Illustreret Videnskab, nr. 6/2005, s. 50-55

Den spanske inkvisition er for de fleste ensbetydende med kutteklædt ondskab: et diktatorisk tankepoliti, der med tortur og mordbrand forfulgte anderledes tænkende. Men en helt ny rapport skrevet af et hold af anerkendte historikere frikender nu inkvisitionen for mange af anklagerne og afslører, at det gejstlige politi faktisk var foregangsmænd for moderne retspraksis.

Af Mikkel Larsen

Alene navnet ”den spanske inkvisition” får billeder af heksebål og bestialske torturkamre til at dukke frem på nethinden hos de fleste af os. Man kan næsten høre de anklagedes desperate skrig under de bloddryppende afhøringer, som skulle fremtvinge den tilståelse, der egentlig bare var en formalitet.

Man ser for sig de nådesløse hellige dommere i deres mørke kutter, der fra deres ophøjede position forestod de summariske retssager mod jøder, muslimer, kunstnere, videnskabsfolk og simple bønder. For hundredtusindvis af uskyldige mennesker, hvis eneste egentlige forbrydelse var, at de var anderledes tænkende eller havde taget et enkelt forkert ord i deres mund, endte lidelserne således først, når de blev flammernes bytte.

Der findes mange gruopvækkende historier om det spanske tankepolitis voldsomme fremfærd fra oprettelsen af den frygtede domstol i 1478 til nedlæggelsen i 1834. Den spanske inkvisition står i dag i manges bevidsthed som selve symbolet på religiøs intolerance og den katolske kirkes grusomhed i tidligere tider.

Disse billeder er imidlertid mere udtryk for hårdnakkede myter om domstolenes virke end for den historiske virkelighed. Den katolske kirke i Spanien var hverken synderligt intolerant eller grusom sammenlignet med andre institutioner i datiden. Det fastlår en række anerkendte forskere i bogen om inkvisitionen, der blev udgivet i Vatikanet sidste år. Den er blevet til på baggrund af en gennemgang af inkvisitionens hidtil hemmeligholdte arkiver, som pave Johannes Paul II gav forskerne adgang til i 1998.


Hadsk abbed overtalte kongen
Ifølge lederen af projektet, den italienske historieprofessor Agostino Borromeo, er det ganske enkelt ikke korrekt, at der altid blev brugt tortur ved afhøringerne, og at alle de anklagede endte på bålet. Faktisk var inkvisitionens brug af tortur og dødsstraf ikke nær så udbredt som hidtil antaget og ikke nær så voldsom som de verdslige afhøringer og strafudmålinger.

Den spanske inkvisition blev oprettet i november måned 1478, da pave Sixtus IV efterkom en anmodning fra det spanske kongepar, Ferdinand og Isabella, om at få lov til at oprette en undersøgelsesdomstol.

Den skulle i første omgang forfølge og straffe falske omvendte jøder. I takt med den kristne generobring af Den Iberiske Halvø fra de mauriske indtrængere var de tilbageblevne jøder blevet tvunget til at konvertere til kristendommen for at kunne blive i landet og fortsætte med at besidde offentlige embeder. Mens de udadtil fremstod som gode kristne, fortsatte mange i det skjulte med at følge de jødiske skikke og vaner.

Derfor var de også et let bytte, da en række højtstående ”gammelkristne” benyttede sig af en generel antisemitisk stemning i landet til at komme visse indflydelsesrige konvertitter til livs. Den direkte årsag til anmodningen var en episode i den sydspanske by Sevilla, hvor en gruppe konverterede jøder blev afsløret i færd med et hemmeligt, ”mærkeligt, ikke-kristent ritual”. Den senere generalinkvisitor Tomás de Torquemada, der også var skriftefader for kongeparret, gjorde sin indflydelse gældende og fik overtalt regenterne til at handle.


Dommerne lod hver anden gå
Torquemada, der også var dominikanerabbed i Segovia, blev udnævnt til den første leder af den nye inkvisition, og han nedsatte ivrigt domstole rundt om i Spanien. Hans navn er siden blevet nærmest synonymt med den voldsomme spanske inkvisition. Den første tid var da også en af de mest intense under domstolens lange virke, men stadig langt fra så blodig og bestialsk, som mange tror i dag.

Ved hver domstol var der to, nogle gange tre, højtidelige juridiske og teologiske dommere. De skulle opspore, undersøge og udrydde den kristne heterodoksi – dem, der tænkte anderledes og derfor var forbrydere mod den katolske tro.

Derudover var der tilknyttet en række embedsmænd med forskellige funktioner og et antal lægmænd, der virkede som tjenere. Disse hjælpere er ofte blevet set som en slags spioner eller efterretningsfolk for domstolen, men inkvisitionens annaler viser, at størstedelen af de anklagede blev meldt af lokale borgere, fx naboer, bekendte eller fjender.

Med tiden forfulgte den spanske inkvisition også andre forbrydelser mod den katolske tro. Den gik efter både blasfemikere, bigamister, homoseksuelle, protestanter og hekse. Samtidig udbredte den sit frygtregime til også at indbefatte de spanske områder i Amerika og på Sicilien og Sardinien.

Ifølge den gængse udlægning førte det til en af de blodigste menneskejagter i historien. Men det stemmer ikke helt overens med de tal, Borromeo og andre har gravet frem af de pavelige arkiver. Mange af de ting, den spanske inkvisition straffede for, var nemlig også strafbare i det verdslige system, og her var straffen langt mere tilfældig og meget hårdere.

Kun godt halvdelen af de i alt 130.000 personer, der blev arresteret og afhørt i løbet af den spanske inkvisitions næsten 400-årige virke, blev dømt. Af disse blev 2300 henrettet. Det svarer til 1,8 pct. Traditionelt har man ellers opereret med et tal på mellem 30.000 og flere hundrede tusinde, når antallet af henrettede skulle gøres op. Det skyldes ifølge Borromeo en forveksling mellem antallet af retssager og antallet af dødsdomme.

De nye tal afslører, at der var langt imellem de store ”bålfester”, som man ellers har anset de berygtede autodafeer - ceremonierne ved domsafsigelsen – for at være. Det er korrekt, at man ved de store autodafeer samlede mange domme og i fuld offentlighed straffede synderne, men menneskeafbrændinger har været mere undtagelsen end reglen.

Sandheden er, at de fleste anklagede blev frikendt eller ikendt åndelige straffe. Disse kunne bestå i, at den dømte blev pålagt at afsværge sine forbryderiske holdninger, angre og bære en bodsdragt over en kortere eller længere periode.


Henrettede 59 hekse på 400 år
Bodsdragten, en gul dragt med to diagonale kors på, var en offentlig ydmygelse, der ikke kun ramte den enkelte synder, men også familien og hjemstavnen. De aflagte dragter blev efter straffens udløb ophængt i den lokale kirke til evig skam for alle. Ikke alle kunne udholde ydmygelsen, og der er flere eksempler på, at inkvisitionen tjekkede, om bodsdragterne nu også hængte på deres plads i kirken, eller om de var blevet fjernet.

Der fandtes også en sort bodsdragt med afskrækkende tegninger af den straf, den dømte havde i vente, og en høj spids hat, hvorpå syndernes påståede ugerninger blev tegnet og skrevet.

For synder som fx at nægte at gå i kirke, at komme med seksuelle tilnærmelser til en ung pige under en religiøs procession eller at komme med blasfemiske udtalelser kunne straffen være endnu mildere. En mand blev således dømt i Toledo i 1685 for at bande under et terningespil. Han fik for altid forbud mod at spille, så han ikke skulle gentage synden.

Af de henrettede i Spanien var der kun i 59 tilfælde tale om dødsdomme for hekseri. Et tal, der virker nærmest latterligt lille, når det sammenholdes med de mindst 25.000 hekse, der blev brændt af de verdslige myndigheder i Tyskland. Det er godt halvdelen af det samlede antal hekseridømte, der endte deres liv i flammerne i hele Europa. Alene i Danmark og Norge, hvor inkvisitionen aldrig vandt fodfæste, blev der brændt 1.350 hekse.

Ifølge den engelske historiker Henry Kamen, der er forfatter til et af standardværkerne på om inkvisitionen, er sammenligningen mellem Spanien og Tyskland ikke helt retfærdig. Han mener, den store forskel i antallet af henrettede mere er udtryk for sociale forskelle mellem de to lande end noget andet. I Spanien interesserede man sig ikke rigtigt for overtro og satanisme, mens det var en stor ting i Tyskland. Men selve tallene ser Kamen ingen grund til at anfægte.


Utugt straffet med udenadslære
Hvad angår torturen, så blev den anvendt i mindre end 10 pct. af sagerne. Altid kun i særlige tilfælde og som en sidste udvej, når den anklagede modsagde sig selv eller ikke ville angre. Og altid under kontrollerede forhold med en læge til stede.

Ved 7.000 afhøringer i spanske Valencia blev kun 2 pct. af fangerne ført i torturkammeret. Det er en ganske lille procentdel sammenlignet med datidens ellers udbredte brug af gruopvækkende tortur ved de verdslige domstole. En tilståelse fremtvunget under tortur kunne i øvrigt heller ikke bruges i sig selv, men skulle altid bekræftes uden for torturkammeret.

Inkvisitionen var heller ikke specielt opfindsom, når det kom til torturmetoder. Man havde tre foretrukne torturmetoder, der var simple, men yderst effektive: strækbænken, hvor kroppen blev trukket af led, vandtortur, hvor fangen blev tvunget til at drikke store mængder vand, og ophængning i håndledene med hænderne foldet bag ryggen og vægte om fødderne. Mange af de skræmmende instrumenter, der findes på museer i dag, hører ifølge Henry Kamen til hos de verdslige myndigheder eller i fantasiens verden.

Den holdning deler den spanske retshistoriker Jose Antonio Escudero, der er leder af instituttet for intolerancens historie ved det spanske universitet for fjernstudier. Jose Antonio Escudero mener, at der var flere yderst problematiske ting ved den spanske inkvisition. Fx fik den anklagede først meget sent i sagsforløbet at vide, hvad han eller hun var anklaget for. Men Escudero påpeger samtidig, at selv om inkvisitionen i mange århundreder undertrykte folkets frihed og påførte det lidelse, bør man sammenligne den med samtidige domstole og ikke med vore dages vestlige retssystem.

På de fleste punkter var den spanske inkvisition faktisk mere moderne i sin behandling af de anklagede end de verdslige domstole, mener Escudero. Fremgangsmåden var, at domstolen vurderede anklagerne og dømte efter at have hørt de forskellige parter, og det var et nyt princip, der i moderne jura anses for selvfølgeligt. Inkvisition betyder udspørgen og efterforskning, og betegner således den fremgangsmåde domstolene benyttede.

Domstolene var meget opmærksomme på muligheden for falske anklager, og de hørte derfor altid også den anklagede i sagen. Det er et princip, der er fundamentalt i moderne retspleje, men det står i grel modsætning til mange af de ældre retssystemer, der var gældende på inkvisitionens tid. Her var det ofte nok, fx at 12 gode mænd sværgede på, at den anklagede var skyldig. Også i sin strafudmåling gik inkvisitionen mere individuelt til værks. Den tog hensyn til forbryderens intention og omstændighederne bag handlingen, i stedet for at den samme forbrydelse altid udløste samme straf, som det skete ved de verdslige domstole.

En prostitueret i Barcelona blev således i 1599 dømt til at lære den kristne katekismus udenad. Hun havde sagt til en mand, der havde kaldt hende synder, at ”det er ikke en synd at være med mig, for ingen af os er gift”. Da det var en almindelig opfattelse i de lavere sociale lag på den tid, og hun åbenbart ikke vidste bedre, gav domstolen hende den skånsomme pædagogisk straf.


Bandede for at komme i fængsel
Inkvisitionens fængsler havde et bedre ry end de verdslige. Både maden, cellerne og behandlingen var bedre. Det fik i flere tilfælde fanger med mere jordnære forbrydelser på samvittigheden til at komme med blasfemiske udtalelser bare for at blive overført til de religiøse fængsler.

De fleste historikere er i dag enige om, at den spanske inkvisitions grusomme og uretfærdige eftermæle især skyldes rygter udbredt af protestantiske grupper i det nordlige Europa i løbet af det 16. århundrede. Inkvisitionens tætte forbindelse til den spanske stat, der på det tidspunkt var en ekspansiv verdensmagt, har haft stor betydning for det blakkede ry.

Under de spansk-engelske krige i slutningen af det 16. århundrede fik propagandaen frit løb. Da spanierne sendte deres berømte Armada af sted mod England, lykkedes det magthaverne på de Britiske Øer at opildne folket til kamp, bla. ved at hævde, at hvis spanierne indtog England, ville alle englændere blive brændt af inkvisitionen. Denne smædekampagne viste sig holdbar i århundreder.