Kristeligt Dagblad 02 marts 2005, side 6 / Kultur

Kunst I bjergbyen Buitrago del Lozoya nord for Madrid ligger en lille perle af et Picasso-museum med værker, som kunstneren forærede sin barber gennem 25 års venskab

Af Mikkel Larsen (skriver fra Spanien)

Det ser ikke ud af meget, når man står på Picasso-pladsen i den midtspanske by Buitrago de Lozoya og kigger på det lille hvidkalkede rådhus. Det er ikke ligefrem stedet, hvor man regner med at finde en samling værker af en af det 20. århundredes største kunstnere. Men når man først er kommet indenfor og ned i kælderen, får man sig en glædelig overraskelse.

Her, langt inde i de grønne, kantede bjerge nord for Madrid, finder man nemlig et lille kunstmuseum tilegnet Pablo Picasso. Samtidig er det et museum over venskabet mellem to umiddelbart meget ulige personligheder: kunstneren og hans barber, der lærte hinanden at kende, da de begge var i eksil i Frankrig.

I det lille kælderlokale udstilles 54 genstande af forskellig art, som kunstneren forærede sin ven og barber, Eugenio Arias, gennem 25 års venskab. Der er et dusin keramikgenstande, en række dedikerede, signerede og dekorerede bøger og plakater, linoleumstryk og litografier, tegninger og en enkelt miniaturebog fremstillet af Picasso.

Den daglige og yderst venlige leder af museet, Julían Alonso, henleder opmærksomheden på en lille æske af træ i en montre midt i lokalet.

Det var oprindelig en kasse til Arias' døtres farvekridt, men han plejede at bruge den til sine barberredskaber, når han skulle på husbesøg. Efter et besøg hos Picasso, beholdt kunstneren æsken og udsmykkede den med et brandmaleri af en tyrefægterscene. Man har også et billede af de to, da barberen fik æsken tilbage.

Den er, så vidt Alonso ved, det eneste kendte brandmaleri fra Picassos hånd og dermed den lille samlings stolthed.

Tyre og tyrefægtere er gennemgående motiver i samlingen, der således bærer tydeligt præg af de to venners fælles interesse for dette traditionelle spanske tidsfordriv.

Men der er også en række kvindeportrætter fra den spanske kunstners hånd, blandt andet et af barberens mor, da hun engang var på besøg. Og flere skæggede mandeansigter. Eugenio Arias havde aldrig selv skæg, men Julián Alonso mener alligevel, tegningerne er møntet på ham - som en venskabelig henvisning til hans erhverv.

- Det er et lille kunstmuseum, men også et museum dedikeret et stort venskab mellem de to og venskabet generelt, siger Julían Alonso.

De to hovedpersoner mødte hinanden i 1948, da Pablo Picasso første gang trådte ind i Eugenio Arias' barbersalon i den sydfranske by Vallauris. De to spaniere, der begge var "røde" og indædte modstandere af diktatoren Francisco Franco i hjemlandet, var flygtet hertil for at leve i eksil.

Det blev begyndelsen til et venskab, der varede helt frem til kunstnerens død i 1973. Det dokumenteres af de daterede værker i samlingen, der strækker sig fra oktober 1948 frem til december 1972, kun tre måneder før Picassos død.

Ud over kommunismen, eksilet og tyrefægtningen havde de også andre ting til fælles. Ifølge en af kunstnerens mange biografer, Antonio Olano, havde de to et helt specielt forhold, og barberen var en af de eneste, der kunne sige præcis, hvad han mente om Picassos værker.

- Det må have været vore ensartede personligheder, der førte os sammen. Det er ikke, før jeg har klippet et hår færdigt, at jeg kan se mine fejl, og så er det allerede for sent, sagde jeg en dag til Pablo. Og han genkendte straks sig selv og sagde: Du er også en kunstner og en lærling ligesom jeg, har Eugenio Arias udtalt i et nyligt interview.

Barberen, der efterhånden er fyldt 95 år, bor stadig med sin franske kone i Vallauris, hvor han lærte Picasso at kende. Han ejer dog fortsat familiens hus over for rådhuset i Buitrago, og det var under et sommerbesøg i fødebyen efter diktatoren Francos død, at han fik ideen til at skænke værkerne til byen. På en betingelse: De måtte ikke bruges i kommercielt øjemed, og der opkræves derfor ingen entre til museet.

- Man må ikke tjene penge på gaver fra en ven. Men den, der planter et træ, gør på den anden side noget værdifuldt for menneskeheden, har den gamle barber sagt.

Fra museet kan man gå en tur ned i byens gamle del eller det, der er tilbage af den. Her kan man slentre langs den høje bymur fra det 10. til det 13. århundrede, den tid hvor byen var under arabisk herredømme. Byens kirke, der blev bygget i sengotisk stil i det 15. århundrede, er også et besøg værd. Alt interiøret gik op i flammer under den spanske borgerkrig, men er blevet erstattet med dele fra andre gamle huse.

På vejen kan den værste sult eller tørst stilles i den lille Taberna de Teo på hjørnet af Plaza de la Constitución ved indgangen til den gamle bydel. Teo og hans kone har et bredt udvalg af vine og flere interessante tapas, der er værd at prøve, inden turen går videre. Buitrago del Lozoya egner sig fint som mål for en halvdagstur fra Madrid. Hvis man har mere tid på hånden, er den dog også et glimrende udgangspunkt for ture ud i de omkringliggende bjerge.