i landet.

Mikkel Larsen skriver fra Spanien

Der er dage og hændelser, der brænder sig ind i bevidstheden på en hel nation. For spanierne er den 23. februar 1981 og ordene "Alle stille. Sætte Dem ned, for helvede. Ned på gulvet, ned på gulvet" et eksempel herpå.

Stort set alle voksne spaniere ved således, hvad der tales om, når de hører udtrykket 23-F: Det var dagen, hvor det spanske demokrati med ét slag blev voksent.

Denne dag – for kun 25 år siden i dag – var Spanien udsat for sit seneste militære kupforsøg. Det, der på afstand kan se ud som en lille gruppe højreekstremistiske militærfolks desperate, fejlslagne forsøg på at vende udviklingen og genindføre et fascistisk diktatur i Spanien, fandt sted i en af de mest usikre perioder i landets nyere historie.

Det blev i datiden set som et alvorligt anslag mod det blot få år gamle demokratiske styre. Minderne om diktaturet under general Francisco Franco, der var død lidt over fem år tidligere, vældede frem. Håbet, der var blomstret under den efterfølgende spæde demokratiseringsproces og med vedtagelsen af en ny, demokratisk grundlov i december 1978, blev pludselig stækket, mens hele landet holdt vejret i spænding i de 17 lange timer, kupforsøget stod på.

Klokken var 18.23, da en gruppe civilgardister med trukne våben marcherede ind i landets kongresbygning og holdt hele den politiske elite – inklusive landets regering – op.

De folkevalgte var samlet for at godkende landets nye premierminister, Leopoldo Calvo Sotelo, afstemningen var begyndt og gik sin rolige gang med opråbet af de enkelte kongresmedlemmers stemmer. I den direkte radiotransmission fra salen kunne lyttere i hele landet således høre civilgardisterne komme busende ind og begynde at råbe.

Hen over det herskende kaos kunne de høre, hvordan lederen af gruppen, oberstløjtnant Antonio Tejero, besteg talerstolen og på ukorrekt spansk truende beordrede kongresmedlemmerne til ro og ned på gulvet. De efterfølgende skudsalver fra automatpistoler, der rungede gennem salen, må et øjeblik for de spanske lyttere, der først senere kunne se tv-billeder fra optrinnet, have lydt, som om hele landets folkevalgte forsamling var blevet udryddet på få sekunder.

Skuddene havde imidlertid blot været advarselsskud rettet mod loftet. De faldt, da landets vicepremierminister, general Manuel Gutiérrez Mellado, rejste sig og beordrede sine underordnede til at lægge våbnene og opgive deres forehavende. Den aldrende officer blev voldeligt skubbet væk af flere af de ophidsede civilgardister, og den afgående premierminister, Adolfo Suárez, brød ind og forsøgte at trække sin minister væk.

Disse to var sammen med Santiago Carrillo, lederen af kommunistpartiet, som var blevet lovliggjort kun fire år før, de eneste medlemmer af kammeret, der ikke adlød ordren om at sætte sig på gulvet. En standhaftighed, der efterfølgende har været med til at give dem noget nær heltestatus i det demokratiske Spanien.

Kommunisten Carrillo har siden forklaret, at han vidste, at han ville blive den første, der blev skudt, og han ville dø siddende i sit sæde, ikke krybende på gulvet.

Tejero med det store, buskede overskæg og civilgardens traditionelle sorte, trekantede hat på hovedet var blot en primitiv fanatiker. Men bag ham stod andre højere rangerende officerer og trak i trådene. Hvor mange hærenheder, det var planlagt skulle rejse sig mod regeringen i de efterfølgende timer, er dog aldrig kommet frem.

Den eneste, der skred til handling, var en generalløjtnant ved navn Jaime Milans del Bosch, som var øverstbefalende for en tankdivision stationeret nær Valencia. Han rykkede sine tropper ud i den østspanske storbys gader og erklærede undtagelsestilstand, mens han prøvede at overtale andre højtstående militærfolk til at slutte sig til opstanden.

Kupmagerne forsøgte samtidig at overtage kontrollen med en anden tankdivision nord for Madrid ved at lokke den øverstbefalende bort, men uden held. Det anses som en vigtig årsag til, at kuppet ikke lykkedes, da de sammensvorne således ikke som planlagt kunne tiltage sig kontrollen over strategisk vigtige positioner i hovedstaden. Heriblandt den nationale radio- og tv-station, RTVE, hvorfra de havde tænkt sig at udsende meddelelsen om, at magtovertagelsen var lykkedes.

En anden afgørende faktor var kongens indgriben. Klokken 1 om natten trådte Juan Carlos I frem i nationalt fjernsyn iført militær uniform, og som øverstkommanderende for de spanske tropper tog han afstand fra kuppet og beordrede kupmagerne til at nedlægge våbnene.

Flere kupsympatisører menes således at have ventet på kongens udmelding, før de skred til handling, og hans konsekvente afvisning af at støtte foretagendet har afholdt dem fra at deltage.

Kongens noget sene intervention – næsten seks timer efter, at kupforsøget startede – er dog også blevet tolket, som om han selv var involveret eller i hvert fald afventede udfaldet, før han valgte side. At hans tidligere mentor og sekretær og én af hans gode venner, general Alfonso Armada, siden blev dømt for at have været med til at planlægge kuppet, har været med til at bestyrke den formodning.

Langt størstedelen af spanierne ser dog kongens handlinger som udtryk for hans sande engagement over for det demokrati, han selv havde været med til at genindføre, selvom han i første omgang var blevet udpeget som diktatoren Francos efterfølger.

– De konspirationsteorier er ikke sandsynlige. Det ville stride direkte imod hans indsats for demokratiet i de foregående år, og der er ikke noget konkret, der peger i den retning, siger historikeren Pere Ysás Solanes fra Det Autonome Universitet i Barcelona. Han mener, at kongens afventende holdning i stedet skyldtes, at han først måtte sikre sig de øvrige militære befalingsmænds loyalitet og få kontrol over situationen.

Juan Carlos' fremtræden på tv var således med til at begrænse omfanget, men den afbrød i første omgang ikke det igangværende kupforsøg. Det kan ses ud fra en beskrivelse, en borger i Valencia, Cristina Soler Crespo, nogle dage senere fik trykt i avisen El País:

– Mens jeg skriver disse linjer klokken to en kold februarmorgen, kan jeg et par meter fra mit vindue på tredje sal på Gran Via i Valencia se en parkeret tank – en enorm, frygtindgydende grøn tank – der justerer sine kanoner ... den sigter på tusinder af vinduer, og man kan bag netgardinerne skimte de forskrækkede ansigter, øjnene på de fredelige borgere, der er skræmt fra vid og sans, familier med børn, gamle, der har set disse scener før, og som nu igen gennemlever den døve, stumme og afmægtige panik, som de, der ikke kan forstå, føler.

Pere Ysás fortæller, at spanierne generelt holdt sig inden døre i starten og i nærheden af radioerne, i anspændt venten på, hvilken vej det skulle gå. Mange politiske partier og avisredaktioner forlod deres hovedkvarterer og begyndte at fjerne deres arkiver af frygt for, at de skulle falde i forkerte hænder, hvis det værste skulle ske.

Usikkerheden fortsatte et par timer endnu. Milans del Bosch overgav sig først klokken fem om morgenen den 24. februar. Tejero holdt ud i kongressen til middagstid. General Armada, der anses som en af hovedmændene bag anslaget, var i løbet af aftenen mødt op i kongressen for – med kongens billigelse, som han sagde – at præsentere en "redningsregering" med sig selv i spidsen. Da Tejero så, at der var medlemmer fra socialist- og kommunistpartiet samt medlemmer fra rebelske regioner som Catalonien på listen, smed han dog sin overordnede ud og fortsatte for egen regning. Han var nu isoleret. Om morgenen lod han kongresmedlemmerne gå, og lidt senere gav han selv op.

Men hvordan kan et demokratisk land som Spanien blive så rystet af nogle få mænd, der ønsker at skrue tiden tilbage?

– Det var en meget ustabil periode. Franco-tiden var stadig meget tæt på, og udviklingen mod demokratiet forekom meget åben. Folk var meget usikre på, hvilken vej det ville gå, siger Pere Ysás.

Han forklarer ydermere, at landet på daværende tidspunkt var ramt af både en politisk krise med interne stridigheder i regeringspartiet og en økonomisk krise, der havde skabt udbredt utilfredshed i samfundet. Især i nogle højreorienterede kredse mente man, at livet havde været meget bedre under Franco. Pere Ysás lægger også vægt på, at der var et meget voldeligt klima i Spanien i tiden op til kupforsøget. Det er historikeren Charles Powell, ansat ved universitetet San Pablo-CEU i Madrid, enig i.

– ETA svarede på fødslen af den nye stat med autonome regioner med en blodig kampagne uden fortilfælde, rettet hovedsageligt mod de væbnede styrker. I perioden mellem valget i 1977 og 23-F dræbte ETA flere end 300 politifolk, civilgardister og spanske militærfolk, skrev han forleden i avisen ABC.

Og den baskiske separatistbevægelse, ETA, var ikke den eneste terrorgruppe, der hærgede landet på det tidspunkt. Aktiviteten fra andre grupper på den yderste venstrefløj såsom Grupperne for Antifascistisk Modstand Første Oktober (GRAPO) samt højreekstremistiske organisationer som den Apostoliske Antikommunistiske Alliance (AAA) betød, at der var en kidnapning eller et attentat med dødelig udgang stort set hver dag.

Dertil skal føjes en generel irritation inden for militæret, der havde set sin rolle i det politiske liv blive mindre og mindre. Især lovliggørelsen af kommunistpartiet i 1977 havde skabt vrede i de konservative kredse i hæren. Det var en begivenhed, hæren havde talt direkte imod, og mange så beslutningen som et forræderi fra regeringsleder Suárez' side. Et andet irritationsmoment på den nationalistiske højrefløj, der var solidt repræsenteret i militæret, var indførelsen af en mere decentral opdeling af landet med udbredt selvstyre til de nye regioner.

Man kan sige, at der i Spanien har været en århundreder lang tradition for, at militæret greb direkte ind i politik.

Seneste eksempel før 23-F var opstanden den 17. juli 1936, der startede den blodige spanske borgerkrig, som endte med, at general Franco kunne styre landet med hård hånd gennem 36 år. Den stigende utilfredshed i militæret havde derfor "naturligt" fået flere, heriblandt højtstående officerer, til at tænke på at fremtvinge et politisk skifte. Blandt andre havde Tejero og en medofficer i 1978 planlagt at kidnappe regeringen ved et ministermøde for at indsætte en ny. De blev begge idømt kortere fængselsstraffe for planerne, uden at det dog betød noget synderligt for deres karrierer i civilgarden. Eller for Tejeros antidemokratiske tendenser. Nogle historikere mener endog, at der var flere kupforsøg – der var væsentligt mere gennemarbejdede end 23-F – undervejs i 1981, men de blev aldrig til noget.

– Det er svært at afvise helt, når man taler om den verden, men der er ikke beviser for noget i den retning. Man kan dog sige, at 23-F virkede som en slags vaccine mod yderligere kupforsøg, siger Pere Ysás.

Efter at befolkningen var kommet sig over det første chok, blev der afholdt store demonstrationer for demokratiet i hele landet. I de efterfølgende retssager ved en militær domstol blev de to bannerførere, Milans del Bosch og Tejero, idømt straffe på 30 års fængsel, mens 12 andre militærfolk fik straffe fra få måneder til seks år. Regeringen ankede dommene til den spanske højesteret, der hævede straffene for flere, heriblandt general Armada, der gik fra seks til 30 års fængsel.

Rent politisk fik kupforsøget dog også en lidt uventet betydning. For ikke at ophidse militærfolkene og højreekstremisterne yderligere blev der indført en mere moderat tone i det politiske liv, og man kom dem i møde på flere punkter. Pere Ysás mener derfor ikke, man kan betragte kupforsøget til at betegne et afgørende skillepunkt i moderne spansk historie. Han peger i stedet på valget senere samme år, hvor socialistpartiet vandt en jordskredssejr, som befæstelsen af det spanske demokrati.

Det ændrer dog ikke ved, at de fleste spaniere i dag betragter 23-F som vendepunktet og endog tillægger den større betydning for landets udvikling end de frygtelige terrorbomber i Madrid den 11. marts 2004.

– Den 11. marts følte jeg medlidenhed, afsky og vrede ... ikke frygt. Men da jeg så Tejero komme ind i kongressalen, frygtede jeg, at det var slut med demokratiet, fortalte den politiske kommentator Julia Navarro, der var til stede i salen den dag i februar 1981, forleden til ABC.

At de antidemokratiske holdninger stadig findes i hæren, om end blandt et lille mindretal, kan ses ud fra en nylig episode, hvor en general kritiserede regeringens forhandlinger med catalanske nationalister om en ny selvstyrestatut for regionen. Han gjorde opmærksom på, at hæren ifølge konstitutionen har ansvaret for at sikre landets enhed.

Sagen viser dog også, at Spanien i dag er et befæstet demokrati, og at hærens rolle i det politiske spil er udspillet. Svaret fra regeringen kom prompte. Den gjorde opmærksom på, at der ikke stod noget om, at hæren selv kan tage initiativ i den slags sager, men skal adlyde den folkevalgte regering. Generalen blev sat i husarrest og fyret med øjeblikkelig virkning.