|
Artikler - H.C. Andersen indtager Madrid Kristeligt Dagblad 07 januar 2005, side 16 / Kultur Reportage: I Madrid har man i år viet det traditionelle helligtrekonger-optog til H.C. Andersen og hans forunderlige eventyrverden Mikkel Larsen skriver fra Madrid - Se, der er prinsessen på sin seng. Der er ællingen, der bliver til en svane. Og der kommer tinsoldaten og hans balletdanserinde, sagde en mor til sin datter.
Den lille pige sad med store øjne højt oppe på skuldrene af sin far, så hun bedre kunne se de verdenskendte figurer fra H.C. Andersens eventyr, når de passerede én efter én i det tiltagende tusmørke.
De var der stort set alle sammen. Både de kendte og de mindre kendte. Den nøgne kejser, snedronningen, havfruen, Klodshans og Tommelise. Det var næsten, som om de kom kørende lige ud af bøgerne hjemme på natbordet, som de kom trillende på deres store vogne. Ja, selv forfatteren havde fået sin egen, hvor han sad og vinkede ned til alle de mange børn, der havde taget deres forældre med til det traditionelle helligtrekonger-optog gennem Madrids gader onsdag aften.
Byrådet i den spanske hovedstad havde nemlig i år valgt at bruge det traditionelle tilløbsstykke af et optog gennem byen til at markere 200-året for den danske eventyrforfatters fødsel. Danskerens eventyrverden var det gennemgående tema, og han fik således lov til at stjæle ikke så lidt af opmærksomheden fra de tre absolutte hovedpersoner, Kasper, Melchior og Balthasar.
Helligtrekonger-optoget i Madrid er et storslået show med masser af lys, konfetti og serpentiner, der blander sig i luften med de mange forskellige lyde. Dette års 19 store vogne var således pyntet og udstyret med alskens reminiscenser fra Andersens forførende univers. Fra nattergalens vogn lød der på lang afstand den dejligste fuglekvidder, og man kunne se, at den kinesiske kejser havde tårer i øjnene. Mon ikke alligevel han kunne høre forskel på de to fugle ved sin side? Fra den stive tinsoldats vogn hørtes lyden af den spilledåse, hvor hans udkårne dansede så yndigt. Og rundtomkring på og mellem køretøjerne færdedes det sædvanlige væld af musikere, dansere, tre elefanter, glade brandmænd, kameler og heste.
Vognene var dog ikke det eneste i processionen, der havde med den odenseanske eventyrdigter at gøre. Lige inden det hele begyndte at rulle, svævede en håndfuld trommende tinsoldater rundt over pladsen ved det store Kybele-springvand i byens centrum. Her mindede de høje rytmer fra de højtflyvende trommeslagere dog mest af alt om et andet dansk kultureksportprodukt, nemlig Safri Duo. Men det gør vel heller ikke noget.
Andre steder langs ruten var der små teateropførelser af scener fra de berømte fortællinger. "Kejserens nye klæder" blev opført på gaderne i en version på rulleskøjter i højt tempo, og der blev fremført små scener fra "Prinsessen på ærten" flere steder i centrum.
Over 300.000 mennesker siges at have været samlet langs ruten i onsdags, da den gik forbi nogle af Madrids mest emblematiske bygninger og pladser. Arrangørerne var da også godt forberedte. I år har kommunen således betalt noget, der ligner 2,5 millioner kroner til optoget, der derudover også er blevet sponsoreret af en række private firmaer. Især dem, der gør sig godt blandt børn, selvfølgelig.
Hvor stor en del af dette beløb der er gået til indkøbet af de godt tre ton karameller, der blev kastet ud undervejs, vides ikke her. Det var dog noget af det, der skabte mest glæde blandt det håbefulde publikum. I hvert fald den yngre del af det, for mens de fleste voksne hele tiden dukkede sig behændigt for ikke at blive ramt af de små søde projektiler, susede børn og andre barnlige sjæle rundt i jordhøjde og samlede nedfaldet, så man skulle tro, at de ikke får noget igen før til næste år.
Trods den store mængde var der dog åbenbart alligevel ikke helt nok, og det var ikke alle, der satte lige stor pris på det flotte optog.
- Sådan nogle nærigrøve. De tænker kun på at blive fotograferet, råbte en lille vred pige, mens hun prøvede at kigge over kødranden ved hegnet for at se, om der ikke snart kom noget mere flyvende.
Vreden glemtes dog hurtigt igen, da aftenens virkelige hovedpersoner til sidst kom til syne i mørket på deres store lysende vogne. Hver af dem med et kæmpedyr lavet med over 54.000 farvede lyspærer. Jubelen tog til blandt børnene i alle aldre, og de sidste ønsker og bønner blev råbt op til de tre konger på falderebet. I Spanien er det nemlig dem, der kommer med gaverne til de gode børn den næste morgen.
Og mon ikke der lå en eventyrbog i skoene til nogle af de flinkeste, når de slog øjnene op?
|