Onside.dk, 30. august 2004, http://www.onside.dk/main/index.phtml?ac_start2=1&id=98316

Madrid: Der er en lille mand, der altid kommer i den bar i Madrid, hvor jeg ser fodbold. Han er vel i begyndelsen af 30’erne, hyperaktiv og med en Atlético de Madrid-trøje på, ligegyldigt hvem der spiller.

Han har et undseligt, museagtigt udseende og holder normalt sine kommentarer for sig selv eller de nærmeste foran storskærmen.

Der er dog ikke noget, der kan få ham op af stolen, som når ærkerivalen Real Madrid spiller. Til disse særlige lejligheder vælger han en bestemt knaldrød Atlético-trøje i klædeskabet med en slags hvid flammeskrift foran. ”Anti-Madridista” står der, Anti-Real Madrid-fan.

Han hepper konsekvent på modstanderen, og alt efter resultatet viser han sig henholdsvis som en udsøgt dårlig vinder eller ditto taber. Efter kvartfinalekampen i Champions League sidste år, hvor Monaco med Real-lejesvenden Fernando Morientes i front havde sendt Real Madrid ud af turneringen, gik han således som en anden tyrefægter en æresrunde i baren, mens han strålede som en sol med sit skæggede ansigt højt i sky. Til alle og enhver, der gad kigge, hev han op i sit venstre ærme og fremviste sin senede skulder, der prydes af en stor tatovering med Atlético de Madrids skjold.

For god ordens skyld skal det siges, at ikke alle Atlético-fans er fanatiske anti-madridistas, som vor ven her. Men ”los colchoneros” har haft få glæder de seneste år. Oftere og oftere har man hørt udsagnet om, at man for at være Atlético-fan skal være god til at lide. Og når håbet så ikke har rakt længere, har mange tyet til had. Den eneste trøst for dem har netop været ærkerivalens nedtur i slutningen af sidste sæson.

Mens storklubben i de rige kvarterer i nord ellers har hentet den ene stjernespiller til klubben efter den anden og har vundet en titel eller to per år, har den traditionsrige klub fra det sydlige Madrid nemlig været en tur i helvede og tilbage. Sådan benævner fansene holdets to år i 2. division for nylig.

Arbejderklubben, der sidste år fyldte 100 år, rykkede i 2000 ned efter en frygtelig sæson mærket af klubbens – eller rettere den daværende præsident og ejer Jesús Gil y Gils – økonomiske og juridiske problemer. Gil blev sat fra bestillingen, og en juridisk administrator blev udnævnt til at styre klubben.

Usikkerheden i klubben fik indflydelse på holdets spil, og end ikke kvalitets- og landsholdsspillere som de tre nuværende Deportivo-spillere Valerón, Molina og Capdevilla, Valencias Rubén Baraja, Real Madrids Santiago Solari og hollandske Jimmy Floyd Hasselbaink kunne holde klubben over nedrykningsstregen.

De ovennævnte profiler og flere til forlod klubben, men Gil investerede i en lang række nye spillere, da han fik klubben tilbage. Trods det glippede oprykningen i sidste runde. Der måtte endnu et år til, før Atlético kunne rykke op i den bedste række, hvor klubben hører til.

De rød-hvide omtales altid som en af de store i Spanien. Ni mesterskaber, ni pokaltriumfer og en europæisk titel i pokalvindernes turnering i 1962 står i trofæskabet på Vicente Calderon-stadionet ved Manzanares-floden syd for centrum.

Store spillere som den nuværende landstræner Luis Aragonés, Hugo Sanchez, Paolo Futre, Bernd Schuster, Francisco Narvaez ”Kiko”, Julio Salinas, Cristian Vieri og Juninho har alle været med til at give den ærværdige klub sin status i spansk fodbold.

Den sidste titel kom dog i hus så langt tilbage som i 1996, hvor det blev til en historisk double med både mesterskab og pokaltitel. Siden har det været én lang ørkenvandring med få oaser på vejen.

Den nu afdøde Jesús Gil y Gil, der var lige så fanatisk som musen fra baren i mit nabolag, har været med til at præge klubbens nyere historie på godt og ondt, siden han blev valgt til præsident i 1987.

Han var populær blandt klubbens fans for sin kompromisløshed og sin store gavmildhed. En gavmildhed, der flere gange bragte ham i fedtefadet, da han ikke altid kunne kende forskel på sin egen lomme og pengekassen i den sydspanske turistby Marbella, hvor han en årrække var borgmester.

Hans popularitet var tydelig, da hans lig i maj i år lå lit de parade på Vicente Calderon, og flere end 30.000 fans kom forbi for at sige et sidste farvel til ”el presi”.

Den stolte klub er kendt for at have en yderst trofast følgeskare og et livligt publikum. Lige efter nedrykningen voksede medlemstallet således betragteligt til over 42.000, hvor det stadig ligger i dag. Det tal overgås kun i FC Barcelona og Real Madrid.

Den koleriske Gil har dog samtidig været med til at skabe en ustabilitet i klubben, der har kostet dyrt både økonomisk og sportsligt. I hans 16 år i klubben nåede 26 trænere at sætte sig i det varme trænersæde. Antallet af spillerkøb og –fyringer overstiger i samme periode langt de fleste andre spanske klubbers.

Klubben er derfor i dag fjernt fra fordums storhed. Efter tilbagekomsten til den bedste række har Atlético sat sig store mål før hver sæson, men holdet er alligevel endt med at ligge og rode i midten.

Just som det så ud til at ændre sig sidste år, glippede UEFA-kvalifikationen med et hjemmenederlag i tredjesidste runde, og holdet endte som nummer syv i ligaen.

Heller ikke den ekstra mulighed, Atlético fik for at kvalificere sig til UEFA Cup’en, blev udnyttet, da holdet for en uge siden tabte Toto Cup-finalen mod ligarivalerne fra Villareal efter straffesparkskonkurrence.

En ellers positiv sæsonoptakt gør dog, at de næsten evigt optimistiske Atlético-fans har valgt at se positivt på Toto-nederlaget - så kan holdet nemlig koncentrere sig om de spanske turneringer i år, siger de.

Og holdet kom da også godt fra start i ligaen, da det i lørdags på hjemmebanen sikrede sig en overbevisende 2-0-sejr over Malaga. Holdets nye træner, Cesar Ferrando, der sidste år trænede oprykkerne fra Albacete, har efterhånden fundet sin idealopstilling. De nye spillere anført franske Peter Luccin, der blev hentet hos nedrykkerne Celta, er begyndt at vise deres værd.

Samtidig har holdets ubestridte stjernespiller, den unge angriber Fernando Torres, vist storspil, der lover godt forud for en lang sæson i det spanske, hvor målet for en gangs skyld er skruet ned til en UEFA Cup-kvalifikation.

Måske var det derfor, man ikke så meget til vor ven i baren i søndags, da Real Madrid sikrede sig en udesejr over Mallorca.

Af Mikkel Larsen, korrespondent i Spanien


Samtlige Mikkels hjørner

2004/2005

18/5 – Rijkaard og det nye Barça

9/5 – Match ball til Barça