Berlingske Tidende 14. marts 2004, 2 sektion, magasin, side 2

Madrid blev torsdag morgen ramt af det værste terrorangreb i Spaniens historie. Ti bomber placeret i fire tog i myldretiden har indtil videre krævet 200 menneskeliv og såret næsten 1.500.

Af Mikkel Larsen

MADRID: Torsdag den 11. marts begyndte som de fleste andre dage i den spanske hovedstad.

Folk var på vej til arbejde eller i skole, som de plejede, efter at have sagt farvel til deres familier. Nogle slog et smut forbi den lokale bar for at få sig en kop kaffe, inden de skulle afsted. Andre skyndte sig ned til toget ind til byen for ikke at komme for sent.

Her og der i togvognene sad folk og læste i dagens avis eller en bog. Andre kiggede gabende ud ad vinduet på den blå himmel, mens de velkendte landskaber og bygninger fløj forbi. Nogle snakkede, andre benyttede sig af chancen til at få en ekstra halv time på øjet.

Myldretiden var lige begyndt, og de lange tog blev hurtigt fyldt op, mens de slangede sig ind mod Madrids centrum. De, der stod på sidst, måtte stå i midtergangene for at få plads. Det var det, terroristerne vidste, og de slog til uden varsel på det værst tænkelige tidspunkt.

07:39
Bragene fra de første af i alt ti bomber flængede morgenstilheden og rev store huller i siden på regionaltog 17305. Toget, der var afgået fra byen Guadalajara øst for Madrid klokken 06:45, var 500 meter fra den sydlige hovedbanegård, Atocha, da bomberne sprang. Tre af de fire rygsække med omkring ti kilo dynamit, som ukendte gerningsmænd havde placeret i fire af togets seks vogne, blev detoneret.

Sekunder efter eksploderede den første af fire bomber i tre af vognene i regionaltog 21431 på samme linje. Toget, der kom fra Alcalá de Henares, var lige kørt ind til den fyldte perron på den overdækkede Atocha-station.

»Jeg så toget komme ind, og da det var 30 meter væk, lød der en kraftig eksplosion fra den forreste ende. En krop fløj gennem luften, folk begyndte at flygte fra vognene, og 15 sekunder senere var der yderligere tre eksplosioner nede bagved,« fortæller en chokeret Juan Carlos Pantoja, rangerarbejder på stationen.

På få sekunder blev millionbyens største trafikknudepunkt med over 456.000 daglige rejsende forvandlet til et inferno af varme, røg, lemlæstede kroppe og togdele. Juan Carlos Pantoja fortæller videre:

»Alle begyndte at skrige på hjælp. Mennesker uden arme med smadrede ansigter gik planløst rundt på sporene. Der var lig over alt, men det værste var lugten af blod og brændte kroppe, der fyldte rummet.«

Forvirringen var total. De ramte togvogne var forvandlet til en uformelig masse, og folk prøvede at flygte, hvorhen de kunne. Skrigende løb de i alle retninger, flere løb ned i tunnellerne uden tanke på, om der kom et tog imod dem.

»Jeg løb og løb uden at tænke på hvorhen. Jeg tabte min taske, men lod den bare ligge. Jeg så en mand uden øjne, der gik rundt uden bukser på. Han forsøgte at flygte, men løb hele tiden ind i væggen, indtil der kom én og hjalp ham,« fortæller håndværkeren Rafael, der havde taget toget sammen med fire arbejdskolleger. Hvor kollegerne var nu, vidste han ikke.

Terroristernes valg af pendlerlinjen fra Guadalajara i øst over satellitbyen Alcalá de Henares var ikke tilfældigt. Det er den travleste linje ind i Madrid overhovedet med over 219.000 daglige brugere. I myldretiden er der næsten 1000 mennesker med hvert tog. Stationerne på linjen er normalt fyldt med arbejdere og studerende, der skal ind fra forstæderne og oplandet for at komme på arbejde eller til timer. Heldigvis var der strejke på byens store universiteter den dag, hvilket har begrænset antallet af studerende med togene. Mange havde dog alligevel valgt at tage turen ind til byen for at se efter, om der alligevel ikke var undervisning, eller for selv at studere lidt.

07:41
Før nogen kunne nå at reagere, detoneredes yderligere tre bomber i to andre tog på samme linje. Ved stationen i El Pozo del Tío Raimundo sprang to bomber i to vogne i dobbeltdækkertog 21435. Et minut senere raserede en bombe en af de midterste vogne i regionaltog 21713, der holdt ved stationen Santa Eugenia.

»Det var som om himlen faldt ned over én. Ingen vidste, hvad det var, der lige var sket. Først da jeg kom op af tunnellen igen, og det regnede med ting fra toget, der var blevet slynget op i luften af trykbølgen, begyndte jeg at forstå katastrofens omfang,« fortæller den 18-årige gymnasieelev Rocío García, der var på vej gennem en underjordisk passage for at komme ud til sporene på Santa Eugenia, da eksplosionen fandt sted. Hun var en af de mange, der siden har kunnet prise sig lykkelige for, at de ikke var kommet afsted til tiden.

En mand i samme område havde den morgen det heldigste skænderi nogensinde med sin kone. Det trak ud, han missede toget og reddede måske livet ved det.

Stationerne El Pozo del Tío Raimundo og Santa Eugenia ligger begge i de ydmyge arbejderkvarterer i det sydøstlige Madrid. En stor del af befolkningen hér er indvandrere fra Østeuropa, Nordafrika og Sydamerika. Mange af de omkomne og tilskadekomne tilhørte netop disse grupper. De og deres familier er efterfølgende blevet tilbudt spansk statsborgerskab. Som alle andre efterladte vil de også modtage en kompensation fra togselskabet RENFEs forsikring på godt 400.000 kroner per familiemedlem, de har mistet. De tilskadekomne vil ligeledes få kompensation svarende til deres skader.

Ca. 08:00
Alt tilgængeligt redningspersonale blev indkaldt, og de første indfandt sig på ulykkesstederne. Overlevende og tililende forbipasserende og naboer var da allerede i fuld gang med at hjælpe de nødstedte og med egne hænder at bære de døde kroppe ud af togruinerne.

»Jeg troede, det var en gaseksplosion, da jeg hørte braget, men den var så kraftig, at jeg næsten blev løftet fra gulvet. Jeg skyndte mig ned til stationen og gik i gang med at hjælpe. På et tidspunkt hørte jeg et barn græde, og sammen med en politimand, der stod ved siden af, løftede jeg en metalplade, der var faldet af toget. Derunder lå der en lille dreng på en fem-seks år. Han blødte, men havde det vist ellers godt,« fortæller den 53-årige Rafael Martín, der var på en bar nær El Pozo, da bomben sprang.

Taxachauffører og busser uden for linjerne kørte spontant i pendulfart mellem ulykkesstederne og hospitalerne. Naboer kom med tæpper og vand til de sårede og senere også sandwicher til det udmattede redningspersonale og travle psykologer. En spontan solidaritet, der reddede mange menneskeliv.

Selv for erfarne redningsfolk var synet, der mødte dem overvældende.

»Jeg har været sendt ud til 27 terrorattentater, men jeg har aldrig set noget lignende. Det var ubeskriveligt, rent ud sagt frygteligt,« siger en talsmand for redningstjenesten SAMUR.

Han fortæller, at den normale fremgangsmåde ved ulykker med at bruge små farvede sedler til at markere, i hvilken rækkefølge de sårede skal behandles, var helt ubrugelig hér.

»Det var der simpelthen ikke tid til. Vi måtte bare tage det, som det kom. En ting er manualerne, en anden er virkeligheden,« siger han.

I flere tilfælde måtte redningsfolkene bruge motorsave for at få de overlevende fri af det forvredne metal. I de mest medtagne vogne var der dog ikke mange at redde.

Den erfarne reder Beatriz Martin, der blev sendt til stationen i El Pozo, var også rystet over, hvad hun så.

»Det er især synet af rækken af døde på perronen, jeg ikke kan få ud af hovedet. Og lyden af deres mobiltelefoner, der bare kimede og kimede,« siger hun. Hun fortsætter:

»Det må have været de pårørende, der forsøgte at få fat i deres kære.«

Omfanget af katastrofen gik kun langsomt op for folk i takt med, at man fik overblik over skaderne de forskellige steder. I første omgang taltes der om »flere døde og en række sårede«. Kort efter om omkring halvtreds sårede og op til fem døde. De tal steg drastisk i de næste timer, og byen gik i højeste alarmberedskab.

09:45
Man var nu oppe 62 døde og flere hundrede sårede. I takt med at nyheden om katastrofen spredte sig, steg presset på telefonnettet. I tiden mellem ni og ti steg antallet af opkald med over 700 pct over det normale. Også på Internettet kunne man mærke presset. Her var der otte gange så mange besøgende på flere officielle hjemmesider, end der plejer at være.

Redningsarbejdet fortsatte, men blev både på Santa Eugenia og Atocha besværliggjort af, at politiet fandt flere rygsække med bomber i togene. Områderne blev evakueret, og yderligere to bomber sprængtes ved kontrollerede sprængninger. Derudover var der flere tilfælde af falske alarmer.

Endnu en bombe blev senere fundet blandt den efterladte baggage, der var blevet bragt til en politistation i bydelen Vallecas. Heldigvis sprang den ikke, da alarmen på mobiltelefonen, der skulle udløse den, ringede.

Stemningen i byen var meget trykket, og nerverne sad uden på tøjet. Flere vidner fortæller om en mærkelig stilhed, hvor folk stod rundt omkring og græd eller talte sagte i mobiltelefon. Det eneste samtaleemne var attentaterne. Indimellem blev stilheden brudt af hysteriske skrig eller vredesudbrud.

»Sikke nogle svin! Sikke nogle svin! Hvis jeg fik fingre i en af de forbandede ETA-folk lige nu, så ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre. Måske hænge ham op i det træ der,« sagde en ældre mand højt uden for stationen i El Pozo.

Fra tidligt om morgenen havde myndighederne bedt borgerne om at møde op og donere blod. Lange køer samlede sig straks foran blodbankerne. Blandt de frivillige sås bl.a. folk med fodboldtrøjer fra den tyske fodboldklub Bayern München, der aftenen før havde tabt til Real Madrid i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Ca. 11:00
Der var ikke længere brug for blod. Blodbankerne var fyldt. På det tidspunkt var de fleste sårede kørt fra de midlertidige hospitaler ved ulykkesstederne til hospitaler i hele hovedstadsområdet. Heldigvis skete attentaterne midt i vagtskiftet på mange af afdelingerne, så dobbelte hold var allerede på plads, da de sårede begyndte at komme ind. Man nåede samtidig at aflyse alle de planlagte operationer, der normalt går i gang ved 8:30-tiden og ikke kan afbrydes, når de først er begyndt. Det reddede mange liv.

En stor gruppe læger og sygeplejersker, der ikke var på vagt, mødte ind på arbejdet alligevel for at hjælpe til. Lige som en række pensionerede læger og sygeplejersker og studerende tilbød sig. Flere af de mindre alvorligt syge valgte at tage hjem for at overlade deres pladser på stuerne til de nødstedte.

På dette tidspunkt var Madrid præget af trafikkaos i centrum og på indfaldsvejene fra syd. Mange veje var spærret af sikkerhedshensyn, og mange havde taget bilen ind til byen for at køre fra hospital til hospital for at finde deres kære.

13:30
Indenrigsminister Angel Acebes fortalte på en pressekonference, at dødstallet nu var oppe på 173, og der var op mod 600 sårede. Han sagde yderligere, at man ikke var i tvivl om, at det var den baskiske separatistgruppe, ETA, der stod bag attentaterne. En besked, han gentog flere gange i de efterfølgende timer.

Sidst på eftermiddagen, da alle de døde var bragt til det midlertidige lighus i udstillingshal nummer seks i kongres- og udtillingscentret i parken Casa de Campo i det sydvestlige Madrid, gik over 70 retsmedicinere i gang med at identificere de døde. En del var så slemt tilredt, at eneste mulighed for identifikation var gennem DNA-analyser.

Stilheden i hallen blev kun alt for ofte brudt af mobiltelefoners ringen eller gråden fra de pårørende, der nu ikke behøvede at lede længere. Uden for voksede mængden af bekymrede pårørende, der efterhånden havde udtømt mulighederne for at finde deres kære på de forskellige hospitaler.

Aften
Indenrigsminister Acebes oplyste, at man havde fundet en stjålet varevogn i byen Alcalá de Henares, hvor tre af togene havde startet deres rejse den morgen. Det fjerde tog var stoppet her. I varevognen fandt man spor efter bomberne, bl.a. syv detonatorer af en type, der normalt ikke bruges af ETA. På forsædet fandt man et kassettebånd med vers fra Koranen indtalt på arabisk. En Al Quaeda-gruppe kaldet Abu Hafs al-Mari-brigaderne påtog sig samtidig i en e-mail ansvaret for det, de kalder »Operation Dødstog«. ETA har fralagt sig ethvert kendskab til attentaterne.

Oplysningerne i denne artikel bygger på informationer fra følgende spanske aviser: El Pais, El Mundo, ABC og La Razón.