GOAL.DK, nr. 4 april 2005, s. 8-13

Thomas Gravesen har på mindre end to måneder tilspillet sig en fast plads i den stjernespækkede startopstilling i Real Madrid, spillet sig ind i fansenes hjerter og vundet den spanske presses respekt. Han har dog stadig lidt svært ved at fatte det, der er sket de sidste par måneder.

Af Mikkel Larsen

”Nogle gange, når jeg står på stadion og kigger op på tilskuerne, kan jeg stadig næsten ikke selv tro det,” indleder Thomas Gravesen.

Han virker ellers ikke som en mand, der lader sig imponere af ret meget. Selv efter et par måneder i Spanien er det dog fortsat lidt uvirkeligt for ham, at han nu spiller for selveste Real Madrid.

Efter et fantastisk efterår i engelske Everton, blev den danske landsholdsspiller lynindkøbt i vinterpausen for at stabilisere midtbanen i den spanske storklub. At det er gået hurtig, er dog ikke ensbetydende med, at det ikke er gået godt. På rekordtid er han faldet til og blevet fast mand på et af de mest stjernebesatte hold i fodboldhistorien, han er blevet yndling hos det kræsne publikum på Santiago Bernabéu, og selv den krævende spanske sportspresse har taget ham til sig.

GOAL møder den kun tredje dansker i Real Madrid dybt inde i klubbens træningsanlæg i byen Las Rozas nord for den spanske hovedstad. Det er en usædvanligt kold morgen, og bjergene i baggrunden er dækket af et tykt snetæppe. Allerede inden deres udsendte er nået frem til døren ind til spillerafdelingen, stikker midtbanespilleren sit glatbarberede hoved ud og skynder utålmodigt. Iført Real Madrids sort-hvide træningstøj viser han vej hen til et skrivebord i det fjerne hjørne af den store forhal, hvor han hurtigt fjerner en bunke aviser og tørrer bordet af med hånden. Hjemmevant sjosker han ind på et tilstødende kontor og henter en ekstra stol, mens han på en blanding af spansk og engelsk joker med en vagt, der ser forundret til. Han er tydeligvis faldet godt til. Der mangler næsten bare et par sutsko og en kop te for at gøre billedet komplet. Benovelsen er der dog stadig.

”Jeg har altid gerne villet spille med eliten, og jeg tror ikke, det bliver meget større end det her. Det er jo verdens største klub, jeg er kommet til. Det er virkelig en enorm klub, mange gange større end det, jeg har oplevet før,” siger den 29-årige vejlenser, da han har sat sig til rette.

Han indrømmer da også gerne, at han blev overrasket, da han hørte, at storklubben, der i 2000 blev kåret af FIFA som den bedste klub i det 20. århundrede, var interesseret i ham.

”Jeg ville til en klub, der spillede europæisk fodbold, men det her var meget større, end jeg havde turdet drømme om, og det gør mig da utroligt stolt, at de havde brug for mig,” siger den tidligere Everton-spiller.


Ros fra holdkammeraterne
Den første kontakt mellem parterne fandt sted ad omveje i begyndelsen af januar. Derefter gik det hurtigt. Allerede den 17. januar kunne han debutere i den legendariske, hvide spilledragt, da han blev skiftet ind til de sidste 25 minutter af hjemmekampen mod Zaragoza.

Ifølge spanske medier var det den nytilkomne sportsdirektør Arrigo Sacchi, der havde overbevist vicepræsident Emilio Butragueño og den ligeledes nye træner Vanderlei Luxemburgo om danskerens fortræffeligheder og hans evne til at sætte skik på en uharmonisk, defensivt svag midtbane som den madrilenske. Sammen fik de tre overtalt præsident Florentino Pérez til at bryde princippet om kun at købe verdensnavne - Gravesen sælger jo næppe mange trøjer uden for lille Danmark - og til at investere små 30 millioner kroner i den danske arbejdsbi.

Der var i starten en del kritiske røster, der luftede deres tvivl om, hvorvidt den forholdsvis ukendte dansker var den rette mand til jobbet. Som en anden brumbasse, der ikke ved, at den ikke kan flyve, men gør det alligevel, har Thomas Gravesen dog gjort al tvivl til skamme. Med ham har madrilenernes defensive midtbane fået den stopklods, den har savnet, siden den nuværende Chelsea-spiller Claude Makelele forlod klubben før forrige sæson. Flere af hans nye holdkammerater, lige fra Iván HeIguera til Ronaldo, har alle været ude og rose danskeren for hans stabiliserende effekt på holdet. Han er kun blevet bedre med tiden og har i flere kampe endog været storholdets bedste mand.

”Jeg vænner mig jo mere og mere til at være her og lærer de situationer, jeg kan komme ud for hernede, at kende. Og jeg føler mig godt tilpas på pladsen, ingen tvivl om det. Men det er også svært andet med de spillere, jeg har omkring mig,” siger midtbanemanden ydmygt.

Han har dog aldrig selv tvivlet på, at der var en plads til ham på holdet, og at han nok skulle klare det pludselige skifte fra engelsk til spansk fodbold.

”Og det er gået forholdsvis gnidningsløst. Her har min internationale erfaring med landsholdet helt sikkert været med til at gøre det nemmere,” siger han.


Træneren bestemmer
Allerede efter få måneder i klubben ligner han derfor stadig mere den Thomas Gravesen, vi kender fra hans mere end 50 kampe på landsholdet, hvor han altid går forrest og kommanderer rundt med medspillerne. Han vil dog ikke rigtig høre tale om, at han nu også tager mere ansvar på banen i Madrid.

”Det er klart, at den position, jeg spiller, kræver en masse boldberøringer og kommunikation og som sådan også noget ansvar, men sådan er det alle steder, og det betyder ikke, at det er mig, der styrer det,” forklarer Real Madrids nye nummer 16.

Hans rolle på holdet minder om den, han har på det danske landshold, men ligger langt fra hans mere offensive rolle de senere år i Everton. Det har også været en af grundene til, at flere har tvivlet på, om han var den rigtige til posten. Blandt andet har David Moyes, hans nu tidligere manager i den engelske klub, været ude og sige, at han ikke kan forstå, hvorfor Gravesen er blevet købt til at spille så langt tilbage på banen. Det har danskeren dog bare hovedrysten til overs for.

”Ja, det er hans mening. Men hvis træneren hernede synes, at jeg skal spille dernede, så gør jeg det. Så skal jeg bare hurtigst muligt finde ud af de nye, mere defensive baner, jeg skal løbe i. Det er ikke noget problem. Det kan da godt være, der er nogen, der kunne tænke sig at se mig lidt i en lidt mere offensiv rolle, men det er der altså andre til her,” siger Thomas Gravesen, der altså accepterer rollefordelingen uden at mukke:

”Jeg har altid godt kunnet lide at spille inde midt på banen. Om det så er lidt mere offensivt eller lidt mere defensivt, det gør ikke mig noget.”

Han langer også lidt ud efter de såkaldte fodboldeksperter, der især i den første tid har sagt, at han opfører sig som en simpel vandbærer for stjernerne.

”Det, de siger om, hvorfor jeg nu ikke gør sådan og sådan, det er ligegyldigt. Det er der jo en god grund til. Det er, fordi træneren siger noget andet, og ham adlyder jeg 100 procent. Jeg løber jo ikke rundt alene derinde og spiller, og man kommer heller ikke bare her som ny mand og tror, at det hele skal dreje sig om en selv,” siger han.


Temperamentet skal tøjles
Da rygterne begyndte at svirre om et forestående skifte til Real Madrid, var der også mange, der frygtede, at hans famøse temperament og stærke personlighed ville blive et problem i det stjernefyldte omklædningsrum. Hvordan ville spillere som Zidane eller Ronaldo tage det, når Gravesen skreg ad dem på træningsbanen eller skældte dem ud for en fejlaflevering i løbet af en kamp, lød spørgsmålet.

Lige siden Thomas Gravesen som 19-årig debuterede på førsteholdet i barndomsklubben Vejle, har han været kendt for sit store engagement på banen. En anekdote fortæller, at han i sin første kamp overfusede den hjemvendte tidligere Manchester United- og landsholdsspiller John Sivebæk, fordi han valgte at sparke bolden befriende langt væk i stedet for at lave en aflevering langs jorden. Sivebæk er i dag Gravesens agent, så helt galt kan det ikke have været.

Men der er utallige andre eksempler på, at han i sin iver er gået lige til stregen og over. Det har været med til at give ham et ofte negativt ry, der ikke er blevet mindre af hans rå ydre på banen, når han kommer løbende med det skaldede hoved højt løftet, med skulende øjne og spændt underkæbe og med brystkassen skudt godt frem og albuerne ud til siden.

I 1997 skiftede den 21-årige Thomas Gravesen til tyske Hamburger SV. Kort efter lavede han i en Bundesligakamp en hæmningsløs tackling på en modspiller, der indbragte ham et rødt kort. Den daværende landstræner Bo Johansson besluttede herefter, at han ikke ville bruge midtbanespilleren på landsholdet. Svenskeren ville ikke løbe risikoen for pludselig at skulle slutte en kamp med ti mand på grund af et lignende indfald. Gravesen kom ikke rigtig ind i landsholdsvarmen igen før år 2000, hvor Morten Olsen overtog trænersædet.

Morten Olsen har været med til at få Thomas Gravesen på ret køl, og især efter at vejen samme år gik til Everton og den engelske Premier League, er han modnet betragteligt både som spiller og person. Med tiden er hans overtændthed, de voldsomme tacklinger og hans ubrugelige råben og skrigen gledet i baggrunden, men ryet og øgenavnet ”Mad dog” har levet videre. For eksempel afviste FC Barcelona kort før skiftet til Real Madrid enhver interesse for danskeren på grund af hans komplicerede personlighed.

Men det afskrækkede altså ikke Madrid-klubben, og hidtil har den 29-årige midtbanespiller også på dette punkt gjort al skepsis til skamme.

”Det er klart, at der ikke har været nogen grund til, at jeg kom herned og trampede ind i omklædningsrummet. Jeg er kommet til et sted med mange verdensstjerner, og det giver en naturlig respekt fra min side. Men jeg er også blevet utroligt godt modtaget af mine medspillere og folkene rundt om holdet. Det har overhovedet ikke været svært at komme ind på folk. Selvfølgelig er nogle mere kendte end andre, men vi er her alle på grund af den samme ting, nemlig at spille fodbold for Real Madrid,” siger Thomas Gravesen.


Magisk omklædningsrum
At dømme ud fra træningen på anlægget i Las Rozas er han faldet hurtigt til og blevet populær blandt holdkammeraterne. Tommy, som han kaldes, snakker tilsyneladende med alle, og han tøver aldrig med at gå forrest i en sneboldkamp eller kaste sig ud i en improviseret brydekamp.

For at blive hurtigere integreret forsøger han at tale med så mange forskellige som muligt, forklarer han.

”Jeg taler især med de spanske spillere for også at lære sproget hurtigere. Mange af dem kan engelsk, men jeg beder dem om at tale spansk til mig og fortælle mig, hvad de forskellige ting hedder. Jeg synes, det er meget vigtigt for integrationen, at jeg får lært sproget så hurtigt som muligt, og så er det jo bare at komme i gang,” fortæller midtbanespilleren, der er begyndt at gå til spanskundervisning med Jesper Grønkjær, der spiller for ærkerivalerne Atlético de Madrid.

Den unge højreback Miguel Palencia, der for nylig blev rykket op i førsteholdstruppen, har sagt, at han er meget imponeret over, hvor hurtigt danskeren er blevet en del af gruppen. Han er desuden taknemmelig for, hvor meget danskeren samtidig har hjulpet de nye, unge spillere med at finde sig til rette på holdet.

”Det er jeg utroligt glad for at høre. Det viser jo, at jeg gør det rigtige,” siger Gravesen, der afviser, at det bare er noget han gør, fordi han også er ny i truppen, eller at det bare er en rolle, han spiller. ”Det er vel bare sådan jeg er,” siger han.

Ellers er han ikke meget for at snakke om, hvad der sker i omklædningsrummet blandt de mange stjerner.

”Det er helt klart et specielt og imponerende omklædningsrum, som jeg kan lære meget af. Jeg synes også, det er lidt magisk og spændende. Men jeg vil ikke snakke om de ting, der sker og siges der, for der skal vi kunne være os selv, uden at det bliver blæst op. Hvis det hele lægges ud sort på hvidt, vil magien omkring Zidane, Raúl, Beckham, Figo og Ronaldo jo ikke blive ved med at være der, og det vil da være synd,” siger han.


Sammenlignet med Stielike
Også hos klubbens fans er klubbens nyeste mini-galáctico gået rent hjem. Han er den spiller, de har sukket efter de sidste par år. En fighter uden nykker, der ikke har noget imod at tage fat og tage slæbet for stjernerne. Han sammenlignes allerede med to så store Real Madrid-ikoner som José Antonio Camacho og tyske Uli Stielike.

Det er derfor ikke sjældent, at Thomas Gravesen høster rungende bifald fra det krævende hjemmepublikum på Santiago Bernabéu for sine bolderobringer og sin kampvilje. Det sker nærmest, hver gang han gør noget bare tilnærmelsesvis godt, og de ting, der ikke lykkes, tilgives hurtigt.

”Ja, hvad skal jeg gøre,” griner han og fortsætter:

”Som spiller mærker man det nede på banen, og det gør mig meget glad og stolt. Men jeg er også godt klar over, at det kun fortsætter, så længe jeg lever op til forventningerne, så jeg kan ikke hvile på laurbærrene,” siger han.

Selv om han er en meget anderledes spillertype, har han dermed også allerede løftet arven efter de to tidligere danske publikumsfavoritter i klubben, Henning Jensen og Michael Laudrup, der spillede her i henholdsvis 1970’erne og 1990’erne.

Den spanske sportspresse var i starten lidt tilbageholden over for den ikke umiddelbart så elegante dansker. Det har dog også ændret sig, i takt med at hans spil er blevet bedre, og hans betydning for holdet er vokset.

”Ja, nu kan jeg jo ikke forstå så meget af det, de skriver, endnu, men så vidt jeg ved, har de rost mig meget. Det er da rart, men jeg tager det på samme måde, som hvis det går ad helvede til. Jeg tager midtervejen og læser det, men så heller ikke mere. Det, der er vigtigt for mig, er hvad træneren og de folk rundt om mig hernede synes om, hvordan det går,” siger han.

Han indrømmer imidlertid, at det er lidt sjovt at se, hvordan hvert skridt, han tager, bliver analyseret.

”Den konstante interesse er jo en af de ting, der viser, hvor stor en klub det egentlig er, jeg er kommet til, og det må jeg vænne mig til. Det er selvfølgelig rart, at der er opmærksomhed og interesse for det jeg laver, for det er jo en del af mit arbejde at formidle fodbolden til ungdommen, for nu at sige det sådan. Og når man skifter til en klub som Real Madrid, så kan man godt dele lidt ud af det, synes jeg. Men det er selvfølgelig også noget, jeg må lære at sætte en grænse for,” slutter den danske stjernespiller.

En af dem sættes ved døren ind til zonen omkring omklædningsrummet, hvor Thomas Gravesen forsvinder ind, da han har sagt farvel. Hvis han skynder sig, kan han lige nå at få lidt morgenmad, inden dagens træning går i gang.