Illustreret Videnskab, nr. 14/2005, s. 46-51

Året er 1805. Napoleon har mobiliseret en frygtindgydende flåde, der skal erobre herredømmet på havet. Men ud for Kap Trafalgar er den britiske søhelt lord Nelson klar til at tage kampen op. Den 21. oktober bryder verdens mest kendte søslag ud

Af Mikkel Larsen

Pludselig bryder et inferno løs ud for den sydspanske kyst. De engelske skibe er kommet inden for skudhold af de franske og spanske kanoner, og igen og igen spyer de allieredes fartøjer ild fra de åbne kanonluger. De hvislende forbiere slår ned i bølgerne med skumsprøjt som i et drabeligt haglvejr. Fuldtræfferne skærer sig gennem sejlene og får træsplinter fra master og skrog til flyve og flænse alt på deres vej.

“Kun de, der har været i en lignende situation, kan danne sig et sandfærdigt billede af sceneriet. Mine øjne var forfærdede ved synet af de blodige kroppe, mine ører ringede med skrigene fra de sårede og de døendes stønnen,” fortæller den unge løjtnant Paul Harris Nicholas om sine oplevelser den 21. oktober 1805 ud for Kap Trafalgar. Kun 16 år gammel er han påmønstret skibet Belleisle, og nu er han på vej mod den ventende fjende.

Englændernes øverstkommanderende, lord Horatio Nelson, viger ikke fra sin plan trods den heftige beskydning. Han har udtænkt en ny taktik, som han vil anvende mod Napoleons allierede flåde. Den engelske søhelt vil bryde med de hidtidige konventioner om, at søslag udkæmpes med skibene placeret med bredsiderne og kanonerne mod hinanden langs to parallelle linjer. En fremgangsmåde, som ofte betød, at slagene trak ud i dagevis og ikke fik en egentlig sejrherre. Nelson vil vinde stort, og han har organiseret sin flåde i to rækker, der nu for fulde sejl rykker vinkelret frem mod fjendens kilometerlange, vuggende linje.

Lord Nelson fører selv an på flagskibet Victory i den eskadre, der ligger nordligst. Den anden række på sydsiden ledes af viceadmiral Collingwood på Royal Sovereign med Belleisle lige i kølvandet. Planen er at bryde gennem den fransk--spanske linje to steder og derved dele den fjendtlige flåde og afskære deres fortrop fra slaget. Det vil tage lang tid for de store sejlskibe at vende om og komme tilbage til slaget, og dermed er den engelske flåde i praksis i overtal, selv om Nelson kun har 27 skibe mod den allierede flåde af 18 franske og 15 spanske fartøjer.

I første omgang koster taktikken dyrt. Den svage vind gør, at englænderne kun avancerer langsomt. Fra det tidspunkt, hvor Victory kommer inden for skudhold, til det kommer op på siden af fjenden og kan gengælde beskydningen, går der en god halv time. Allerede inden flagskibet når frem til fjendens linje, er omkring 50 sømænd blevet dræbt, og kirurgerne arbejder på højtryk under dæk med de mange sårede. Masterne er hårdt medtagne, tovværket hænger hulter til bulter, og styremekanismen er slået i stykker, så rorpinden skal styres manuelt af 40 mand på nederste kanondæk, der modtager ordrer fra broen gennem en budbringer.


6000 kanoner brager løs
Viceadmiral Nelson tager ødelæggelserne roligt. Mens kugleregnen fortsætter, spadserer han rundt på dækket sammen med Victorys kaptajn, Thomas Hardy. “Er det den stakkels Scott?” spørger han roligt, da nogle mænd smider liget af hans privatsekretær John Scott over rælingen.

Men Nelsons taktik virker. Royal Sovereign kiler sig ind i den fjendtlige linje ved den spanske tredækker Santa Ana. Og Victory finder et hul i linjen ved det franske flagskib Bucentaure, hvor den øverstbefalende for den allierede flåde, admiral Villeneuve, befinder sig.

Luften fyldes af røg og larm, da de 60 skibe med næsten 6000 kanoner og 40.000 mand tørner sammen. Sejlene svæver som lasede spøgelser over de hvide og grå røgskyer, der dækker havoverfladen som en tæt tåge. Kun en skov af master rager op, indtil et vindpust åbenbarer skibene nedenunder. Skrigene fra de sårede blandes med jubel, når projektilerne rammer målet, med højlydte ordrer fra officerer og de opildnende toner fra sækkepiber og trommer. Og den knagende lyd, når en mast knækker, og sømænd springer for livet. Blod blandes med havvand og farver sandet, der er spredt ud over plankerne for at sikre fodfæstet. Kampen er kun lige begyndt.


Napoleon vil erobre England
Slaget ud for Kap Trafalgar for 200 år siden er nok det mest berømte søslag nogen sinde. Ikke alene på grund af Nelsons revolutionerende taktik – “the Nelson touch” – men også på grund af udfaldets betydning for Europas historie.

England og det revolutionære Frankrig har ligget i krig siden 1793 kun afbrudt af fred i 1802-1803. Napoleons tropper har sat sig på store dele af Europa, men den franske kejser har endnu ikke formået at kue englænderne. Nu vil han invadere England og omsider gøre det af med den genstridige fjende. For at landsætte den planlagte hær på 160.000 mand på De Britiske Øer må Napoleon først have kontrollen over Den Engelske Kanal, og derfor må han fravriste englænderne herredømmet på havene. I alt fald et par dage, så der er tid nok til at foretage den storstilede invasion.

I årevis har den overlegne engelske flåde blokeret de franske havne og holdt Napoleons skibe i skak. Men da Spanien i december 1804 træder ind i krigen på fransk side, forbereder kejseren sit angreb. I slutningen af marts 1805 beordrer han Villeneuve til at bryde ud af Toulon på den franske middelhavskyst, slå sig sammen med nogle spanske skibe og sejle til Caribien. Her skal de hærge de britiske kolonier og aflede englændernes opmærksomhed. Når en del af den engelske flåde er lokket væk, skal de fransk-spanske skibe i al hast sejle tilbage over Atlanterhavet, befri de franske havne og knuse de tilbageværende engelske skibe. Derefter kan invasionen af England gå i gang.

Nelson, der har stået for blokaden af Toulon, tror i første omgang, at den undslupne Villeneuve er på vej mod Egypten eller Sicilien, hvor Napoleon er i gang med en landkrig, men han bliver hurtigt klar over sin fejltagelse og sætter efter Villeneuve over Atlanten.

Nelsons træk forstyrrer den franske plan, og de allierede skibe sejler atter mod Europa. Men de vælger en uheldig rute. Vejret sender dem lige i armene på en anden britisk flådeafdeling, og det efterfølgende slag ender uafgjort. Villeneuve mister to skibe og søger tilflugt i Cádiz i stedet for at følge sin ordre og drage nordpå.

Napoleon har efterhånden opgivet invasionen i denne omgang. Han vender sin opmærksomhed mod kontinentet og beordrer Villeneuve til at sejle ind i Middelhavet for at støtte de franske tropper på Sicilien. Men den vægelsindede franske admiral ved, at Nelson venter på ham. Han bliver i havn indtil midten af oktober, hvor han får nys om, at Napoleon har besluttet af tage kommandoen fra ham på grund af hans fejhed.

For at undgå ydmygelsen signalerer Villeneuve den 19. oktober til sine skibe, at de skal stå til søs, men da de sætter sejl, dør vinden hen. Kun få skibe slipper ud af havnen, mens resten af flåden kaster anker igen. Englænderne ser bevægelserne, og Nelson gætter Villeneuves plan. Han beordrer flåden sydpå for at nå -Gibraltar før franskmændene og lukke indsejlingen til Middelhavet. Da de allierede skibe dagen efter sætter sejl igen, ligger englænderne klar og venter på dem. Der er ingen vej uden om et slag.


Franskmænd er elendige søfolk
Da dagen gryr den 21. oktober, ligger fjenderne kun godt ni sømil fra hinanden ud for Kap Trafalgar. Langsomt sejler de engelske skibe fremad. Dækkene bliver gjort klar til kamp, alle løse genstande surret fast eller smidt over bord, testamenter skrevet, og bønner mumlet. Signalflagene med den legendariske besked om, at “England forventer, at alle mand gør deres pligt”, hejses på Victory lidt efter klokken 11.30, og kort efter følger Nelsons ordre om angreb.

Villeneuve har forudset Nelsons taktik og planlagt et modtræk, men han har undervurderet størrelsen af den engelske flåde, og dårlig kommunikation og elendigt sømandskab betyder, at han møder englænderne på en ujævn linje. Det er den værst tænkelige forsvarsformation for de allierede.

Efter revolutionen i 1789 har Frankrig skilt sig af med mange garvede officerer i flåden på grund af deres tilknytning til det gamle regime. Samtidig er mange sømænd overgået til handelsflåden og afløst af landsoldater. Dermed er megen erfaring gået tabt, og da flåden i mange år har været lukket inde i havnene, har det ikke været muligt at få ny kamperfaring. I den spanske armada står det endnu værre til. Her er størstedelen af matroserne blevet opstøvet i de fattige kvarterer i Cádiz. De engelske sømænd er derimod veltrænede, erfarne og højt motiverede.

“Da beskeden (fra Nelson, red.) blev kommunikeret ned gennem rækkerne, blev den modtaget med entusiastiske råb, og ethvert bryst svulmende af begejstring ved denne appel til det personlige mod,” fortæller Paul Harris Nicholas.


Snigskytte rammer Nelson
Omsider bryder Victory den allierede linje. Mens den franske taktik er at ramme master og sejl for at svække fjendens manøvredygtighed, så de er lettere at borde, foretrækker englænderne at skyde direkte ind i skroget for at gøre størst mulig skade.

Da Victory passerer bag Bucentaure i en armslængdes afstand, affyrer det en bredside fra 50 kanoner med to eller tre kugler i hver. De smadrer agterstavnen på det franske skib, og angrebet ødelægger 20 kanoner og dræber eller kvæster halvdelen af besætningen. Redoubtable kommer sit flagskib til undsætning. Skibene støder sammen og ligger side om side, mens der skydes munding mod munding gennem den tætte røg.

Nelson, der er iført gallauniform, dirigerer sine tropper fra dækket af Victory. Men pludselig bukker viceadmiralen forover og falder om på det blodplettede dæk. En kugle fra en snigskytte i mesanmasten på det franske skib har ramt ham i venstre skulder og er fortsat gennem kroppen.

“Så fik de endelig ram på mig, Hardy. Min rygrad er skudt over,” siger den hårdt sårede Nelson til Victorys kaptajn, der læner sig ind over ham.

På Hardys befaling bæres Nelson ned på banjerdækket under vandlinjen, hvor kirurgen kæmper for viceadmiralens liv. Ovenover fortsætter kampene. Englænderne udnytter deres overtal og presser efterhånden de allierede til at give op.

“Spredt skyderi fortsatte indtil 4.30. Den ærværdige øverstbefalende lord Nelson døde af sine sår, efter at sejren var blevet rapporteret til ham,” skriver Thomas Hardy i Victorys logbog.

Da skyderiet stopper, har englænderne ikke mistet et eneste skib, men 1700 sømænd er blevet dræbt eller såret. 18 skibe fra den fransk-spanske flåde er erobret eller ødelagt, og 6000 mand er døde eller kvæstede, mens 20.000 er taget til fange. Heriblandt admiral Villeneuve.

Slaget blev ikke den totale udslettelse, Nelson havde håbet på, men englænderne vandt en overbevisende sejr. Napoleon accepterede ikke nederlaget og fortsatte sin krig til lands, indtil nederlaget ved Waterloo i 1815. Sejren ved Trafalgar befæstede dog englændernes magt på havene og satte en endegyldig stopper for Napoleons planer om en invasion af England.

Nelson anede måske, at slaget ville få stor betydning. Hans sidste ord blev: “Tak Gud, jeg har gjort min pligt.”