Kristeligt Dagblad, 27. august 2005, Kultur

At reise er at leve: H.C. Andersens besøg i 1862 i det vinterkolde Madrid var generelt en skuffelse for den berømte digter. Der var dog lyspunkter i opholdet, og man kan den dag i dag få stor fornøjelse af at gå rundt i den spanske hovedstad efter hans beskrivelser

Mikkel Larsen skriver fra Spanien

At rejse er som at leve. Som i livet generelt går det op og ned, når man er på farten. Det måtte H.C. Andersen for alvor sande, da han på sin Spaniensrejse ankom til det vinterplagede Madrid i november 1862.

Trods flere advarsler havde han forladt det solrige Andalusien og begivet sig op til landets snedækkede hovedstad og intellektuelle centrum i håbet om at møde anerkendelse af sit værk og navn. Hans første indtryk af byen var bestemt ikke lovende.

"Madrid,/ Spaniens Hovedstad, nei/ hvor Du dog rent har afslidt Alt, hvad der præger som Spansk;/… Graat, vaadt, sølet og raat/ er her. Ei vil jeg klage/ Meer over Hjemmets Klima, vor Novembertids Dage." Sådan skriver han i bogen "I Spanien" i et digt, han kalder et "Clima-Photographi" af Madrid.

Hans to udtalte hovedanker mod byen kommer her klart til udtryk: det utålelige vintervejr og den fortravlede bys manglende spanskhed. Han kunne lige så godt være i Paris eller Venedig, skriver han, og de byer kunne han heller ikke lide.

Modsætningerne til begge beklagelser havde han fundet til overmål i syden i mødet med heden, de venlige andalusere og især de varmblodede spanske kvinder. Det havde genåbnet hans udtørrede digteråre og resulteret i en række ganske erotiske digte og en del af de famøse onanikrydser i dagbogen. Kulden og vinden fra bjergene nord for Madrid, som giver én "en Fornemmelse af at vindtørres til Mumie", var derfor lidt af et chok for den 57-årige digter.

Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at der ved ankomsten ikke som forventet var en dansk gesandt i byen, og der derfor ikke lå nogen breve hjemmefra og ventede. Samtidig var de fleste af de folk, han havde introduktionsbreve med til, enten ikke hjemme eller syge. "Dobbelt glad" var Andersen derfor, da han til sidst fandt frem til den svenske udsending Bergman, som han allerede havde mødt i Napoli. Stedet overbeviste ham dog stadig ikke.

"Madrid er mig en falden Kameel i Ørkenen; jeg sad nu paa dens Pukkel, saae vidt omkring, men jeg sad ikke godt, og det var et dyrt Sæde."

En af de ting, danskeren havde set mest frem til i hovedstaden, var mødet med Spaniens litterære og intellektuelle elite. Lidt efter lidt fandt han gennem Bergman frem til den, men det skulle vise sig at blive en stor skuffelse for den forfængelige og bekræftelseshungrende digter. Hans værker var stort set ikke nået til Spanien, og hans ry følgelig heller ikke. Landet havde det forudgående århundrede været præget af besættelser, borgerkrige og Inkvisitionen, der var blevet opløst mindre end 30 år før. Spanien var derfor stadig meget indadvendt på dette tidspunkt.

"… (han) udtalte med megen Varme sin Deeltagelse for mig som Digter, uagtet at han tilvisse kjendte meget faa af mine Arbeider. Af disse ere, saavidt jeg har kunnet erfare, ikke oversat uden de to Eventyr, "Den lille Pige med Svovlstikkerne" og "Holger Danske". Tydsk og Engelsk læses ikke af Mange i Spanien, og i de franske Oversættelser er jeg uheldigt gjengiven, hele Stykker omskrevne, misforstaaede eller reent udeladte", skriver Andersen – nærmest som for at trøste sig selv – om mødet med digteren Eugenio Hartzenbusch.

Trods flere interessante bekendtskaber har oplevelsen helt sikkert været med til at gøre kulden i byen værre. Sammen med den manglende kakkelovn på hotelværelset har det været med til at korte hans ophold i Madrid ned til et par uger.

Da det kom til stykket, var der dog også ting, der gjorde besøget udholdeligt og til tider det hele værd. Det gælder især Prado-museet og operaen. Og Andersens beskrivelser af Madrid, kan den dag i dag bruges som en alternativ guide til byen. Den spanske hovedstad er nemlig trods alle Andersens ærgrelser stadig et besøg værd, så længe man undgår vintertiden og sommeren, hvor besøgende "blive stegte ihjel af solen", som han så rigtigt kommenterer.

Prado-museet, der hidtil i 2005 har været det mest besøgte kunstmuseum i verden, er fortsat "rigt, overvældende og forbavsende". Her findes alle de ældre mestre i spansk og europæisk kunst, og her lærte Andersen blandt andet Diego Velázquez at kende.

"Med hvilken Konst og Genialitet har han vidst at fremstille de melkeblege os ligegyldige Infantinder (prinsesser, red.) i deres Tids latterlige Udklædning. De blive levende, talende, træde i Skjønheds Række ved den Konst, hvormed de ere malede, og ved de grelle Omgivelser, de have faaet af Dværge og Dværginder, og af glubske Hunde af charakteristisk Styghed", skriver Andersen og åbner dermed beskuerens øjne for nogle lidt andre facetter ved maleriet Las Meninas end dem, der normalt fokuseres på i guidebøgerne.

Hans favorit var dog den i dag knapt så værdsatte barokmaler Bartolomé Esteban Murillo, hvis billeder stadig er rigt repræsenterede på museet.

Operaen, det dengang nybyggede Teatro Real, som danskeren flittigt besøgte, findes også stadig. Og hvis man er heldig og ude i god tid, kan man her opleve et af Madrids mest berømte bysbørn, Plácido Domingo, når han slår et smut forbi metropolen, der nu til dags er så spansk som noget sted. Det er her, de kulturelle og gastronomiske strømninger fra alle landets mangfoldige regioner mødes og blandes på herligste vis.

Byens hjerte er Puerta del Sol, hvor Andersen i sin tid logerede. Det var ikke en plads, han havde meget til overs for. På grund af statuen af en bjørn, der spiser af et jordbærtræ, et af byens vartegn, synes det dog at være et fint sted lige at dvæle ved Andersens bud på en etymologi for ordet Madrid. Sagnet, han gengiver, fortæller, at navnet opstod, da en lille dreng, der blev forfulgt af en bjørn, kravlede op i et træ heromkring og råbte til sin mor: "Madre, id!", hvilket kan oversættes med "Mor, løb!".

Trods den sjove historie og den lydlige lighed er det dog ganske usandsynligt, at det skulle være oprindelsen til navnet. Den skal snarere søges i stedets arabiske fortid. Den gængse version er, at navnet kommer af det arabiske Mayrit og betyder noget i retning af "stedet, der har rigeligt med vand". I dag hører egnen dog til blandt de absolut tørreste på halvøen.

Madrid overgik til kristent herredømme i 1085. Byen, som vi kender den, opstod dog egentlig først i 1561, da Kong Felipe II besluttede at flytte sin hovedstad op fra Toledo. Den gamle hovedplads Plaza Mayor går næsten helt tilbage til grundlæggelsen. Mens Andersen hæfter sig mest ved, at det var her, de blodige tyrefægtninger og Inkvisitionens autodafeer førhen fandt sted, giver han også nogle flotte beskrivelser af livet på den buegangomkransede plads med det middelalderlige præg.

For ham var den smukkeste plads dog den sirligt grønne Plaza de Oriente ved det enorme Louvre-inspirerede kongeslot fra det 18. århundrede. Udsigten herfra mod bjergene i baggrunden er stadig nøjagtig lige så malerisk, som da Andersen stod der for 150 år siden.

Et andet højdepunkt for Andersen var, da han i Cortes-området faldt i svime over statuen af Miguel de Cervantes Saavedra, forfatteren til "Don Quixote" og "Konge i Aandens Herlighed". Det er på sin vis derfor passende, at man samme år, som eventyrdigteren fejres i Danmark, i Spanien fejrer 400-året for den første udgivelse af denne den største af alle spanske litterære værker.

Da den danske forfatter endelig forlod byen, var det derfor alligevel lidt svært at sige farvel. Det rå vintervejr til trods havde han mange gode minder med derfra.

"Madrid blev mig ganske varm ved Hjertelaget, jeg fornam, deilig ved det friske Liv, som rørte sig her", skrev han som afskedssalut, inden han fortsatte sin tur nordpå mod det gode vejr i Frankrig.