Kristeligt Dagblad 17 november 2004, side 10 / Udland

REPORTAGE I den spanske by Ceuta i det nordligste Afrika forsøger man at holde strømmen af ulovlige indvandrere ude med hegn og højteknologi.

Mikkel Larsen skriver fra Ceuta

Man ser dem tydeligt på skærmen, der overvåger ørkenen.

Tre mørke skikkelser, der kravler på knæ gennem de hvide bjerge. Det er bælgmørkt udenfor, og de er flere kilometer væk, men de kan ikke undgå politiets skarpe infrarøde øje, der har opfanget varmen fra deres kroppe.

- De er et par hundrede meter fra hegnene nu, konstaterer den spanske civilgardist med efternavnet Blanco i sin walkie-talkie.

Han er på nattevagt hos det paramilitære politis mobile kameraenhed i den spanske by Ceuta, som er en lille spansk enklave i Nordafrika. Her forsøger tusindvis af afrikanere at komme illegalt ind i EU.

Vognen med overvågningsholdet har i aften gjort holdt på den yderste bjergtop på den lille halvø, hvor byen ligger. Herfra har man et godt overblik over havet på begge sider og bjergene ind mod Marokko.

Blanco har sendt beskeden videre til sine kolleger i den anden ende. Dem, der er tættest på det sted ved grænsehegnene, som de tre afrikanere langsomt nærmer sig.

To høje, pigtrådsbeklædte hegn snor sig parallelt langs den otte kilometer lange grænse mellem den spanske by og Marokko.

Hegnene adskiller i realiteten Den tredje Verden fra den første. I denne, den ene af de to spanske enklaver på den afrikanske middelhavskyst, begynder for mange afrikanere drømmen om Europa. Den virker som en magnet på de håbefulde og de desperate fra hele det afrikanske kontinent. De ved, at hvis de først kommer ind her, så står de med den ene fod i det forjættede land på den anden side af Gibraltarstrædet.

Presset sydfra mod Europa er vokset drastisk det seneste årti. Det fik for seks år siden den spanske stat til at begynde en indkapsling af både Ceuta og søsterbyen Melilla længere østpå. De to enklaver omgives nu af høje metalhegn og avanceret overvågningsudstyr. Indhegningen er et led i sikringen af de ydre europæiske grænser i henhold til Schengen-aftalerne i EU.

Indtil nu har byggeriet, der stod færdigt i 2000, kostet en god halv milliard kroner alene i Ceuta. Foranstaltningerne afskrækker dog ikke de tusindvis af indvandrere in spe.

- Hver nat ser vi mellem 25 og 100 personer, der kravler rundt i bjergene på den marokkanske side af grænsen. Det er ikke alle, der forsøger at komme ind, men vi har indtil nu afværget over 9000 forsøg på indtrængen ved hegnene i år. Mange er gengangere, men der er nok tale om en cirka 5000 personer, der har forsøgt at komme ind, siger Alfonso Cruzado, som er talsmand for Guardia Civil i Ceuta, der står for bevogtningen af grænsestrækningen.

Han betegner hegnene som en stor succes.

- Én ting er, at de forsøger, en anden, om de kommer ind. Situationen er under kontrol, og det er minimalt, hvad der slipper igennem hegnene i dag. Det kan stort set kun lade sig gøre, hvis der sker en menneskelig eller en teknisk fejl, siger Alfonso Cruzado.

Antallet af illegale immigranter, der er kommet ind i den spanske by, er da også faldet drastisk fra godt 9000 i 1999 til 970 i de første 10 måneder i år. Det er personer, som efter Alfonso Cruzados mening, kun kan være kommet ind ved at have hyret en marokkansk "guide" i svømmedragt og svømmefødder til at via havet at skubbe sig rundt om grænsen og ind i Ceuta by. Eller ved at have gemt sig i falske hulrum i biler, der krydser grænsen.

Helt ufejlbarlige kan de 3,5 meter høje hegn dog ikke være. Man er nemlig netop nu i gang med at bygge dem næsten dobbelt så høje. Hegnene skal nu være 6,5 meter.

Formålet er at forhindre immigranterne i at gøre brug af de nødtørftigt tilvirkede stiger, de ellers kaster op ad hegnene for at komme over. Store bunker af konfiskerede stiger ligger dog stadig rundt omkring på den spanske side af grænsehegnene og vidner om, at det fortsat er en populær fremgangsmåde i forsøget på at slippe ud af Afrika.

Stigerne ser ikke særligt stabile ud. De er fremstillet af flygtningene selv i de tilstødende marokkanske bjerge af træstykker nødtørftigt sat sammen med klude, søm eller strimler af plastikposer. Men stigerne virker. De afrikanske immigranter, Kristeligt Dagblad har talt med inde i Ceuta, er kommet ind på den måde.

- Vi løb hen til hegnet mange på en gang og alle til forskellige steder. Så kravlede vi over og løb fra politimændene, fortæller 25-årige Madou Sabali smilende.

Han siger, han kommer fra det vestafrikanske land Guinea. Han sidder sammen med landsmanden Salif Diao og nyder efterårssolen på en bænk på promenaden langs havnen. Den 28-årige Salif fremviser et ar på den ene underarm, som han siger stammer fra pigtråden på hegnene.

Taktikken med at komme i grupper på 20-30 personer og sprede sig ud til forskellige steder langs grænsen synes meget anvendt. Det forvirrer de elektroniske censorer i hegnet og tvinger civilgardisterne til at vælge, hvem de skal tage sig af, og så slipper andre ind.

Indtrængerne ved, at når de først er sluppet forbi civilgardisterne ved grænsen, så kan de ikke længere smides ud på stedet. Nogle få heldige slipper igennem, resten prøver igen. Madou Sabali og Salif Diao havde forsøgt sig flere gange, før det lykkedes dem at komme ind i slutningen af september måned, siger de.

Kontrollen er omfattende. For hver godt 200 meter langs grænsehegnene er der sat bevægelige kameraer op, der aktiveres, når hegnet berøres. Og den nærmeste patruljevogn er maksimalt er to minutter fra et hvilket som helst sted ved hegnene.

Den private marokkanske hjælpeorganisation Al-Jaima har gjort gældende, at civilgardisterne i desperation over ikke at kunne stoppe menneskestrømmen ved grænsen begår systematiske brud på menneskerettighederne. Organisationen anklager grænsevagterne for at forsøge at afskrække de fangede immigranter fra at prøve lykken igen ved at tage tøj og sko fra dem og slå dem på benene med knipler, inden de smider dem tilbage til Marokko.

- Situationen er til tider meget anspændt ude ved grænsen, og der har altid været rygter om, at den slags ting foregik. Det er godt, at organisationen kommer frem med det, for det er ikke noget, man rigtig snakker om i byen, siger den lokale journalist Tomás Partida, der godt kunne tænke sig, at man så lidt nærmere på det.

Alfonso Cruzado afviser kategorisk, at det sker. Den spanske regeringens repræsentant i byen, der har ansvaret på immigrationsområdet, har samme holdning.

- Der har aldrig været anmeldelser af det, og der har heller ikke været konkrete sager oppe i medierne, siger Roberto Franca, der er talsmand for regeringens repræsentant i Ceuta. De to unge guineanere, Madou og Salif, har heller ikke oplevet noget af den slags. De har dog hørt om det, da de stadig var udenfor.

Før de slap ind i Ceuta, boede de i henholdsvis 11 og 10 måneder i en improviseret lejr i en skov på den marokkanske side af grænsen sammen med andre, der ønsker sig væk fra Afrikas fattigdom. Her holder man til i store grupper, mens man venter på en chance til at slå til. De to guineanere anslår, at der var over 600 andre i lejren, da de var der.

Hvad de derimod har oplevet er det marokkanske politis brutale raids, der midlertidigt får immigranterne i den interimistiske lejr til at spredes for alle vinde. Ifølge Tomás Partida og flere spanske medier har der været en række overfald de seneste måneder med både sårede og døde til følge.

Spanien har gentagne gange efterlyst hjælp fra Marokko i kampen for at stoppe indvandringen til Ceuta og Melilla. Men Marokko anerkender ikke de to spanske byer her i Nordafrika.

Der eksisterer en udleveringsaftale mellem de to parter. Den betyder, at Spanien umiddelbart kan sende de ulovlige indvandrere, der fanges på vej ind i landet fra Marokko, tilbage dertil. Men nabolandet har hidtil ikke deltaget aktivt i begrænsningen af strømmen.

På det seneste er de marokkanske myndigheder dog vågnet op til dåd. Den stigende indvandring nordpå er efterhånden også blevet et stort problem i det fattige nordafrikanske transitland.

De ulovlige immigranter, der klarer sig forbi grænsevagterne og ind i Ceuta, kan ikke længere smides direkte ud igen. De er nu beskyttet af internationale konventioner. Så hurtigt de kan, melder langt størstedelen sig derfor til det lokale politi for at søge om asyl og få en plads i det statsdrevne opsamlingscenter for indvandrere, CETI.

På den måde er stort set alle de illegale indvandrere i byen registrerede. Der er plads til lige over 500 personer i CETI. Omkring 100 andre er indkvarteret i et kirkeligt drevet center, og godt 300 lever på gaden eller i små pensionater, mens de venter på plads i centrene.

Immigranterne kommer fra stort set alle lande i Afrika. Men der er også folk fra så fjerntliggende lande som Bangladesh, Indien og Kina, der er rejst eller blevet bragt til Ceuta for at komme ind i Europa.

De færreste ansøgere opfylder kravene til at få asyl, da de anses for at være økonomiske flygtninge. Men ved at ansøge sætter de udvisningsprocessen i bero. Hjemsendelser er i mange tilfælde umulige, fordi immigranterne skjuler deres sande nationalitet.

Ligegyldigt om de får et positivt eller negativt svar, så ved de derfor, at mange af dem på et tidspunkt vil blive bragt til det spanske hovedland for at aflaste den forholdsvis lille nordafrikanske enklave. Her forsvinder mange ganske enkelt fra jordens overflade. De glider ind i den hastigt voksende, ansigtsløse gruppe af illegale indvandrere, der lever i Spanien og op gennem Europa.

Den - næsten - hermetiske lukning af Ceuta og Melilla, som blev iværksat for fire år siden har begrænset antallet af immigranter i de to byer. Men den har samtidig ført en større industri af overfarter fra den marokkanske kyst over Gibraltarstrædet med sig. Trods de farlige vejr- og strømforhold i det smalle farvand forsøger håbefulde mennesker hver nat at krydse strædet i selv de mest faldefærdige, propfyldte rønner eller i menneskesmuglernes hurtigt sejlende gummibåde. De vil bare til Europa.



Drømmen om Europa

Kristeligt Dagblad 22 november 2004, side 5 / Udland

Reportage: Alieu Baldeh fra Gambia har været undervejs mod det forjættede Europa i tre år og vil ikke opgive sin drøm om et bedre liv

Mikkel Larsen skriver fra Ceuta

Alieu Baldeh har ikke set sin kone i næsten tre år.

Selv om det efterhånden er blevet mørkt på pladsen foran katedralen i Ceuta, den spanske enklave på Nordafrikas kyst, står han fortsat under en af de gamle gadelamper og tigger penge for at kunne ringe til hende hjemme i Gambia.

Efter års flakken rundt i det nordlige Afrika er han sluppet ind i den spanske by. Den blå sweater og de slidte, mørke bukser har han fået udleveret i opsamlingscentret for illegale indvandrere i udkanten af byen. Det er her, han bor, mens hans ansøgning om asyl behandles.

Han er dermed kommet et stort skridt nærmere det Europa, han drog ud for at nå. Der på den anden side af Gibraltarstrædet, kun 20 kilometer borte, vil han kunne være kristen i fred og finde et velbetalt job. På den måde kan han give sin kone og deres fremtidige børn et bedre liv, mener han.

Han havde dog aldrig drømt om, at det ville være så svært at nå frem til Europa.

- Da jeg tog af sted, troede jeg, at jeg ville komme direkte ind. Men jeg gav ikke op, og det vil jeg heller ikke gøre nu, siger den lille gambianer, som gør opmærksom på, at han ikke ønsker at blive fotograferet.

Det er to år og elleve måneder siden, at den 34-årige Alieu Baldeh forlod hjembyen Basse San Su i det østligste Gambia.

Først gik turen gennem det store naboland til Mauretanien, fortæller han. Han tilhørte dog de privilegerede, der havde lidt penge med. Han behøvede ikke slange sig hele den tusindvis af kilometer lange tur nordpå til fods eller i bus. I den mauretanske hovedstad Nouakchott købte han en flybillet til Tunesien.

Han havde hørt, at det herfra var let at komme ind i Italien ad søvejen. Og i Italien var det let at få papirer, så man kunne få et arbejde og tjene gode penge - hed det sig på gaden.

Så langt nåede han dog aldrig. Det blev derimod til et par måneders ørkesløs venten i en tunesisk kystby. Muligheden for at komme med en båd, der kunne bringe ham til den lille italienske ø Lampedusa, kun knap 140 kilometer fra det afrikanske kontinent, bød sig ikke til en pris, han kunne overkomme.

- Jeg blev træt af det og ville prøve noget andet. Folk fortalte mig, at Marokko var tættere på Europa, og at det nok var nemmere at komme over til Spanien, siger Alieu Baldeh.

Han vender sig om og går hen mod en nedrullet bilrude for at få et par småmønter lagt i sin ru håndflade. Han kommer tilbage med et genert smil på læberne. Da han begynder at tale igen, falder ansigtet dog hurtigt tilbage i de bekymrede folder, der nu synes at være de mest naturlige. Rejsen gik videre med bus vestpå fra Tunesien, gennem Algeriet og så gennem Marokko til hovedstaden Rabat. Her gik han igen rundt og ventede uden rigtigt at vide, hvor han skulle tage hen, eller hvad han skulle gøre.

- En dag så jeg en mand, der var sort ligesom mig selv, og jeg spurgte ham, hvordan jeg kunne komme til Europa. Han sagde, at folk nu tog med båd til Gran Canaria, så jeg fandt frem til en marokkansk mand, der sagde, han ville hjælpe mig med at komme derover, beretter den senede gambianer.

Han gav alt på nær sine allersidste penge til manden og så ham aldrig igen.

Han ledte efter ham uden held. Nu havde han ikke længere nok til at købe en plads i en båd til de Kanariske Øer eller den andalusiske kyst.

Så hørte han, at man kunne komme ind i Ceuta uden penge.

Han tog derfor en bus til en lille marokkansk flække nær grænsen til den spanske enklave. I en skov et par kilometer fra grænsehegnene fandt han en stor lejr af folk i samme situation som ham selv. Alieu havde stadig lidt penge til at købe mad fra de lokale i den nærliggende landsby. Han endte dog med at bo fem måneder i skoven uden for Ceuta, og da pengene var opbrugt, måtte han som mange andre tigge sig til rester eller finde mad i skoven og i skraldespandene i landsbyen.

- Jeg gik mange gange hen til grænsen og kiggede, men fik ikke chancen, fortæller Alieu Baldeh. Tre gange prøvede han at storme grænsehegnene omkring byen sammen med en større gruppe, men blev fanget hver gang og smidt ud igen af det spanske grænsepoliti.

- Det var meget hårdt, for jeg var jo næsten inde. Men jeg vidste, at jeg nok skulle komme ind på et tidspunkt, siger han.

Han blev også fanget af det marokkanske politi tre gange, når de strøg gennem den improviserede lejr i skoven.

- Når de fangede en, sendte de personen hen til grænsen til Algeriet og efterlod vedkommende i ørkenen, fortæller han.

Ifølge flere private hjælpeorganisationer på både den marokkanske og den spanske side af grænsen ved Ceuta, er det en praksis, som det marokkanske politi vitterligt benytter sig af med jævne mellemrum. Indvandrerne bliver uden at være blevet ført for en dommer kørt til den nedlagte grænsestation i byen Oujda, tæsket og overladt til deres egen skæbne.

Heller ikke det afskrækkede dog Alieu Baldeh.

- Så snart politiet var væk, vendte vi om og begyndte at gå tilbage. Det var meget hårdt. Vi gik morgen, middag og aften, og nogle gange også om natten, fortæller han.

Det var en tur på over 500 kilometer gennem skoldhed ørken og kølige bjerge.

- Det tog omkring 15 dage, siger Alieu Baldeh.

Man skulle hele tiden passe på ikke at møde politiet igen og klare sig med at spise og drikke, hvad man fandt eller fik af de lokale på vejen.

Fjerde gang blev lykkens gang for Alieu Baldeh. Endnu en gang stormede han hegnene ved Ceuta med en stige, og denne gang var det ham, der slap ind.

- Jeg løb fra politimændene, alt hvad jeg kunne, og kom helt ind til byen uden at blive fanget. Så meldte jeg mig til politiet, som de havde rådet mig til ude i lejren, siger gambianeren med et af sine sjældne smil.

Alieu Baldeh har nu søgt om asyl i Spanien. Han siger, han er overbevist om, at han nok skal få opholdstilladelse.

- Jeg tror, jeg kommer ind, men hvis jeg ikke gør det denne gang, vil jeg blive ved med at prøve, siger han.

Chancerne er nok ikke store. Men han er så tæt på. Og stoltheden synes også at spille ind: Han kan ikke vende hjem til Gambia nu, hvor han har brugt hele familiens opsparing.

Men hvorfor tog han af sted i første omgang?

Den første grund, han nævner, er, at han var blevet uvenner med sin far. Alieu Baldeh er kristen ligesom sin mor, og det har hans muslimske fader aldrig kunnet acceptere. Og ikke kun ham. Ifølge Alieu var det ikke let at tilhøre det kristne mindretal i Gambia, hvor muslimer udgør 90 procent af indbyggerne.

Han taler også om, at han vil til Europa for at finde et job, så han kan give sin kone og deres kommende børn en ordentlig fremtid.

Alieu Baldeh har ikke nogen uddannelse, men han havde et arbejde i en butik i sit hjemland, før han tog af sted. Det var sådan, han havde sparet penge sammen til den første del af rejsen. Hans kone arbejder fortsat i butikken og har ved et par lejligheder sendt ham penge, så han kunne fortsætte sin zig-zag-tur mod Europa.

Som han selv siger, så har alle jo hørt om mulighederne i Europa. Han havde også set ting derfra i fjernsynet.

Han er derfor ikke i tvivl om, at han nok skal få et job, når han kommer frem.

Alieu Baldehs historie er på ingen måde usædvanlig. Det fortæller Germinal Castillo, der arbejder for Røde Kors i Ceuta.

Officielle tal viser, at der ved Spaniens grænser indtil oktober i år er blevet fanget godt 1300 personer fra hans lille vestafrikanske hjemland, der kun har en samlet befolkning på omkring halvanden million mennesker.

Alieu Baldeh er en del ældre end gennemsnittet af de økonomiske flygtninge, der ligger i begyndelsen af tyverne. Men han lever op til, at det generelt er dem, der har lidt i forvejen, der kommer så langt.

- En stor del af dem kommer ikke gående hele vejen op gennem Sahara, som man ofte hører. De kommer med fly og bus, så langt pengene rækker. De, der kommer til Ceuta, er oftest dem, der ikke har råd til en overfart i båd, fortæller Germinal Castillo fra Røde Kors.

En stor mængde strabadser går de fleste dog igennem på vejen, og det er derfor heller ikke de fysisk svageste, der kommer frem.

- Det er helt klart unge, stærke folk, vi får ind her, siger Sergio González López, der er læge i opsamlingscentret for indvandrere i Ceuta.

- Men de er selvfølgelig mærket af anstrengelserne, og mange af dem har psykiske problemer, parasitter og hudsygdomme, fordi de går så grueligt meget igennem undervejs.

Klokken er efterhånden blevet mange på pladsen foran katedralen. Alieu Baldeh skal tilbage til opsamlingscentret.

Han har en halv times gang derud, og han kan lige nå det, inden porten lukker klokken 22.00. Så snart han er indenfor, vil han stille sig i kø ved telefonerne, så han kan ringe hjem for de par euro, han har tjent.

- Måske bliver der også til en enkelt cigaret i aften, siger han med et smil.