Berlingske Tidende 13. september 2003, 4 sektion, rejseliv, side 8

I Almería i det sydøstlige hjørne af Spanien får man en lille tallerkenfuld mad efter eget ønske, hver gang man køber noget at drikke. Til frokost begiver de lokale sig fra bar til bar for således at drikke sig mætte.

Af Mikkel Larsen

Butikkerne lukker, kontorerne tømmes, og folk strømmer hen til de små barer og taverner, der ligger spredt rundt omkring i Almería. Klokken er 13.30. Det er frokosttid i den andalusiske by på størrelse med Odense, der ligger presset ind mellem det dybblå Middelhav og en kæde af kantede, grønlige bjerge i det sydøstligste Spanien.

Almería er det eneste sted i tapaens hjemland, hvor man, hver gang man køber en drikkevare, kan tage menukortet frem og frit vælge den tapa, man har lyst til. Derudaf er opstået en institution blandt de lokale, der i frokostpausen tager på en veritabel Tour de Tapas for at få fyldt maven og hilst på venner og bekendte.

Vi slutter os til strømmen og starter i baren El Quinto Toro, en tyrefægterbar, der ligger ved siden af byens store markedshal. En tyr stikker overlegent hovedet ud af væggen i det fyldte lokale. Rundt omkring hænger der billeder af nulevende og afdøde tyrefægtere, og over disken ses en figur af den lokale madonna i fuld ornat.

Folk i alle aldre er kommet på klokkeslettet for at være sikre på at få stedets specialitet, de dampende varme »fattigmandskartofler«, som tjenerne langer over disken i ét væk. Nogle kommer ind og tager en enkelt drink for at få den lille ret af stegte kartofler med løg og grønne pebre, som serveres med et spejlæg. Andre tager sig tid til mere end én portion, mens de står og snakker eller sidder ved de små lave borde langs væggen.

En kvindelig tigger klemmer sig igennem mængden for at prøve at sælge en lighter. Det lykkes at få afsat én, og hun stiller sig op til baren og køber en øl for at få del i kartoflerne. Mens hun spiser, småsludrer hun med den unge mand, der står i hjørnet og prøver at overdøve snakken i lokalet med sin harmonika.

Inden vi forlader den fyldte bar, tømmer vi lige glasset med dagens foretrukne drik, kølig vin med sodavand, for at ruste os mod augustvarmen udenfor. Vi søger hen om hjørnet for at få et pusterum i det aflange, vælvede lokale i Bodega la Aldea, landsbyen. Indretningen er mere moderne, men stedets tapas følger de traditionelle linjer. Selv om stedet er knapt så velbesøgt, er det bestemt et stop værd for at smage den røgede tunfisk i olivenolie.

Lidt længere oppe ad Mendez Nuñez-gaden ligger Taberna la Mesa España. Tapas-køkkenet her er mere eksperimenterende med et tydeligt internationalt tilsnit. De varme dadler med bacon og mandler er lækre, og den lille portion varme ris med den roquefortagtige cabrales-ost og rosiner er også værd at stifte bekendtskab med.

Vi føler os nu klar til at gå over hovedgaden, Paseo de Almería, og ind i den gamle bydel for at presse os ind på én af byens ældste tapassteder, Casa Puga.

Inde bag den undselige facade er der proppet til bristepunktet, men efter kort tid bliver der plads. Mens vi kæmper os vej op til disken, ser vi på de mange gamle billeder, der dækker de kakkelbeklædte vægge. En særligt fremtrædende plads nede for enden har dog det nyeste holdbillede af byens stolthed, fodboldholdet, der spiller i 2. division. Over disken hænger de allestedsnærværende tørrede skinker, som i flotte dybrøde skiver er én af de godt 70 tapas, man kan få på stedet.

I Casa Puga, der blev grundlagt i 1870, kan man dog for alvor mærke, at Almería er en havneby med lange traditioner for fiskeri. De friturestegte ansjoser kan anbefales, den stegte sværdfisk ligeså. Da vi skal gå, regner tjeneren prisen ud ved at skrible på marmordisken med en blyant, inden han igen visker disken ren med en våd klud.

I stedet for at prøve kræfter med endnu én af de utallige barer i området, der alle har hver sin specialitet at byde på, vælger vi at gå tilbage til El quinto Toro for at få endnu en portion fattigmandskartofler til at slutte af på.

Klokken er nu næsten fire, og programmet er begyndt at sætte sine spor. Det gør derfor ikke noget, at kartoflerne er sluppet op, da vi kommer frem. Vi tager blot et frisk glas gazpacho i det halvtomme lokale, inden vi glade og tilfredse går hjem for at bruge den sidste time af siestaen til noget fornuftigt.


Almería
Fra det arabiske Al-Mariyah: Havets spejl. 170.000 indbyggere.
Hovedstad i provinsen af samme navn i regionen Andalusien.
Byen havde sin storhedstid i den anden halvdel af det arabiske herredømme på den iberiske halvø fra 8.-15. århundrede. Almeria hørte længe til blandt de fattigste dele af Spanien, men i takt med at området i de senere årtier er blevet en af Spaniens og Europas største leverandører af frugt og grønt, er byen blomstret op igen.
Almeria kan nås med bus, tog og fly fra alle egne af Spanien.