Berlingske Tidende 30. juli 2003, 1. sektion, side 8

I store dele af sportsverdenen er mandlig homoseksualitet fortsat ikke noget, man taler om. Mange homoseksuelle mænd vælger derfor at blive i skabet eller droppe sporten for at undgå problemer. Sportsorganisationerne ser ikke problemet.

Af Mikkel Larsen

De fleste kender navnet på én eller flere lesbiske idrætsudøvere. De findes blandt vore mest folkekære sportspersonligheder, der jævnligt optræder på forsiderne af formiddagsaviserne og ugebladene.

Men når talen falder på bøsser inden for sportsverdenen, kan de færreste nævne én eneste. Forklaringen er ikke, at de ikke er der. Men at mandlig homoseksualitet stadig er langt mere tabuiseret end lesbianisme inden for sport.

»Inden for eliteidræt, især fodbold og andre kollektive idrætsformer hvor der er tæt berøring, er mænds afværgemekanismer over for homoseksualitet meget stærke. Derfor er der så få homoseksuelle, der træder frem,« siger professor Hans Bonde fra Københavns Universitet, der har forsket i sport og maskulinitet.

Antallet af erklæret homoseksuelle mænd på eliteniveau i såvel dansk som international sport er derfor forsvindende lille. Men de er der, siger Ole Udsholt, der sidder i bestyrelsen for den europæiske paraplyorganisation for sportsforeninger for bøsser og lesbiske (EGLSF).

»Der findes bøsser på alle niveauer og inden for alle sportsgrene. Så sent som til Euro Games (et internationalt sportsstævne for bøsser og lesbiske afviklet i København i slutningen af maj, red.) var der flere topidrætsfolk, der deltog anonymt,« siger han.

Netop det sidste er problemet. Ifølge Ole Udsholt vælger mange bøsser på alle niveauer nemlig at blive i skabet for ikke at blive udstødt af fællesskabet. De vil ikke risikere at ende på yderste mandat på holdet, fordi de kommer i unåde hos træneren. For de, der kommer op på højeste niveau, er der endnu mere at miste. De skal også tænke på sponsorernes reaktion og på fremtidige karriere- og indtjeningsmuligheder. Men tavsheden har sin pris.

»Man er jo også med i en forening for det sociales skyld, og så er det hårdt ikke at kunne tale om, hvem man egentlig er. Ikke at kunne fortælle om sit liv uden for klubben. Så går man og spilder værdifulde kræfter på det, så man aldrig kan yde sit bedste, fordi man ikke lever i harmoni med sig selv. Eller også forlader man klubben,« siger Ole Udsholt.

Derfor er der mange bøsser, der ikke når til tops, selvom de måske har evnerne til det, siger han.

At frygten ikke er uden bund i virkeligheden, kan ses ved, at mange har følt sig frosset ud i deres klubber, efter at de er sprunget ud.

»Der er den der skjulte holdning med, at det her er problematisk, det snakker vi ikke om, og det vil vi helst ikke have her. Da det ikke er politisk korrekt at sige noget, træder folk hellere et skridt tilbage. »Han har jo selv valgt at stå uden for«, siger de. Når man ved, hvor mange mennesker, der nu er i Pan Idræt (københavnsk sportsforening for bøsser og lesbiske, red.), som har følt sig uvelkomne i deres klubber, hvor de bare blev mødt med en mur af tavshed, så er det svært ikke at se det som et problem,« siger Ole Udsholt, der selv er aktiv i Pan Idræt.

Tvetydig seksualitet
Ifølge Hans Bonde er grunden til, at lesbiske kvinder ikke i samme grad har de problemer, at den kvindelige seksualitet stadig er meget mere tvetydig end den mandlige. Kvinder kan gå hånd i hånd på gaden, uden at folk skeler til dem. De kan gå i både bukser og kjole, mens en mand i kjole stadig ikke er accepteret.

Problemet ses derfor også mest i de sportsgrene, hvor de maskuline værdier er meget dominerende, især inden for kontaktsporter.

»Med til manderollen hører en distancering over for det feminine, over for det at blive erobret af en anden mand. Sporten er en af de eneste zoner, hvor mænd overskrider den rolle, når der er stærk kropskontakt i sportsligt øjemed,« siger Hans Bonde.

Det ses f.eks. i brydning eller i sportsgrene med en hyldestkultur som i fodbold, hvor spillerne kaster sig over hinanden, når de har scoret. I det øjeblik, der er homoseksuelle med, får det en helt anden signalværdi, og det vil mange heteroseksuelle mænd ikke være med til, forklarer Hans Bonde, og han fortsætter:

»Det er et ømtåleligt område. Mænd er jo forment adgang til kvindernes omklædningsrum for at undgå det seksualiserende blik. Derfor er det også svært for mange heteroseksuelle, når der kommer homoseksuelle mænd i omklædningsrummet.«

Nedsættende tilråb
Reaktionen er så ofte at tie det ihjel. I mange omklædningsrum er »bøsse« ikke et ord, man tager i sin mund, med mindre det er for at bruge det som en nedsættende betegnelse for en modstander. Et skældsord, som når det høres som et tilråb blandt tilskuerne.

Problemet er ikke umiddelbart så let at løse. Dets karakter gør, at det er svært at blive klog på omfanget. Derudover er mekanismerne meget indgroede.

»Det ville være lækkert, hvis der var en topidrætsmand, der sprang ud og fortsatte med at få støtte af klub og sponsorer. Det kunne vise folk, at de findes, og det kunne trække andre med sig. Det er sådan noget, der skal til for at få bøssen i svømmeklubben i Randers til at føle sig sikker,« siger Ole Udsholt, der dog ikke er i tvivl om, at en ændring kræver, at der arbejdes med fordommene oppefra.

»Det skal ind i de store sportsorganisationers vedtægter, så det kan blive sidestillet med anden diskrimination. Det er vigtigt at få sendt et signal om, at det er OK at være homoseksuel, og at det ikke er OK at diskriminere folk på grund af det. Det skal dog stadig være folks eget valg, om de overhovedet vil springe ud, men der skal være nogle friere rammer, hvor folk selv kan vælge« siger Ole Udsholt.

Hos de store idrætsorganisationer mener man ikke, det er nødvendigt at ændre i reglerne.

»Det er altid nemt bare at lave en paragraf, men det løser ikke alle problemer i samfundet. Vi hører ikke fra klubberne, at det er så stort problem, så at gøre det her ville være som at skyde gråspurve med kanoner,« siger Søren Møller, landsformand i Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), der mener, at det er nok, at hele grundmelodien i DGI er, at sport bygger på gensidig respekt.

Det er Kai Holm, formand for DIF, enig i:

»Vi er automatisk åbne, når vi ikke har forholdsregler imod det,« siger han.

Det er dog ikke godt nok for Ole Udsholt.

»De bør forholde sig til det, hvis de vil være en breddeorganisation. De får penge fra staten, og derfor bør de også forsøge at følge med samfundet. Alle skal have ret til at dyrke sport på lige vilkår,« siger han.

Det er Søren Møller uenig i.

»Vi er forpligtet til at have et alsidigt og rummeligt foreningsliv inden for grundlovens rammer. Der skal være forskellighed i foreningsstrukturen, men det betyder ikke, at der skal være plads til alle i alle foreninger. En forening skal ikke rumme alle - det er ikke en institution, og det må man ikke ændre ved ud fra misforstået politisk korrekthed,« siger han.

Han indrømmer dog, at sagen godt kunne undersøges lidt bedre, og han lægger op til, at det kunne være en sag for kulturministerens nye idrætspolitiske analyseinstitut.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen (K), da han er på sommerferie.


Den kommende tid fortæller Berlingske Tidende i en artikelserie om en næsten usynlig del af sportsverdenen.

--------------------------------------------------------------

For denne serie, der blev bragt i sommeren 2003, blev jeg nomineret til prisen som Årets Sportsjournalist. Se begrundelsen for nomineringen her.